Mads Christensen: Er jeg mon den eneste, der savner videnskaben i det her pokerspil?

Jeg ved ikke, hvad der er mest tragisk: Om det er måden, de taler til os på (uden at fnise), eller at vi finder os i det og ikke bare bryder ud i et hysterisk lårklaskende latterbrøl, skriver Berlingskes klummeskribent Mads Christensen.

Foto: Mads Christensen

Jeg spiller ikke poker, og derfor er det måske dumt at starte en søndagsklumme med en poker-reference …

Men jeg er vel næppe den eneste, der i disse dage genoplever gamle cowboyfilm, hvor sammenbidte bisser sidder og stirrer på hinanden over spillebordet, mens de skiftes til at overbyde hinanden … »I´ll see your ten and raise you another ten ...«

Det ene pokerfjæs siger så noget i stil med: »Jeg siger én meters afstand og max ti mennesker på samme areal og mundbind i den offentlige transport.«

Og så siger det andet skarpe og handlekraftige stenansigt: »Jeg hæver din én meters afstand og siger TO meter, og så dobler jeg dine antal og siger kun FEM mennesker sammen ... OG mundble hjemme på eget lokum.«

... og så sidder vi umælende betragtere og venter på, at auktionarius fra Bruun Rasmussen skal komme ind og sige noget i stil med »to meter og fem mennesker ... ingen højere ...?«

Det virker, som om den politiker, der kan se mest martret ud og byde ind med de skrappeste begrænsninger, pr. definition er den moralske vinder af kappestriden.

Mette syn´s ... Pia Olsen syn´s … Ingen højere?

Er jeg mon den eneste, der savner videnskaben i det her pokerspil?

I denne uges aviser kunne man læse flere hvide kitler samstemmende forklare, at de der ansigtsvisirer, store, små eller bittesmå, ikke har nogen effekt på smittebegrænsning – SURPRISE!

De samme hvide kitler har længe snoet sig som ål på en varm stegepande, når de har skullet forklare, at papiransigtsmaskerne og de udskældte stofmasker måååååååske var en liiiiiille-biiiiiiitte smule bedre end ingenting, hvis i øvrigt man udskiftede dem flere gange om dagen ... og hvem gør i øvrigt det?

Da man delte Strøget op i højre og venstre »vognbane« med gul tape, var der adskillige hvide kitler, der kaldte det spil for galleriet og ren symbolpolitik, og i øvrigt hersker der bred global videnskabelig konsensus om, at stort set ingen smittes udendørs, så hvorfor mon give store bøder til 11 gutter på en fodboldbane ... Man undres.

På trods af, at Horesta (hotellernes og restaurationernes brancheorganisation) ved hvert pressemøde forsøger sig med et spagfærdigt »er der overhovedet til dato tilvejebragt nogen videnskabelig evidens for, at der er mennesker, der smittes på restauranter med afstand og håndsprit?«, bliver vi sjældent klogere.

Det er, som om det er lidt irriterende for værterne ved pressemødet, når der kommer nogen og spolerer en god panik med noget så ligegyldigt som videnskab og spørgsmål til evidens.

Op til jul måtte vi lide den tort at lægge øren til nationens øverste sundhedsfaglige myndigheds forklaring om, at det ville udgøre en mærkbar smitteteknisk forskel, om man, i stedet for at afsynge de traditionelle julesalmer ved dansen om træet ... sammen med de mennesker, man i øvrigt havde tilbragt hele juleaften med, spist sammen med, skænket fra samme sovsekande med, flæskestegs-hapset med samme tranchér-gaffel med, forrettet på samme toilet og dystet om den samme mandelgave med ... ville begrænse sig til at nynne salmerne i stedet for at synge ...

NYNNE!

Det sagde de, sgu!

Der sad mange sikkert som jeg og ventede på, at Jonathan Spang skulle springe ind i billedet og råbe: »HEY, DET ER SATIRE! VI SKULLE BARE LIGE SE, HVOR LANGT VI KUNNE TRÆKKE DEN!«

Men der kom ingen Jonathan Spang.

Desværre.

Det VAR myndighedernes officielle råd til nationens smittebegrænsning ... Nynne i stedet for at synge.

Suk.

Når man så forleden ved nytårspressemødet hørte samme myndighed, Søren Brostrøm, bruge sine kostbare minutters taletid på at gøre rede for, at det vil have opsættende effekt på smitten, hvis man »går tidligt i seng« nytårsaften ... det sagde han, sgu! ... så står det klart, at det desværre ikke er satire.

Jeg ved ikke, hvad der er mest tragisk: Om det er måden, de taler til os på (uden at fnise), eller at vi finder os i det og ikke bare bryder ud i et hysterisk lårklaskende latterbrøl.

Søren Brostrøms nytårsråd var definitionen på begrebet tragikomisk og udgjorde i min optik et farvel til den sidste flig af tro på, at der er styr på noget som helst.

De ved ingenting, eller måske kun ganske lidt …

De gætter. De håber. De prøver sig frem ...

I næste uge kommer der er nyt pressemøde, hvor vi får at vide, at vi kun må være sammen med os selv og kun må gå ud, når alle andre er inde ... Ingen højere?

Ét kan alle de hvide kitler dog nødtørftigt nå til enighed om, og det er den spøjse formulering: »Der er ikke flere værktøjer i kassen«.

Måske vi så kan slippe for flere famlende og fumlende pressemøder?

PS. Med en finansminister, der vælger at tage to måneders barselsorlov midt i en af vor tids største finans-kriser, en erhvervsminister, der er sygemeldt med mavesår, mens erhvervslivet gisper efter luft, og en ny-udklækket beskæftigelsesminister på orlov akkompagneret af stadigt længere arbejdsløshedskøer, bliver det dag for dag sværere for oppositionen (tø-hø) at opretholde anklagen om, at Mette-mor er for egenrådig.

Hvad skal hun ellers gøre, stakkels dame…. ?

Alle de andre er jo gået hjem.