Kirsten Olesen: »Selv om man virker stærk, kan man godt have et skrøbeligt sind«

Kirsten Olesen er en af dansk teaters helt store skikkelser. Hun ser tilbage på 50 år på scenen. Et teaterliv, der i mange år var præget af angst og en manglende tro på, om det hele nu var godt nok.

Kirsten Olesen i den garderobe, som hun i mange år delte med Birthe Neumann. Nu er kollegaen Karen-Lise Mynster rykket ind. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

»Da jeg havde læst brevet med beskeden om, at jeg var kommet ind på teaterskolen, løb jeg ud til min mor i køkkenet, hvor hun stod og lavede morgenkaffe:

»Mor, mor, mor. Jeg er altså kommet ind på Odense Teaters elevskole.«

Hun kiggede bare på mig.

»Åh, gud nej. Sig det ikke til far.«

I garderoben i det næsten folketomme Skuespilhuset, hvor sommeren flimrer på den anden side af det store glasparti ud mod havneløbet, har jeg bedt Kirsten Olesen om at huske. At mindes, hvordan den skuespillerkarriere, som snart strækker sig over et halvt århundrede, begyndte.

»Jeg var 18 og gik i gymnasiet. Jeg skulle til at finde ud af, hvad jeg skulle bruge resten af mit liv på. Jeg syntes ikke, der var noget, jeg rigtig brændte for. Det var ikke, fordi jeg var sådan rigtig dum i hovedet. Men der var bare ikke noget, der virkelig fangede min interesse.

Kirsten Olesen blev skuespiller næsten ved et tilfælde. Og måske som et ungdomsoprør mod sine forældre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Min far havde altid sagt, at det var godt for min søster og mig at læse til jurist eller lærer. Det var gode pigefag, sagde han, for det kunne altid kombineres med en familie. Selv var han direktør for et firma, der handlede med bløde hvidevarer (en ældre betegnelse for boligtekstiler såsom duge og sengetøj, red.). Min søster havde pænt lyttet efter i timen. Hun var blevet uddannet lærer. Og jeg ringede også til Silkeborg Seminarium og bad om optagelsespapirer. Jeg havde fundet ud af, at jeg ville være døvelærer. Det var et halvt år, før man skulle søge, men de kunne desværre ikke garantere mig optagelse, fordi jeg først var født i maj. Jeg kom på venteliste.

Men så sad jeg hjemme i Horsens en eftermiddag. Jeg kiggede i avisen, og der stod, at man nu som noget helt nyt kunne gå til optagelsesprøve på teaterskolerne uden at have læst hos en skuespiller og være indstillet af sin lærer først. Man kunne sådan set komme bare lige fra gaden.

Jeg tænkte: »Nå ja, hvor svært kan det være?« Og så kom jeg i tanker om, at jeg i 2. g havde spillet hovedrollen i årets skolekomedie. Folk havde været begejstrede, jeg havde fået ros. Det havde gjort mig glad og givet mig selvtillid. Det betyder jo utroligt meget i det hele taget at få anerkendelse for det, man laver. Særligt i den alder. Jeg fortalte om mine planer til min storesøster. Hun havde også læst annoncen og havde tænkt sig at gå op. Vi besluttede os for at forberede os sammen. Min svoger var kritikeren, der sad henne i sofahjørnet, når vi spillede for ham. Ellers var der ikke mange, der var begejstrede for tanken.«

Rollen som stuepigen Agnes i »Matador« placerede for alvor Kirsten Olesen i danskernes bevidsthed. Her med Elin Reimer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Jacobsen.

Ja, hvad sagde dine forældre?

»Min mor ville støtte mig, men min far blev meget ked af det. Han talte ikke til mig i et år. Det var et fag for mindre pæne piger. Han ville ikke gå og være til grin i hele byen med sådanne – ovenikøbet to! – teatergale døtre. Der gik hans verden itu. Han var både vred og frygtelig ulykkelig.«

Følte du så, at du skulle bevise dig over for ham, da du blev skuespiller?

»Det var ikke for at genere ham, men det blev vel mit ungdomsoprør at vælge noget, som mine forældre – i hvert fald min far – ikke ville støtte mig i. Han sagde også til mig, at han ikke på nogen måde ville hjælpe mig med uddannelsen. Men jeg sprang ud i det, fordi jeg følte, det var noget, jeg måtte gøre.«

Fulgte han din karriere?

»Selvfølgelig gjorde han det. Vi blev også gode venner igen. Han blev glad på mine vegne, da han kunne se, at det gik mig udmærket, og at jeg godt kunne klare mig. Men han var frygtelig, frygtelig ulykkelig, for han mente, det var så usikkert et job, og den type tilværelse ønskede han ikke for os. Jeg skulle have et pænt, borgerligt liv.«

Ikke være en sigøjner i en grøn vogn, som Thomas Mann kalder kunstnertilværelsen.

»Tænk, som teenager drømte jeg da om, at jeg skulle have fire børn og giftes med en dyrlæge, og så blev det bare helt anderledes. Men hvad ved man, når man er 13 år.«

Kirsten Olesen har spillet et væld af dramatiske roller. »Jeg vidste, jeg havde kræfterne. Jeg vidste, jeg havde psyken.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Og nu er du lige fyldt 70. Du er pludselig den ældste i Det Kongelige Teaters ensemble. Hvordan er det?

»Jeg mærker det mest ved, at der er mange søde unge mennesker omkring mig, der er meget opmærksomme over for mig. Som viser mig en form for respekt og tillid, som jeg selvfølgelig nyder.«

Men man skal jo også holde sig på toppen?

»Men jeg gør jo også mit! Jeg går jo til gymnastik og yoga og alt det, man nu skal for at holde det her skrog ved lige.«

Teater er jo også – bare i din levetid – blevet meget mere fysisk.

»Ja, meget mere. Der er jo ikke ret mange personinstruktører tilbage. Vi laver ikke længere synderligt meget psykologisk teater, hvor man pænt står over for hinanden og taler og underspiller sine inderste følelser. I dag er stilen langt mere ekspressiv, og det er tit et kropsligt udtryk, man tager afsæt i.

Da jeg var yngre, var det ikke et problem at lære en rolle. Nu synes jeg, det tager sin tid. Man sidder på sin flade. Og man order og order og order replikkerne. Alle vegne. Jeg kan godt lide at være godt forberedt.

Mange roller er fysisk og psykisk krævende. Ofte må man tænke på, hvordan man behandler sig selv, og hvad man byder sig selv i løbet af dagen. Som ung kan man sagtens springe fra det ene til det andet. Nu foretrækker jeg at koncentrere mig om én ting ad gangen. Hvis der er steder i stykket, som er gået mindre tilfredsstillende, og som ikke føles sande for mig, bliver jeg ikke mere grebet af panik, men tager stille og roligt kampen op for at udforske nye muligheder.

Man kan heller aldrig helt vide, hvordan det går, når man går på scenen. Man har nogle knager. Man har nogle ord. Og man har lagt sine følelser til rette. Man har jo også en dagsform. Man har sit liv med sig. Man har mæslinger, skilsmisser og menstruationer med sig. Man har det hele.«

Du har jo tit spillet dramatiske roller med voldsomme følelser ...

»Ja, jeg har slået et par stykker ihjel.«

Har et langt liv i skuespillets tjeneste lært dig, at vi rummer alle følelser? Kan alle potentielt være en Medea eller en Lady Macbeth?

»Det tror jeg. Men der jo nogle, der har et lettere sind, andre et lidt tungere. Men vi har alle potentialet til at komme ud i sindets afkroge. Jeg tror, angsten og mørket ligger i os alle sammen. Alle disse urfølelser og arketyper: heksen, trolden. De er alle derinde.

Det er klart, man som skuespiller skal bruge sig selv. Men man lærer jo at fokusere mere på rollen end på sit eget jeg. Ellers kunne man slet ikke overleve det. Man kan jo ikke gå ind og dø hver aften.

Kirsten Olesen om hendes liv og karriere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

I dramatikken får man indimellem tilbudt nogle hårde opgaver. Nogle roller kan jo være meget vanskelige at grave frem, fordi de handler om nogle svære følelser. Mord, selvmord, barnemord. Det kan godt være svært at finde det punkt i sig selv, hvor det er muligt at slå to børn ihjel. Det kan godt gøre uendeligt ondt. Det kan da koste tårer. Og det er da ikke særlig behageligt. Men man kan tage sin avis og læse, at det finder sted, at det er menneskeligt muligt, en menneskelig erfaring og derfor også muligt at forholde sig til. Det må ligge dybt i os et eller andet sted, og det er det punkt, jeg som skuespiller skal finde. Men vi har jo heldigvis også otte ugers prøvetid, hvor vi lærer at administrere vores følelser professionelt. Så vi netop finder ud af, hvordan følelserne hurtigt kan hentes frem, jo mere og jo flere gange man arbejder med dem.«

Hvordan opererer man som skuespiller i det der felt, hvor der eksisterer en række aftaler, man skal overholde, og så på den anden siden være i det sanselige nu og modtagelig for, hvad der kommer?

»Når jeg står ude i kulissen, kan jeg godt have mange bekymringer. Men når jeg går ind på scenen og begynder, så er det jo blot at få tag i den røde tråd. Når jeg først har fat, har jeg jo arbejdet med følelserne, med tankerne, lagt dem til rette i mit hoved i forhold til, hvad der sker inde bag ordene. Så handler det bare om at vinde nøglegarnet ind stille og roligt. Svare på det, der bliver spurgt om. Og være i nuet. Jeg har gjort arbejdet. Det ligger der. Det skal man forlade sig på, og det kan man, hvis det er en god iscenesættelse.«

Blikket for dit dramatiske følelsespotentiale begyndte jo for alvor med »Elektra« på Strøghusteatret i 1977. Det er nærmest blevet et legendarisk gennembrud i dansk teater. Af den slags, som næsten ikke eksisterer mere.

»Jeg var glad, da Birgitte Price, der skulle instruere stykket, spurgte mig. Jeg vidste med mig selv, at jeg havde kræfterne til det. Og psyken. Vi turde åbne os over for hinanden meget hurtigt. Vi havde ligesom samme smag med hensyn til stoffet. En idé om, hvor vi skulle hen, så det var egentlig ikke svært at finde ind til »Elektra« sammen med hende.

Et spark i røven

I begyndelsen af ens karriere, når man er ung og lyshåret, får man en masse ungpigeroller. »Ja, far«, »nej, far«, »det skal jeg nok, far«.  Alle de klassiske ingenuetyper. Men Elektra var med til at åbne en hel ny verden som skuespiller for mig.

Kirsten Olesen i »Elektra« i 1977 med Niels Alsing. »Det er som et jordskred, et vulkanudbrud. Siden Ingeborg Brams' unge dage har vi ikke set noget lignende,« skrev Jens Kistrup her i avisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Lüthcke.

Det har i det hele taget været mit held: At jeg aldrig er blevet sat i bås. Jeg har altid formået at flytte mig et andet sted hen, eller teaterchefer og instruktører har set noget nyt i mig. Man skal også have nogen til at sparke sig i røven og en til at fortælle, at man nu skal prøve noget andet end det, man lige havde forestillet sig. Birgitte var enestående god til at udfordre og hjælpe mig på vejen.«

Hvad gjorde »Elektra« for dig?

»Jeg fik tilbud herinde fra Det Kongelige Teater. Jeg var meget i tvivl. Alle mine venner sagde, at jeg ikke skulle »gå derind og blive glemt«. Og hvis jeg skal være helt ærlig, havde jeg ikke noget forhold til Det Kongelige Teater på det tidspunkt. Jeg syntes også, det egentlig gik så glimrende udenfor. Det var nok Birgitte Price, der fik skubbet til mig. Hun ville gerne lave Oehlenschlägers »Dina« med mig i titelrollen. Jeg syntes også, jeg skyldte hende at sige ja, fordi hun havde betydet så meget for mig. Så ville skæbnens ironi, at vi kun kom til at spille forestillingen otte gange, fordi Erik Mørk gik hen og fik hjerteproblemer.«

Men den nåede at blive transmitteret i fjernsynet. Jeg kan da huske, jeg så den.

»Det var premieren, de viste i fjernsynet! Hvor kunne de finde på det? Det var frygteligt. Det eneste, jeg tænkte på, mens jeg sad på scenen var: »Åh gud, hatten er ved at glide ned! Hatten er ved at glide ned! Hvordan redder jeg den, uden at folk ser det?« Et lille skub? Nej, den gled stadig ned. Alle måtte kunne se det tydeligt, troede jeg. Jeg var meget bange og nervøs.«

Nu nævnte du selv Erik Mørk. Du kom jo ind til alle de store kanoner ...

»Det var nok lidt skræmmende, fordi mange af mine kolleger var så berømte og velansete. Men efterhånden kunne jeg godt fornemme, at jeg også havde noget at komme med.

Et frikvarter fra de mange alvorlige, dramatiske roller. Med Jesper Langberg i Alan Aycbourns komedie »Lykken om halsen«. Det Kongelige Teater 1987. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Henrichsen.

At jeg faktisk kunne spille op med dem. Jeg var ikke en umulius, bare fordi de var stjerner og dygtige og havde fået mange chancer. Jeg var fjollet nok til at tro, at jeg også selv havde et talent og noget at byde på.«

Som skuespiller er man vel fundamentalt nødt til at have så meget selvtillid, at man tror på, at man har lov til at være der? Også selv om tvivlen gang på gang gnaver i en?

»Ellers kan man ikke gå ind på scenen overhovedet.«

På lige fod

Du har spillet enkelte andre steder gennem årene, men er forblevet Det Kongelige Teater tro gennem 40 år. Måske også overraskende tro?

»Når jeg tænker på alle de kolleger, der er kommet og gået i årenes løb, og alle de scener, vi har spillet på, synes jeg egentlig, jeg har været mange forskellige steder, og at verden er kommet til mig. Jeg haft haft det godt med at spille store roller, små roller. Som medlem af et ensemble får man bedre muligheder for at spille et bredt repertoire. Man får prøvet og lært en masse.

Titelrollen i Schillers »Maria Stuart«, der var iscenesat af P.O. Enquist. Det Kongelige Teater 1986. Fold sammen
Læs mere
Foto: Svend Aage Mortensen.

Da jeg kom ind, var der tydeligt et hierarki af stjerner og vandbærere. Nogle, der altid fik de gode roller, og andre, der altid var dem, der blot skulle ind med et brev i en scene. Nu kan jeg godt lide, at alle kommer til fadet. At vi føler os jævnbyrdige og på lige fod med hinanden.«

Du kom jo til at spille de store roller fra starten? Så du var jo en af dem, teatret var god ved?

»I mange år var jeg. Så kommer der altid et tidspunkt for alle kvinder i 50-årsalderen, hvor det kan være svært. Man bliver mor til hovedpersonen. Er der endelig nogle gode roller til ældre, er det næsten altid til herrerne – i klassikerne for eksempel.«

På et tidspunkt var du ude at kritisere, at du syntes, teatret havde overset dig lidt?

»Jamen det var, fordi de ville have mig med i Skuespilhusets åbningsforestilling, »Hamlet«, men der var ingen rolle. Ingen kunne forklare mig, hvad jeg skulle lave. Det orkede jeg simpelt hen ikke. Man skal jo også passe på at bruge sig selv rigtigt. Jeg har absolut ikke noget imod at spille små roller. Det har jeg gjort mange gange herinde. Men der skal være en idé.«

Er der noget, du husker med særlig glæde?

»Jeg har været meget glad for at lave tre store Eugene O'Neill-opsætninger med Jan Maagaard som instruktør. Han er en af vores sidste personinstruktører. Det har altid været en fornøjelse. Det er stykker med gods i. Jeg kan specielt huske »Sælsomt mellemspil«, der varede 5 en halv time.

En opgave, Kirsten Olesen ser tilbage på med særlig glæde, er kæmpeudfordringen »Sælsomt mellemspil« i 1999.  Rollen udløste en Reumert. Her med Waage Sandø. Fold sammen
Læs mere
Foto: MOGENS LADEGAARD.

Det var en vidunderlig rejse at få lov til at spille en kvinde, fra hun var helt ung, til hun var i 60erne. Men det var som at være i en træningslejr. Jeg skulle være påpasselig med, hvad jeg spiste og drak, og hvordan jeg doserede mine kræfter for ikke at gå død undervejs. Og så var der mange ord. Men dengang var hjernen let og smidig.«

»Det kan godt være svært at finde det punkt i sig, hvor det er muligt at slå to børn ihjel. Det kan godt gøre uendeligt ondt. Det kan da koste tårer. Og det er da ikke særligt behageligt.«


Hvad har været den største udfordring i dit skuespillerliv?

»Det har nok været kampen med mig selv. Med min usikkerhed. Med min nervøsitet. Den har jeg måttet arbejde meget med, og indimellem har det været svært. Jeg har nogle gange meget vanskeligt ved at få kontrol over min krop.«

Når nogle beskriver dig, siger de, at du befinder dig midt mellem en styrke og skrøbelighed. At du er polariseret mellem de to yderpunkter. Er det rigtigt?

»Ja. Det handler om en nervøsitet og en grundangst, som jeg måske nok burde have undersøgt lidt mere. Hvis jeg nu var gået til en psykolog ... Men det har jeg ikke. For det er jeg også for angst til. Jeg har i stedet prøvet at hælde af på mine venner og min kæreste. Jeg har selv måttet lære at forlige mig med tvivlen som et grundvilkår. Lære mig at tackle min angst og generthed.«

Men de er vel hinandens forudsætninger, tvivlen og styrken?

»Det har de nok været for mig. Tvivlen har været det brændstof, jeg har brugt. Mange vil nok sige, at jeg er stærk som en bryggerhest. Men selv om man virker stærk, kan man godt have et skrøbeligt sind. Det kan slå ud rent fysisk. Jeg var faktisk meget syg gennem flere år som ung skuespiller. Det var hårdt, og kroppen reagerede.«

Når man står på scenen kan man jo dække sig ind bag rollen. Men i prøverummet kan det jo ikke nytte noget, at man er for hæmmet?

»Nej, man skal stille sig til rådighed for manuskriptet, instruktøren, sine medspillere. Man skal være så tryg, at man bare kan byde ind spontant og stole på nuet. Det kan være vidunderligt, men ikke altid så enkelt og ligetil.«

Du bliver ved, til du bliver smidt ud?

»Den dag, jeg ikke kan huske mine replikker, holder jeg op. Jeg har oplevet at spille over for nogen, der havde øresnegl. Det er næsten umuligt at skabe kontakt. Det føles, som om man står i hver sit rum.

Næste sæson skal Kirsten Olesen igen spille fru Drusse i teaterversionen af Lars von Triers »Riget« i Skuespilhuset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Jeg kan jo se på kolleger, der er holdt op, at det sagtens kan lade sig gøre. At der er et liv uden for teatret. Men jeg er utroligt glad for at gå på arbejde. Jeg elsker prøvearbejdet, den fordybelse, der ligger i det, de samtaler, vi har, når vi afsøger stoffet sammen. Mere end egentlig det at stå på en scene foran publikum. Den sociale dimension vil jeg nok savne mest af alt, når jeg holder op. Det samvær, den largesse og generøsitet, man møder i en prøvesal, hvor man stiller sine ideer og tanker til rådighed. Og så vil jeg savne teatret som et sted, hvor vi kan mødes i alle aldre på tværs af generationerne.

På teatret har jeg fået afløb for så mange ting, jeg nok ikke ville have fået i et bankjob. Teatret har været et fristed for mig. Når man spiller, er alt tilrettelagt. Jeg ved, hvad jeg skal tænke, og hvad jeg skal gøre. Det er muligt at glemme sig selv, når man er på scenen. Mine egne følelser er uvedkommende.

Det har været en kæmpe gave at få lov til at spille teater hele mit liv. Jeg har fået meget igen. Men i vores fag skal man jo også have held i sprøjten. Jeg har været heldig, at mennesker har set noget i mig og brugt mig. Det er jeg faktisk inderligt taknemmelig for, på samme måde som jeg er det for den kærlighed, jeg har fået i mit privatliv. Det har været et smukt liv, synes jeg.«