Mads Steffensen: »Om to-tre uger vil utroskaben fylde godt op i min indbakke igen«

Hvad gør jeg?

Min far er syg af kræft og har ikke langt igen. Jeg har meldt mig til nødpasning i en institution, men hvis jeg udsætter mig selv for smitte, skal jeg i 14 dages karantæne, og så kan jeg ikke besøge min far, som måske kan nå at dø i mellemtiden.

Hilsen Majken.

»Det er et klassisk og rigtig godt dilemma, som handler om at være der for sine nærmeste,« lyder vurderingen fra monopol-bestyrer, Mads Steffensen fra radioprogrammet »Mads & Monopolet« på P4.

Radioprogrammet er et spejl af tiden. Af det, vi som mennesker er optagede af i vores liv, og som vi går rundt og bokser med.

»Majken er blevet bedt om at gøre sin del for at holde samfundet i gang i en krisetid med corona, så børnene kan have en form for hverdag. Hun vil gerne udvise det samfundssind, som hun er blevet bedt om af statsministeren. Samtidig står hun over for et personligt problem. Det er det store billede: samfundet. Og så det lille billede: kvinden selv.«

Lørdag efter lørdag har over en million danskere lyttet med, når skuespilleren Hella Joof, erhvervsmanden Asger Aamund, EU-kommissær Margrethe Vestager – eller nogle af de mange andre gæster, der på skift har siddet i panelet gennem snart 18 år – er kommet med deres uforbeholdne mening, baseret på private livserfaringer.

Et barometer på vores liv

Når Mads Steffensen åbner sin indbakke med dilemmaer, som danskere har sendt til ham kan man tage temperaturen på den virkelighed, vi befinder os lige midt i. Og som skifter i takt med udviklingen i samfundet og i resten af verden.

Et terroranslag i Paris kan gøre os bange for at rejse, og dermed sætte os i nye dilemmaer:

»Skal jeg blive hjemme og dukke nakken eller vise verdens terrorister, at de aldrig kommer til at bestemme over min adfærd?«

Eller når opmærksomheden på klimaet gradvist intensiveres: »Min chef vil have sendt mig på forretningsrejse til New York, mens min kæreste og jeg ellers har besluttet, at vi vil finde andre måder at rejse på end med fly for at skåne klimaet. Hvad gør jeg?«

Eller når kosmetiske indgreb bliver mere og mere almindelige. Kan man så selv lige få sneget lidt silikone ind i babserne, og alligevel give den gas som hardcore feminist med selvfølelsen og værdigheden intakt.

Eller hvad?

»Da coronaen ramte os, handlede ni ud af ti dilemmaer om en helt ny hverdag med afstand, sprittede hænder og vennemøder på Zoom,« siger Mads Steffensen.

»Men efter bare et par uger eller tre kom der færre og færre, som var relateret til corona. Zoom-møder og sprittede hænder blev hurtigt the new normal, og der begyndte igen at komme »almindelige« dilemmaer. I dag er det måske kun to ud af ti dilemmaer, der er coronarelaterede,« forklarer Mads Steffensen.

Bare vent – om lidt kommer utroskaben

Ser vi to-tre uger frem i tiden, er han ikke tvivl om, hvilket specifikt dilemma, der igen vil fylde godt op i hans indbakke.

»Utroskab,« siger han.

»Utroskab, bare vent og se!«

En all time-klassiker. For lyver man? Eller fortæller man sandheden? Og hvad hvis man har set sin venindes mand på Tinder, skal man så fortælle det til hende?

I de seneste par måneder har Mads Steffensen fået et tydeligt billede af en udvikling, der påvirker danskernes nære liv:

Først corona, corona, corona. Så lidt mindre corona. Og nu: Ikke så meget corona.

Selv havde Mads Steffensen sine overvejelser om, hvordan lytterne ville modtage programmet, når en statsminister havde lukket samfundet helt ned.

Mon lytterne ville synes, at det ville fremstå besynderligt at diskutere de nære dilemmaer i en tid, hvor en pandemi hærger verden, hvor folk ikke kan besøge deres ældre familiemedlemmer, og andre tvinges i isolation?

»Jeg nåede frem til, at i en tid, hvor alt er anderledes, så er det her program et skud normalitet i en hverdag, der er alt andet, end normal.«

Så fire dage efter nedlukningen midt i marts, sad Mads Steffensen klar i studiet sammen med lørdagens to Monopol-gæster: Filminstruktøren Søren Fauli og TV-værten Sofie Linde.

Den tredje gæst i panelet, den tidligere politiker Søren Pind, havde Mads Steffensen med på telefonen. Programmet skulle som alt andet tilpasses situationen – derfor færre gæster i studiet, alt sprittet af, en personlig termokande til hver, morgenbrød i seperate poser og rigeligt med håndsprit til alle.

Dilemmaer om sociale medier

Udviklingen i danskernes nære liv har Mads Steffensen fulgt helt tæt på, siden radioprogrammet blev sendt første gang den 6. September 2003.

»Hvis jeg sammenligner med de første år, hvor vi for eksempel ikke var på sociale medier, er der mange dilemmaer, som netop er relateret til sociale medier:

»Kan jeg sige til min veninde, at jeg selv og sikkert også mange andre er dødtrætte af, at hun poster billeder af sine børn nonstop?«

Den slags havde vi ikke de første år.

Vi havde heller ikke klimarelaterede dilemmaer eller dilemmaer, som handlede om kødspisere kontra vegetarer. Eller spørgsmål om tatoveringer og kosmetiske operationer.«

Stress, angst og ensomhed er nogle af de temaer, der er kommet til at fylde stadig mere.

»Dilemmaer udsprunget af ensomhed har været i klar stigning gennem de senere år, og det er mit gæt, at ensomhed også fremover vil komme til at fylde meget.

Man fik ikke lige skabt nogle relationer, som kunne vare ved, da man var ung. Nu står jeg her som 32-årig lørdag aften og ved faktisk ikke, hvem jeg skal ringe til. Jeg følger de sociale medier, hvor jeg kan se, at alle andre er ude denne lørdag aften sammen med deres venner. Mine forældre besøger jeg tre gange om ugen, det er faktisk dem, jeg ser mest,« siger Mads Steffensen og refererer til et konkret dilemma fra en lytter, som repræsenterer mange, mange andre.

»Hvis der nu aldrig er nogen, der ringer til dig og spørger: »Hey, hvordan går det egentlig?« Eller at du heller ikke selv ringer til nogen, fordi du ikke har nogen at ringe til, så kan man godt være ensom, og så er det et helt reelt spørgsmål at stille.

Mange har et stort netværk og gode kolleger, men venner? Har man venner? Som Uffe Buchard (kreativ direktør og modeskribent, red.), der sidder i panelet har sagt flere gange:

»Du skal bare have én. Du behøver ikke at have 20.«

Vi bliver mere ensomme

Ensomhed og længslen efter at få nære og gode venner – og hvordan man får dem, når man ikke længere er barn eller ung, men voksen, er et dilemma, som jeg tror, at rigtig mange kan relatere sig til.«

Tatoveringer, kosmetiske skønhedsbehandlinger, ensomhed, stress, klimaforandringer og dilemmaer direkte relateret til sociale medier er blandt de temaer fra lyttere, som Mads Steffensen får flest e-mail omkring.

Men hvorfor skrive ind til et radioprogram med sine mest private problemer og dilemmaer? Når Mads Steffensen skal forsøge at give et svar på, hvorfor så mange ikke i stedet vælger at tale direkte med den person eller de personer, dilemmaet drejer sig om, tager han fat i sin mobiltelefon.

Her skriver han ofte citater ned fra sine gæster i monopolet. Citater, som har givet stof til eftertanke, været sjove eller på anden måde har løftet sig. Et af de citater, han skrev ned helt for nyligt, står Morten Albæk (erhvervsfilosof og forfatter, red.) for.

»Det er ikke det, vi siger til andre mennesker, som kan ødelægge venskaber, parforhold, familieforhold og andre relationer. Det er alt det, vi ikke får sagt, der kan skabe problemer.«

Og det er jo faktisk essensen af, at jeg har det her program om lørdagen,« konkluderer Mads Steffensen.

»Hvis vi nu allesammen var gode til at tale sammen og bare sagde det, der skulle siges til de rette personer, så ville der måske ikke være noget at diskutere. Hvorfor vi så ikke gør det, kan der være tusindvis af grunde til. Men én af grundene, tror jeg, er, at vi nærer en meget stor kærlighed til hinanden. Vi vil gerne beskytte hinanden.

Vi er simpelthen bange for at såre dem, vi elsker. Og så tager vi falske hensyn. Langt de fleste dilemmaer er brolagt med falske hensyn. Det er derfor, at de dilemmaer ender hos os i et radioprogram. Folk tør ikke selv tage snakken.«

Kærligheden er størst

Ifølge Mads Steffensen bliver det sværere »at tage snakken«, som han siger, jo tættere en relation, vi har til det menneske, vi egentlig burde tale med om et specifikt problem eller dilemma.

»Jeg tror, at kærligheden er større, jo tættere vi kommer på hinanden. Lidt ligesom ringe i vandet. Det er lettere at sige »du er fandme en idiot« til en bekendt, end det er at tage snakken med sin mor eller far og sige:

»Hvor har du været i hele mit liv?«

Kærligheden er stor. Og selv om forældre – det har jeg da oplevet mange gange gennem årene i det her program – har svigtet, så elsker den voksne, der engang var et svigtet barn, stadig sin mor og far.«

Tiderne skifter, verden forandres, nye mennesker fødes, andre dør, men klassikerne består, siges det.

All time-klassikerne med dilemmaer vi aldrig holder op med at havne i. Og med tvivlen om sit biologiske ophav som én af de klassikere, der topper.

For et par uger siden skrev en kvinde ind til Monopolet: Skulle hun opsøge sin måske-biologiske far? Kvinden var kommet i tanke om, at hun som barn havde siddet i bilen sammen med sin far på vej gennem en mindre by et sted mellem Sjælland og Jylland. Pludselig sagde faderen:

»Ja, det kan godt være … altså din mor havde en affære med en i banken i denne her by, lige omkring du blev født. Men det holdt ikke så længe.«

Kvinden huskede sit spørgsmål dengang:

»Men betyder det så, at du måske ikke er min biologiske far?«

Og faderen svarede:

»Der er en lille risiko, men det skal du ikke tænke på, for mig vil du altid være min rigtige datter. Nåh, men vi er der også snart, og nu skal vi ikke tale mere om det.«

Nu er faderen så død, og kvinden spørger sin mor, om det kan være rigtigt. »Ja, det er rigtigt,« svarer moderen og erkender dermed, at hun ikke kan være 100 pct. sikker på, hvem der er faderen.

På Facebook har kvinden fundet frem til den mand, der måske kunne være hendes biologiske far. Spørgsmålet til panelet er: »Skal hun opsøge ham? Han har sit eget liv, sin familie og sine børn. Skal man rode rundt i det?«

Hvad skal det føre til?

Ifølge Mads Steffensen er det et eksempel på et dilemma, der hele tiden dukker op.

»For hvis man har haft den bedste barndom, været omgivet af kærlighed, og det så viser sig, at ens far er en anden … de, der skriver ind til programmet, spørger altid:

»Har jeg ret til at opsøge ham?« Og fra panelet er svaret meget ofte:

»Ja, det har du ret til. Ingen tvivl om det. Men skal du så også gøre det?« Det er her, det bliver vanskeligt og her, dilemmaet for alvor folder sig ud og bliver tydeligt. Når Uffe Buchard, sidder i panelet og skal tage stilling til et dilemma, siger han:

»Man kan jo gøre alting, og man har også ret til rigtig meget. Men hvad skal det føre til?«

»Det synes jeg er ret klogt sagt. For hvis jeg opsøger min biologiske far eller mor, hvad er det så, jeg vil have ud af det? Er det bare nysgerrighed? Og nysgerrighed kan jo være legitimt nok og hele grunden til at gøre noget. Men får du nu også lukket det hul i maven, hvis du opsøger ham?

Der er jo ingen rigtige svar på det her. Det er ikke en matematisk formel, men en følelse og en fornemmelse. Og sådan er det med rigtig mange af de dilemmaer, som panelet tager stilling til,« siger Mads Steffensen.

Og stilling har Monopolet taget til efterhånden tusindvis af lytteres private dilemmaer. Med et koncept, der har været uforandret i alle årene: Tre kendte personligheder diskuterer et personligt dilemma fra lytterne – og så spilles der en plade ...

For Mads Steffensen er det helt afgørende for hele programmets eksistensberettigelse, at lytterne bliver taget alvorligt. For selv om formatet for »Mads & Monopolet« også er underholdning, er det rigtige mennesker med rigtige dilemmaer, der danner hele grundlaget.

»Hvad var programmet uden dem? Intet.«

Og dilemmaer er der nok af. Nye, der udspringer af tendenser eller en samfundsudvikling, og så alle klassikerne. For skal man finde sig i, at ens nye mand lader sine børn fra et tidligere forhold sove i dobbeltsengen?

Kan man være bekendt at bede sine gæster om at aflevere deres mobiltelefoner i en kurv, når de ankommer, hvis man har inviteret til stor fest, og den bedste gave til værten kunne være gæsternes ubetingede nærvær?

Og hvad nu, hvis man er blevet vegetar, og ens familie skal inviteres til middag. Familien har altid spist kød, kød, kød og endnu mere kød.

Hvad gør man så?