Det er sjældent, at man – som nærværende anmelder – bliver overmandet af afmagt og akut læselede, efter at være gået i gang med en anerkendt og mere end kapabel forfatters nye bog. Det er lige så uvant, at kvalerne gradvis forskydes af anerkendelse, at ens – kortvarige – modvilje gøres til skamme, og at ens negative kritiske tilgang må kapitulere over for den totale begejstring.
Men Kirstine K. Høgsbros sorthumoristiske, munter-melankolske og følelseskoksede kærligheds- og kriseroman »I tilfælde af kærlighed« kan noget, som de færreste skønlitterære værker efterhånden formår. Den kan både irritere og problematisere, fascinere og stimulere, og så kan den fange læseren ind i den plotdrevne konflikt, så man skiftevis græmmes, glædes, opgejles og gudhjælpemig tager det hele på sig, som om man var en del af handlingen.