Lars von Trier har altid genereret overskrifter. Nogle gange på grund af sine film, andre gange på grund af sine udtalelser. Og så er der de gange, hvor andre hjælper ham – som kulturminister Mette Bock fik gjort med sit ønske om, at instruktøren ville lave nogle flere opbyggelige film, der mundede ud i »håb, glæde og hyldest til livet«.
Da von Triers nyeste film, »The House That Jack Built« havde premiere på filmfestivalen i Cannes, var det historierne om det forargede publikum, der forlod salen, der trak overskrifter. Men faktisk er det ikke Jacks brutale mord, der står tilbage, når man har set »The House That Jack Built«. Tværtimod. Siden jeg så – og anmeldte filmen til fire stjerner i maj - har retssagen mod Peter Madsen fyldt aviserne med værre detaljer, og jeg har set folk blive likvideret og tortureret i bunkevis i »Suspiria«, »Finale« og »The Girl in The Spiders Web«, for bare at nævne et par af de aktuelle.
Læs Berlingskes anmeldelse af Lars von Triers »The House that Jack Built« her.
En af de lektier, livet lærer os, er, at alle mennesker også er onde. Måske er vi faktisk kun gode under visse gunstige omstændigheder. Det mente socialpsykologen Stanley Milgram at bevise allerede i 1960erne, da han udførte en række eksperimenter, der påviste, at almindelige mennesker kunne overtales til at torturere andre mennesker, hvis de opfattede, at en autoritet forlangte det. Eller tænk på de beretninger som overleverne fortæller om de torturbødler, der også var tidligere naboer og bekendte. Det onde er ekstra ondt, hvis det bærer et venligt ansigt.
I den forstand er von Triers hovedperson Jack bare et postulat, der opfører sig latterligt, næsten grinagtigt, gennem meget af filmen. Det er ikke dét, der sætter varige spor.
Det er i højere grad alt det andet, jeg husker, når jeg tænker på »The House that Jack Built«.
Som von Trier er også Jack uforsonlig og perfektionistisk. Han er tvivlende og søgende og fuld af indre dæmoner, som han gerne lufter for sig selv og sit publikum. Kan man ikke selv se ligheden, er »The House that Jack Built« fuld af referencer til von Triers andre film – samt til hans udtalelse om at »forstå Hitler«. Instruktøren smelter på mange måder sammen med hovedpersonen.
Det er med andre ord også et selvportræt, filmen formidler. En skildring af et menneske, der forsøger at skabe noget, men som – måske – mister sig selv og overblikket undervejs. Det er en krævende pointe, og muligvis også svært at sluge for det helt store publikum, men Lars von Trier har aldrig bedt om at blive elsket af Hr og Fru Hvem-som-helst. Hans film går hele tiden til kanten, som Jack, der igen og igen forsøger at overgå sig selv som seriemorder.
Jeg ved stadig ikke helt, om jeg forstår filmen. Sådan har jeg det næsten altid med hans film. Men de kan det forunderlige, at de giver mig lyst til at prøve at forstå. Det fortjener næsten en stjerne i sig selv.
Jeg vælger dog at se en form for optimisme i von Triers massemorder. I sit ønske om konstant at bryde grænserne for, hvad man kan tillade sig, får »The House That Jack Built« nemlig også tegnet et billede af en person, der maser for at give liv til det værk, han har inde i hovedet. Som virkelig gerne vil udfordre sig selv. Som har lyst til at gøre noget. Ser man det sådan, er der både humor og selverkendelse og ironi i Triers seneste værk – også selv om det hele ender i et farverigt helvede, som livet jo også nogle gange er, når man sætter alting på ét bræt.
Det er måske ikke håb og glæde, som vi ser det fra Hollywood. Men det er så meget mere, som jeg måske vil forstå om nogle dage.
