Kulturminister Mette Bock får kritik for Lars von Trier-benspænd: »At bede Lars von Trier om at lave komedier er ligesom at spise røde pølser med sild ovenpå«

Må en kulturminister opfordre en filminstruktør til at lave en anden slags film end dem. han laver? Ja, men det er ikke særligt smart, siger kritikere.

Karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (Frederik Cilius, til højre) fra Den Korte Radioavis på Radio24syv kritiserer kulturministeren for at opfordre Lars von Trier til at lave film, »der mundede ud i håb, glæde og hyldest til livet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup og Mads Claus Rasmussen

»Jeg har en drøm – tænk, hvis Lars von Trier ville udfordre sig selv og lave en film, der mundede ud i håb, glæde og hyldest til livet.«

Sådan skrev kulturminister Mette Bock i et tweet om Lars von Triers nye film »The House That Jack Built«, der har premiere på torsdag, og det har fået flere til at kritisere hende for indblanding i den kunstneriske proces, heriblandt radioværten Kirsten Birgit.

»Hvad med, at du som den påståede liberal du er, udfordrede dig selv og lod folk og kunstnere gøre, hvad fanden det passede dem?« skrev Kirsten Birgit.

Filmen har Matt Dillon i hovedrollen som en arkitekt, der får smag for at myrde – massemyrde. Filmen, der havde verdenspremiere i maj under filmfestivalen i Cannes, er blevet omtalt som en af instruktørens mest grumme, og fik mange publikummer til at udvandre under de første visninger ved festivalen.

Filmen fik også kulturminister Mette Bock til at reagere, der efterlyste en »opbyggelig film« i sit tweet.

»En opbyggelig film om alt det smukke, som livet også består af. Kom nu, Lars – jeg ved, at du kan,« skrev kulturministeren, der runder sit tweet af med en hjerte-emoji.

»Elendig timing«

Jacob Ludvigsen, der er filmredaktør på musikbladet Soundvenue, skrev en kommentar om ministerens tweet, hvori han fastslog, at hendes udmelding ikke er i strid med det såkaldte armslængdeprincip. Ikke desto mindre kalder han tweetet for »i bedste fald elendig timing, i værste fald strategisk usympatisk«.

»Normalt bekommer det sig, at kulturministeren bakker op om dansk film. Især dem, der deltager og dyster i festivaler som Cannes og ved prisoverrækkelser som Oscar. Kompromisløse film, som aldrig havde eksisteret uden statsstøtten, som bidrager med uvurderlig opmærksomhed til dansk film, men som ikke sælger sig selv i biografen. De har brug for al den opbakning, de kan få,« skriver Jacob Ludvigsen.

Kim Pedersen, direktør for brancheforeningen Danske Biografer, siger til Berlingske, at ministeren da fint kan have en privat mening, men at det nok ikke er »så smart« at melde det ud som minister.

»Det, jeg hører hende sige, er, at hun gerne vil have nogle film, der rammer bredt og samtidig har en høj kunstnerisk værdi. Det ønske kan man jo ikke være uenig i,« siger Kim Pedersen, der dog samtidig kalder det besynderligt at opfordre Lars von Trier til at lave en optimistisk film.

»Det har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig. At bede Lars von Trier om at lave komedier er ligesom at spise røde pølser med sild ovenpå. Det er bare ting, der er helt uforenelige,« siger Kim Pedersen.

På Christiansborg bakker kulturordførerne op om ministerens »filmanmeldelse«, på nær Alternativets Rasmus Nordqvist.

»Jeg tænker, at vi ser en kulturminister, der har forsøgt at være morsom på Twitter, og det skal man altid passe på med, når man er minister.«

Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti betegner det omvendt som »vidunderligt«, at der er en minister, der interesserer sig levende for en dansk filmskabers værk.

»Jeg forstår ikke, at det kan være genstand for diskussion. Alle efterlyser politikere, der i højere grad interesserer sig for kulturen. Og når de så går ind i en diskussion af den, så er det også forkert. Så bliver det da noget tungt,« siger Alex Ahrendtsen.

Også Mogens Jensen fra Socialdemokratiet støtter ministerens principielle ret til en mening, men han er ikke nødvendigvis enig i, at Lars von Trier trænger til at lave mere positive film. For det første, siger Mogens Jensen, har Lars von Trier tidligere eksperimenteret med komedier som »Direktøren for det hele« og »Riget«, for det andet skal kunst afspejle både det positive og negative, siger han.

»Kunst skal ikke nødvendigvis være positiv eller negativ, men være en mangfoldig blanding af det hele og frem for alt afspejle os som mennesker,« siger Mogens Jensen.

Peter Aalbæk enig

En af de første, der erklærede sig enig med Kulturministerens efterlysning af en mere positiv Lars von Trier-film, var Zentropas filmproducent Peter Aalbæk Jensen, der gennem flere årtier har stået bag instruktørens film.

»Jeg er fuldstændig enig i kulturministerens synspunkt. Nu har vi i »The House That Jack Built« fået slået alt og alle ihjel og skåret dem i små stykker, så det kunne være forfriskende,« siger Peter Aalbæk Jensen, der kalder ministeren »et engageret menneske, der føler noget og oplever noget«.

Kulturminister Mette Bock afviser over for Ritzau, at hensigten med opslaget var at bryde det armslængdeprincip, hun ellers hylder:

»Jeg kunne aldrig drømme om at blande mig i, hvilke film Lars von Trier skal lave. Jeg har kæmpestor respekt for ham og betragter ham som et filmmenneske i verdensklasse. Men jeg ved, at Lars von Trier tidligere har lavet benspænd for blandt andre Jørgen Leth og sat dem i uvante situationer, hvor de blev udfordret,« siger kulturministeren, der kalder sit tweet et »forsøg på med et glimt i øjet at stille ham et lignende benspænd«.

»The House That Jack Built« har premiere på torsdag.