Målgruppen til denne film vil nok føle sig talt til – men også talt ned til

»Madklubben« er i momenter charmerende, men er ikke mere livsklog end en Ga-Jol-pakke. Trods stor indsats fra blandt andre Kirsten Olesen er det meget svært at finde filmen interessant, uanset hvor meget man prøver at kunne lide den.

 
Se traileren til »Madklubben« her. Video: SF Studios Fold sammen
Læs mere

Når man møder mennesker, der selv fortæller meget om, at de har en vildt god humor, er benævnte mennesker typisk utroligt umorsomme. På samme måde har film, der bliver markedsført som »livskloge komedier«, det med ikke at være særligt livskloge eller særligt sjove.

Det gælder også for »Madklubben«, instrueret af Barbara Topsøe-Rothenborg, der altid bør have en plads i enhver danskers hjerte på grund af sin titelrolle i den pragtfulde DR-serie »Nana«, men som instruktør mest har gjort sig i forglemmelige bagateller som »Krummerne – alt på spil« og »En-to-tre-nu!«.

Og nu altså »Madklubben«, som heller ikke er særligt interessant, uanset hvor meget man prøver at kunne lide den. Timingen af premieren er nemlig ikke dum. I en tid med coronavirus, #metoo-krænkelser, klimakrise og alverdens andre dårligdomme kan vi nemlig godt have brug for en varm komedie med hjertet på rette sted. »Madklubben«s hjerte er givetvis også rigtigt placeret, men der er til gengæld meget andet af filmen, der halter ganske gevaldigt.

Pikkomik

I centrum for filmen finder vi de tre 60+-årige kvinder Marie, Vanja og Berling, der har været veninder siden ungdommen. Vanja er aldrig rigtigt kommet sig over sin mands død og foretrækker sin hunds selskab, Berling er succesfuld og fremme i skoene, men også overfladisk, og kontrolfreaken Marie er i frit fald – hun bliver nemlig forladt af sin mand gennem 44 år til fordel for en anden kvinde.

De tre drager på et madkursus til Klichéitalien, og der midt i solskin og utroligt italienske italienere og boblende tomatsovs og hjemmelavet ravioli lærer de sandelig både hinanden og sig selv rigtigt at kende.

I disse tider kunne vi alle sammen godt bruge en livsklog komedie at varme os på. »Madklubben« er ikke svaret. Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Film.

Det er langt hen ad vejen meget forudsigeligt og ikke særligt morsomt – medmindre man i sig selv synes, at kvinder over 60, der siger »pik«, er vildt sjovt. Samtidig er den lasagnepladetynde historie serveret med en besynderlig blanding af lommepsykologi og lagkagekomik, og især Kirsten Olesens karakter, Marie, er svær at forholde sig til.

Primært fordi hun skifter personlighed med jævne mellemrum uden særlig forklaring. Værst er en scene, hvor hun er helt ude i tovene og græder og græder, men så begynder det at regne, og hun kommer til at dufte til nogle krydderurter, og SÅ går Marie ellers i køkkenet. Og hvor hun hidtil har været bange for at lave mad uden opskrift, kaster hun bare helt løssluppent timian og basilikum og whatnot ned i en tomatsovs. Kan du se symbolikken?

Drevet af research

Rasmus Botoft og Mia Lyhne huserer i udkanten af fortællingen som et biohacker-agtigt par, der af uransagelige årsager har meldt sig til madlavningskurset, selv om de forsager gluten og praktiserer fastedage. Det kunne godt have en været en sjov parodi på tidens sundhedskultur, men som så meget andet i filmen ender det med at være hverken fugl eller fisk.

Filmens bagkvinder har lavet deciderede spørgeskemaundersøgelser i filmens målgruppe, og det er en interessant diskussion, om det er den bedste måde at lave kunst på. Til gengæld kan man vist godt konstatere, at målgruppen måske nok vil føle sig talt til, men også lidt talt ned til. Kvinder over 50 kan vist godt kapere livsvisdom, der er lidt dybere end det, man kan finde på en hjemmeside med »inspirational quotes«.

»Madklubben« har gode intentioner, men det, der vist var tænkt som en fyrig, varmblodet komedie med sydlandsk temperament, ender mest med at være noget overkogt spaghetti med undersaltet kødsovs, ufarlig Dolmio-sovs og prærevet parmesanost med en distinkt lugt af nemme løsninger.

»Madklubben«. Genre: Dramakomedie. Spilletid: 98 minutter. Instruktion: Barbara Topsøe-Rothenborg. Manus: Anne-Marie Olesen Thinghuus. Medvirkende: Kirsten Olesen, Kirsten Lehfeldt, Stina Ekblad, Troels Lyby m.fl. Premiere 22. oktober landet over.