26. juni 1992 stod over 100.000 danskere på Rådhuspladsen i København og skreg sig hæse i national lykkefølelse. Fløjten var netop gået i EM-finalekampen mod Tyskland, og på tavlen stod de magiske, utrolige cifre 2-0 til Danmark.

Der er gode forretningsmæssige grunde bag en film som »Sommeren 92« om Danmarks vej til EM-guldet, i og med at mindst halvdelen af befolkningen fik deres livs sportsoplevelse under den historiske serie af kampe.

Alle vil have lyst til at sammenligne deres egen oplevelse med filmens skildring, og de hidtidige anmeldelser roser instruktør Kasper Barfoed og manuskriptforfatter Anders Frithiof August for deres indsats med filmen.

Det er dog ikke alle fodboldfans, der har tænkt sig at se»Sommeren 92«. Love Shop-sangeren og Liverpool-tilhængeren Jens Unmack har ikke travlt med at komme i biffen for at se filmen, som han karakteriserer som »et umuligt projekt«.

»Hver eneste dansker kender naturligvis filmens storyline på forhånd, så der er ingen plotspænding eller overraskelse, der kan holde os vågne. Og så ovenikøbet at skulle lide med at se en flok stakkels danske skuespilleres forgæves kamp for at overbevise os om, at de er Peter Schmeichel, Kim Vilfort, Brian Laudrup, Richard Møller Nielsen? Det kan kun blive tåkrummende,« siger Jens Unmack, der langt hellere ville se en gennemresearchet, dybdegående dokumentar om EM i 1992.

Ser man på filmhistorien er gode spillefilm om det ædle spil så sjældne som Hollywood-producere med et dybtgående kendskab til samme.

Når det drejer sig om at skildre et opgør på grønsværen fra fløjt til fløjt, er det kendetegnende, at rene fiktionsfilm typisk bruger spillet som en metafor for noget andet end spillet selv, såsom John Hustons »Victory – Fangelejrens Helte« (1981).

Man nærer modvillig veneration for denne films overmåde brogede historie om en gruppe allierede fodboldspillende krigsfanger, der planlægger en flugt under en påtvunget fodboldkamp mod et hold af tyske arrogante stjernespillere. Filmens underliggende budskab om »viljen-besejrer-al-modgang« er dog ikke anderledes end det, man finder i utallige andre sportsfilm.

Og dette er måske fodboldspillets svaghed som emne for film. En god fodboldkamp kan ikke gøres mere spændende end det, den er. En film kan dårligt, som nogle fodboldfilm gør, komprimere spillets drama ved at fokusere på målene, for målene og den lykkefølelse, de udløser, er ikke nødvendigvis »essensen« af fodbold.

»Fodbold lever af og igennem en umiddelbarhed, der aldrig vil kunne fungere i en planlagt dramaturgisk sammenhæng. Fodboldens absolutte charme er uforudsigelighed, altså det, at du selv i en dødsyg serie 3-kamp måske pludselig vil opleve noget så storslået, at du vil huske det i mange år fremover. Sådan noget kan ikke dramatiseres, fordi tilfældet, nuet, øjeblikkets uniqueness dør i planlægningen. Fodbold skal opleves direkte. Historien skal skrives, mens du ser den live, ellers er der ingen puls,« siger Jens Unmack.

»Det bliver aldrig det samme på film«

De kreative kræfter bag »Sommeren 92« synes at være klar over dette forhold. I hvert fald har de i en scene med et glimt i øjet ladet den fynsktalende Ulrich Thomsen i rollen som landsholdstræner Ricard Møller Nielsen bekendtgøre, at fodbold skal ses i virkeligheden, thi: »Det blir aldrig det samme på film!«

Fodbold blev trendy

I betragtning af fodboldsportens enorme udbredelse er det bemærkelsesværdigt, hvor få romaner der beskæftiger sig med fodboldkampen som emne. Men de titler der findes, bliver til gengæld ofte rost for deres evne til at beskrive det ubeskrivelige, så man nærmest kan dufte græsset på grønsværen.

Forfatteren Jens Andersen, der blandt andet har skrevet biografien om Frank Arnesen, redigerede i 1998 antologien »Hovedstød – 13 målsøgende meninger om fodbold«, hvori essayister og digtere skriver om nationalsporten.

»Fodbold var mildt sagt ikke et overrendt emne i dansk skønlitteratur før det brede kulturbegrebs indtog i finkulturen i 1980erne. 1992 er i virkeligheden et godt skel. Det berømte 80er-landshold med Sepp Piontek, roliganbevægelsen og EM i 92, åbnede portene for de sidste skeptiske intellektuelle plus kvinderne, og så var det ligesom legalt for alle, for ikke at sige trendy, at sige at fodbold i glimt kunne være artisteri grænsende til kunst,« siger Jens Andersen.

Jørgen Leth og Klaus Rifbjerg var tidligt ude med kunstneriske beskrivelser af bordtennis og håndbold, men det var Tage-Skou Hansens »Tredje Halvleg«, Hans-Jørgen Nielsens »Fodboldenglen« og Benn Q. Holms »Hafnia Punk«, der blev vartegn for hver sin generation og indvarslede de intellektuelles dyrkelse af fodbolden som tema.

Jens Andersen betragter særligt »Fodboldenglen«, som selve Bibelen i fodboldlitteraturen.

»Der har aldrig været nogen som Hans-Jørgen Nielsen, og der kommer måske aldrig nogen igen, der kunne komme så dybt ind i sporten som både massefænomen, klassemarkør, som bevidsthedsudvidende »stof« og ophævelse af klasseskel. Det er alt dét, som »Fodboldenglen« på genial vis sammenfatter. Dens skildringer af, hvad det er, der sker, når målmanden redder et fantomskud, to spillere forstår hinandens tanker og afleverer genialt til hinanden, alt det der sker – ordløst – i sporten, det forsøgte Hans-Jørgen Nielsen at sætte ord på,« siger Jens Andersen.

Rockmusik og fodbold bliver ofte kædet sammen og med rette, siger Jens Unmack, idet de rummer næsten samme kick af umiddelbarhed og glemsel af alt andet i øjeblikket.

Til gengæld har han aldrig været begejstret for de rød-hvide lejlighedssange, som landshold er blevet overøst med i tidens løb.

»Designede fodboldsange er en akavet og som oftest tåkrummende størrelse, fordi teksten dyrker sejren og den altomsluttende fællesskabsfølelse på en flommet, ufarlig og mæt måde, der intet har at gøre med fodboldens virkelighed, hvor nederlagene for de fleste af os kommer oftere og fylder mere, end den sjældne altforløsende sejr,« siger Jens Unmack.

Netop af denne årsag er det engelske landsholdskvad, »Three Lions«, der blev lanceret op til EM96 på hjemmebanen, en positiv undtagelse, siger Jens Unmack.

»Det skyldes, at den dyrker nederlaget og den bittersødme, der ligger i at længes tilbage til bedre tider. »Thirty years of hurt never stopped me dreaming«, synges der før omkvædet med det håbefuldt ønskende »it’s coming home, it’s coming home, football’s coming home«,« siger Jens Unmack.

Fodbold på tegneserie

Hvis man endelig skal pege på en kunstart, som er velegnet til at beskrive fodbold med, falder tegneserien i øjnene. Og her tænkes ikke på tegneserien i dens moderne, kunstbeslægtede form, men i dens oprindelige form som masseproduceret kiosklitteratur.

Professor ved Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet Nils Gunder Hansen fik som barn sin egen fodboldinteresse indarbejdet under læsning af det danske tegneserieblad Seriemagasinet.

Det husede flere importerede engelske fodboldserier såsom »Roy of the Rovers«, hvori et hold af forskelligartede mennesketyper blev forenet af fælles, nærmest Churchill’ske dyder som fairness og kampånd. Indholdet var ikke kompliceret, men letfatteligt, og helt i øjenhøjde med fodbold som middel til drømme og leg. Fodboldtegneseriens virkelige force lå imidlertid i det visuelle.

»Tegneserier egner sig simpelthen til at yde fodboldkampens højdepunkter af spænding og fodboldtekniske finesser retfærdighed, hvilket kun vanskeligt kan lade sig gøre på film, og som kan være omstændelige at beskrive i litteratur,« siger Nils Gunder Hansen.

I »Rover«s og andre serier kunne man bedre end på film granske en målmands fortvivlelse, mens han lå frosset vandret i luften, uden at det dermed hjalp ham tættere på at nå et once-in-a-lifetime bananskud fra Rovers anfører, Roy Race.

Og måske var det i små prunkløse fiktioner som denne, at den skotske træner Bill Shanklys ord om fodbold kom bedst til udtryk:

»Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Denne indstilling skuffer mig meget. Jeg kan forsikre jer om, at det er meget vigtigere end det!«