Mads Christensen: »Hvis du, kære kære mand, netop nu har en sten i din sko, så vid: Du er ikke alene!«

Kære lørdagslæsere

Jeg vil i dag forsøge mig med et helt uhørt eksperiment: Jeg vil fylde min spalte, alle 4.500 anslag, uden én eneste gang at tale om corona.

Jeg er træt af corona! Hele virushistorien hænger mig ud af halsen, jeg gider ikke høre mere, jeg orker ikke fingere mere interesse.

I stedet vil jeg dele en åbenbaring med jer, som jeg har fået ...

Vi kommer til at tale mere om mænd!

I mange år har jeg i mit professionelle virke beskæftiget mig med mænd. 22 år i mit eget forfatterskab, før det syv år på magasinet Euroman, og før det næsten ni år i militæret. Mænd har altid været mit professionelle interesseområde.

I lange perioder var det i den lette afdeling, jeg slog mine folder – bevares. Slips, tøj, sko, ure, staffage og fernis var der, hvor jeg spillede klog, men bag kulissen har jeg alle dage næret en særlig veneration for mænd i krise, mænd på hælene, mænd i modvind og mænd, der på den ene eller anden måde havde ondt i livet.

Jeg har, ikke uden en stadig undren, bemærket, at det næsten altid er svært for mænd at tale om deres egne udfordringer. Vi mænd er ikke særlig gode til det. Vi har ikke, som kvinder, mange generationers erfaring i at dele vores problemer med hinanden.

Ærligt talt, mand.

Hvornår har du sidst, måske efter en fodboldkamp eller en runde golf, fortalt dine mandevenner om dine nederlag, dine følelser af utilstrækkelighed, din vigende selvrespekt, din angst, din impotens, dine børns foragt og din kvindes ringeagt?

Nu er jeg selv, officielt og helt uden klædelig diskretion, en mand i krise. Jeg har gjort mig skyldig i det mest foragtelige og forsmædelige, en mand kan gøre. Jeg har forladt mine børn, min kone, min hund, mit hus, mit kirsebærtræ ... hæk, have og tagrender.

En mand, der ikke kan holde sammen på sig selv og sin familie, er en mand med fiasko. Sådan har jeg altid set det. Sådan har jeg ofte i både radio, på TV og i tekst bramfrit beskrevet det.

Tag dig sammen, mand.

Pas din tjans, mand.

Lad være med at blive gift, hvis ikke du mener det, mand.

Nu har jeg selv brudt alle mine rigide regler, og i kølvandet på det træk slås jeg med grimme følelser af skyld, dårlig samvittighed og skam.

Forstå mig ret her, om jeg må bede. Jeg har en sund selverkendelse om min egen brøde. Jeg ligger, som jeg har redt, rider som jeg har sadlet. Min misere er helt og holdent min egen skyld, og jeg fisker ikke efter hverken sympati eller ynk. Jeg har fået min regning, og jeg kommer til at betale den, med så rank en ryg og så oprejst en pande, som jeg nu kan mønstre.

Når jeg her i min klumme overhovedet nævner det, så er det fordi, de seneste par uger har vist mig, at jeg ikke er alene. Der er sket det, at jeg, hver gang jeg åbent og ærligt har fortalt om min egen krise, i hobetal bliver kontaktet af andre mænd, som kan genkende sig selv i min fortælling. De har været der eller står midt i det, i det svære brud med familien. De kender til selvhadet og den indadrettede foragt, de har set deres omverdens hovedrysten, og de har oplevet den smerte, der er uløseligt forbundet med at såre dem, man elsker allermest.

Vi deler ellers nødigt ud af vores shortcomings, og vi synes, det er pinligt at være kede af det.

Jeg er taknemmelig for de mange breve, beskeder og Facebook-henvendelser jeg har fået. Dels tager de på det selviske plan brodden af min egen forvirring, dels – og hvad vigtigere er – giver de mig lyst til at gøre noget.

Det er blevet tydeligt for mig, at der lige under det tynde lag af tilsyneladende rolig fernis og overfladeperfektion ligger en ulmende uro derude i de små hjem. Og i takt med at flere og flere – i dette specifikke tilfælde jeg selv – sætter ord på, at mandens position ikke altid er en dans på roser, jo mere klart bliver det, at det her er noget, vi kommer til at tale mere om.

Jeg proklamerer hermed, at jeg vil gøre mit til, at den trængte mand får en lille plads på agendaen.

Nu skal vi lige ud af denne coronaskygge (av, der kom jeg sgu til at nævne det unævnelige – undskyld), men altså … når vi har reetableret normalen, i den fortolkning Mette giver os lov til eller den, vi tør, så skal vi tale om mænd. Selv pusler jeg med både bog og TV-program om emnet, og det er i den forbindelse, jeg tillader mig at spå om fremtiden: Mænd i krise bliver efterårets store samtaleemne … og der er nok at tage fat på!

Og hvis du, kære kære mand, netop nu har en sten i din sko, så vid: Du er ikke alene!