Charmen ved denne epoke i verdenshistorien, altså den vi ofte omtaler som den kontrafaktiske, den postfaktuelle eller den faktaresistente er, at alt åbenbart er subjektivt. Det står enhver frit for, til enhver tid, at mene, »synse« eller være stensikker på … dette eller hint.
Kunst er eksempelvist helt og aldeles subjektivt. Er man til Eckersbergs næsten fotografiske præcision i gengivelsen af et guldaldermotiv, eller syntes man Asger Jorns tilsyneladende kaotiske farvepalette er sagen? Hvem tør sige, hvad der er god kunst? Det er aldeles subjektivt. Musikforståelse må siges at være meget subjektivt. Kan man ligge vågen hele natten i forundring over Mozarts små finurligheder, eller falder man i svime over Dave Brubecks skæve takt-slag? Helt subjektivt.