Lone Frank har lært at være glad for at blive ældre: »Jeg har det meget bedre i dag, end da jeg var 25«

SÅ ER DET SAGT. Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag videnskabsjournalist Lone Frank.

»Vi har en stor trang til romantik og jager ideen om, at vores kærlighedsforhold ikke er rigtige, hvis ikke de er begyndt med en vild forelskelse. Men det længste og bedste af mine kærlighedsforhold begyndte ikke som en hovedkulds forelskelse,« fortæller videnskabsjournalist Lone Frank. Thomas Lekfeldt

Hvad har du lært af at blive ældre?

»Jeg synes faktisk, at det er behageligt at blive ældre. Jeg har det meget bedre i dag, end jeg havde det, da jeg var 25 eller 35 år gammel. Man bliver mere sig selv, og det bedste ved at blive gammel er, at man bliver så skideligeglad med alting. Og især ligegyldige ting, som hvad andre kunne gå og mene om det, man laver, siger, og hvordan man ser ud. Man lærer at tage lettere på tingene, og det er en utrolig fordel, hvis man vil have et behageligt liv.«