»En Nat Bliver Det Sommer«

- fra albummet »1990« (1990)

»Det var det første nummer, Hilmer Hassig og jeg lavede sammen helt tilbage i 1986. Hilmer kom fra et avantgardekunstmiljø og var samtidig blevet rockstjerne med Kliché og Lars H.U.G., jeg selv kom fra en mere trist punkbaggrund i nogle amatørbands. Men vi faldt altså i snak i Bristol Music Center på Strøget, hvor han arbejdede og begyndte snart efter at ses privat.«

»Vi havde bl.a. en snapseklub, hvor vi delte en flaske, inden vi gik i byen og var nogle rigtige charmetrolde. Vi fandt efterhånden ud af, at vi begge havde en forkærlighed for en mere melodiøs musik. Så det besluttede vi os for at prøve at lave. I jagten på inspiration satte vi os ned med en båndoptager og prøvede at høre en masse musik baglæns: The Beatles, ABBA, The Ramones, alt muligt.«

»Men det var først, da vi hørte »Pretty Woman« med Roy Orbison, at vi fandt et c-stykke med en melodi, der gjorde noget ved os. Og det blev så udgangspunktet for »En Nat Bliver Det Sommer«. Oprindeligt var den dog på engelsk og hed »The Milk Train Doesn’t Stop Here Anymore«. Det var først, da vi var blevet afvist af flere pladeselskaber, at jeg nødtvungent satte mig ned og skrev den danske tekst med hjælp fra Johnny Voss (tidligere Kliché, red.).«

»Da nummeret endelig udkom på vores debutplade i 1990, var der mange, der syntes, at sproget var mærkeligt gammeldags. Og i jagten på vores eget ståsted havde vi da også søgt tilbage til folk som Grethe og Jørgen Ingemann, Gustav Winkler og gammel dansktop.«

»Jeg havde tidligere med Strunge og Søren Ulrik Thomsen oplevet, hvor fint det danske sprog kunne være, men også hvor svært det kunne være at få det til at fungere. Jeg læste også en del gamle forfattere fra 1930’erne som Tom Kristensen, Johannes Jørgensen og Johannes V. Jensen. Simpelthen for at finde et andet vokabularium end det modernistiske, som man hørte hos Lars H.U.G.«

»Drømmenes København«

- fra albummet »DK« (1992)

»Det er stadig en sang, vi holder meget af at spille live. Og en tidlig eksponent for den tradition, som næsten kommer til at kvæle os senere hen, nemlig at skrive sange om København. Fra jeg var 17-18 år havde jeg drømt om at lave en plade om at være ung og flytte til storbyen. Men det fik jeg jo af vejen med den første plade. Og hvad gør man så?«

»Jeg havde ikke oplevet så frygtelig meget siden sidste plade, så jeg prøvede i stedet at tænke på sange som selvstændige størrelser, der kunne have deres eget liv og ikke nødvendigvis behøvede være selvoplevede. Sangene behøvede ikke være så dagbogsagtige men kunne i stedet komme ved tilfældigheder eller fri fantasi. Det var enormt befriende.«

»Fuck Min Højdeskræk«

- fra albummet »Billeder Af Verden« (1994)

»Da den tredje plade kom, var vi ved at være persona non grata på vores pladeselskab, fordi vi havde givet dem to flop-plader. Men vi fik altså en chance mere. Det er lidt en brydningsplade for os og måske den, jeg holder mindst af. Vi havde en idé om, at vi skulle brede os over alle mulige stilarter som en dansk pop-udgave af »Sgt. Pepper«.Vi troede selv på den undervejs, men bagefter kan man godt høre, at det er et band, der har travlt med at være alt andet end sig selv.«

»En af de få gode er »Fuck Min Højdeskræk«, som er vores forsøg at lave en mere forløbsorienteret popsang i Burt Bacharach-skolen, men som samtidig kom sig af, at Hilmer rigtig godt kunne lide den tørre, simple guitarlyd på Red Hot Chili Peppers-balladen »Under The Bridge«. Vi følte lidt, at vi var fanget i vores egen popfælde og live lavede noget, der i modsætning til rockmusik ikke skulle føles, men som skulle reproduceres.«

»Der var hele tiden akkordskift, temaer, transponeringer, korstemmer man skulle huske. Det var ligesom at tælle biler på en motorvej. Der skete hele tiden noget nyt. Vi savnede at kunne spille noget musik, som havde noget mere feeling og ikke var så bundet af, at det skulle være »god pop«.«

»Love Goes On Forever«

- fra albummet »GO!« (1997)

»Vi vidste, at vi var på vej ud over en klippe, men vi vidste ikke, om vi ville lande i et turkisblåt vand fem meter længere ned eller forsvinde ned i en 300 meter dyb kløft. Men det føltes fedt at tage springet, for vi var trætte af det, vi kom fra. Hilmer var i sin måske mest kunstnerisk blomstrende og personligt lykkelige periode, jeg nåede at opleve ham i, og det smittede af på os alle sammen.«

»Han troede på det. Nu skulle der ske noget. Nu skulle vi kaste det der pop-ham af os og lave noget musik, som vi kunne føle. Så der var rigtig god stemning. Vi følte, at vi havde lavet en af de ti bedste danske rockplader ever. Det var kæmpe stort for os. »Love Goes On Forever« har en helt anden naturlighed og hviler meget mere i sig selv følelsesmæssigt end noget andet, vi har lavet på det tidspunkt.«

»Det er ikke et billede, det er ikke et postulat, det er bare en sang, og så kan man lide den eller lade være. Det fik vi på den ene side på hatten for i nogle kredse, men samtidig kunne vi også mærke, at der skete noget publikumsmæssigt.«

»Bella Vista Sol«

- fra albummet »Det Løse Liv« (1999)

»Henrik (Hall, mundharpespiller i Love Shop, red.) og jeg var helt høje efter »Go«-touren. Det havde aldrig været så sjovt at spille koncerter. Så vi ville straks i gang med at lave en ny plade. Men det viste sig efterhånden, at vi pressede Hilmer alt for hårdt i gang. Han følte, at han med »Go« havde lavet sit mesterstykke med Love Shop. Og han hadede at gentage sig selv, så han vidste ikke, hvor han skulle gå hen, da vi lavede »Det Løse Liv«.«

»Den har da sine øjeblikke, men den lyder også rådvild. Det er en underligt tom plade. Der er gode numre på, men den føles som en skuffelse ovenpå den gode oplevelse med »Go«, der fyldte os med et sundt selvværd. Her følte vi, at vi mistede noget terræn. Hilmer følte, at han havde tabt den på gulvet. Henrik var arrig over, at han ikke var blevet brugt nok. Og så mig der følte, at hele den lektie vi havde lært på »Go« var blevet spildt.«

»Alle Har En Drøm At Befri«

- fra albummet »Anti« (2001)

»Det var meget nemmere for Hilmer at komme fra noget lort og så skulle rejse sig. »Alle Har En Drøm At Befri« markerede en tilbagevenden til alt det, der fungerede på »Go«. Samtidig var vi på det her tidspunkt begyndt at blive lidt splittet i bandet. Lad os bare sige, at den plade blev lavet under påvirkning af rimelig mange drugs for nogen i bandets vedkommende.«

»Man kan vist godt kalde det vores kokain-plade. Indspilningerne foregik i en manisk stemning. Der var den mest wasted stemning i studiet. Der var ikke styr på noget som helst. Alt var et irrationelt stemningstrip, hvor tingene fløj gennem luften. Henrik og jeg syntes på det tidspunkt, at der var en mærkelig modsætning mellem den stemning af vildskab og kaos, der prægede indspilningerne, mens alt omvendt lød totalt kontrolleret på pladerne.«

»Vi savnede noget, der havde noget mere liv og ikke føltes som om, at musikken var i en spændetrøje. Der er flere store numre, der bliver kvalt i produktionens myreknepperi. Mig og Henrik havde lange samtaler om, hvordan vi kunne ændre på tilgangen. Når vi forsøgte at konfrontere Hilmer førte det til nogle massive sammenstød.«

»Nordlys«

- fra albummet »National« (2003)

»Der var en rædselsfuld stemning under tilblivelsen af »National«. Jeg kom med en masse demoer, og Hilmer fyrede alt, der mindede om en imødekommende melodi ned. Det var for banalt, mente han. Der havde vi været så tit. Pladens to popsange, »Nordlys« og »Sig Det Aldrig Mere«, måtte jeg kæmpe for at få med.«

»Han ville lave noget, der er kompromisløst, hårdt og iskoldt. Det var de tre ord, han brugte. Hilmer levede på kanten på det tidspunkt. Han var ikke et sted i sit liv, hvor han følte, at han kunne spejle sig i en lys nordisk melodi. Det var en helvedes plade at lave. Den lyder som ét langt elektrisk stød, som vores nuværende producer Mikkel Damgaard har sagt. Og det er der, Hilmers og mit pladesamarbejde ender.«

»Vi tog på en tour året efter, men talte næsten ikke sammen. Kort efter satte vi bandet på pause, og et par måneder efter det, kunne jeg så læse på vores hjemmeside, at Hilmer var gået ud af bandet. Jeg så ham aldrig siden. Da han døde i 2008, havde vi ikke talt samme i fire år.«

»På det tidspunkt var det ikke en ven, der døde. Det var en tidligere ven, en våbenbror, som jeg har brugt tusindvis af timer med, som gik væk på en meget, meget tragisk måde. Det blev jeg selvfølgelig virkelig ked af. Men jeg følte også, at jeg blev ked af noget, jeg allerede havde mistet flere år tidligere. Det gjorde meget mere ondt, da Henrik døde af kræft to år senere.«

»Redningsklar«

- fra albummet »Frelsens Hær« (2010)

»Hele idéen om at genrejse Love Shop kom i forbindelse med en mindekoncert for Hilmer på Store Vega. Det var en virkelig stor oplevelse for os at spille sangene igen. Det førte til en efterfølgende turné, som gik rigtig godt. Henrik spurgte mig, om vi ikke skulle lave en plade mere. Så det gjorde vi. Det var meningen, at han skulle have suppleret med numre, men på det tidspunkt var hans kræftsygdom blusset op igen, så han kunne ikke levere i det omfang, han selv havde håbet.«

»Nu var der endelig plads, og så kunne han ikke. Det var synd for ham. Pladen blev produceret af vores keyboardspiller Mikkel Damgaard, der også havde lavet Henriks to soloplader. Og det var faktisk slet ikke så svært for os at finde ind til Love Shop-lyden, som man måske kunne have troet. Men Mikkel havde også fulgt meget med i, hvordan Hilmer lavede tingene dengang. Han stod nærmest i lære.«

»Skandinavisk Lyst«

- fra albummet»Skandinavisk Lyst« (2012)

»Det er den første plade uden Henrik. Jeg har valgt titelnummeret, fordi de er en meget god indikation på, hvad det nye Love Shop kan. Det er en sang, der ikke har noget omkvæd. Men jeg synes det lykkes godt med at arbejde med de der helt banale pop-virkemidler og bruge dem til noget andet end P3-musik.«

»Her laver vi en slags film eller stemningsspor, som fungerer som pop, men som kan noget mere følelsesmæssigt engagerende. Noget mere underfundigt. Det er måske det, jeg håbede, vi kunne nå frem til med det nye Love Shop. At vi på en måde vedkender os al den melodik og den stramme form, men at vi også kan blive ved med at skabe nye indgangsvinkler og oplevelser ind, så det føles friskt. Og det synes jeg i al beskeden lykkes rigtig godt på et nummer som »Skandinavisk Lyst«.«

»Den Længste Drøm Er Alt For Kort«

- fra albummet »Kærlighed & Straf« (2014)

»Med sin slideguitar skriver den sig ind i en Hilmer Hassig-tradition. Det er sjovt. Man bliver fanget i sådan nogle fælder, hvor man ender med at blive en karikatur på sig selv. »Den Længste Drøm Er Alt For Kort«? Det lyder som en parodi på en Love Shop-sang. Men jeg kan jo godt lide den.«

»Det er faktisk Mikkel, der har skrevet musikken til det nummer. Det er først, da vi kommer i studiet og får lagt Mika Vandborgs slide-guitar på, at det der Hilmer-agtige bliver introduceret. Der er noget lidt kinky ved at hylde musikalsk i sine sange. Men når det virker, så virker det.«