Livet på pension: »SAS var hele mit liv 24 timer i døgnet med alt, hvad det indebærer«

Han hvilede ikke i sig selv, var rastløs og en smule fjern. Det første års tid efter, at Gert Rode var gået på pension som 67-årig fra jobbet som administrerende direktør i virksomheden GE Healthcare, tøffede han lidt for meget rundt i hælene på sin kone.

»Jeg oplevede det som temmelig brutalt at stoppe fra den ene dag til den anden,« siger han om pensioneringen 1. februar 2018.

Efter afskedsreceptionen tog han hjem med de kasser vin, han havde fået i gave, og fra om mandagen var mailboksen lukket ned. Gert Rode havde fået nyt telefonnummer, ny computer, firmabilen var afleveret, der var ikke længere avisabonnement som en del af jobbet, ingen titel og ingen telefonkonferencer på alle tider af døgnet.

»Det var meget konkret, så jeg ikke kunne være i tvivl om, at det var endegyldigt slut,« siger han.

Heller ikke Gert Rodes hustru, Janne Rosenkilde Sødring, 68, arbejder længere. Men for hende var der tale om en mere blød og glidende overgang. I en lang årrække havde hun været ansat hos SAS, senest som en del af ledelsesgruppen. Med alt fra at håndtere strejker, forhandlinger af kontrakter til i de sidste år at have ansvaret for servicen ombord på alle SAS’ ind- og udflyvninger i Københavns Lufthavn.

»SAS var hele mit liv 24 timer i døgnet med alt, hvad det indebærer, og det siger jeg uden at overdrive. Jeg var SAS.«

Nøjagtig en uge før, hun fyldte 60 år, skiftede Janne Rosenkilde Sødring imidlertid job fra SAS til Novo Nordisk, herfra gik hun på pension som 65-årig i 2016.

Hvor skal jeg hen?

»Da SAS på et tidspunkt valgte at blive til ét aktieselskab, skulle der kun være en ledelsesgruppe, og da den skulle placeres i Sverige, tænkte jeg:  Du er 59 år, og du vil gerne blive gammel. Det der bliver måske for hårdt. Jeg undlod at søge driftsdirektørjobbet for Skandinavien og sagde i stedet op. Mit job var faldet bort, så jeg kunne gå med en pose penge og en opsigelse på et halvt år. Det var jo fantastisk privilegeret og betød, at jeg virkelig kunne få tid og ro til at tænke mig grundigt om. I den periode var jeg også omkring hvem og hvad, jeg egentlig var.

Jeg er uddannet som kemiingeniør, men var jo med årene kommet langt væk fra det. Skulle jeg være leder igen? Ikke nødvendigvis. Efter nogle måneders tænkepause søgte jeg ti stillinger og var til samtale på tre af dem, inden jeg fik ansættelse hos Novo Nordisk som Facility Manager.«

Berlingske møder ægteparret i deres sommerhus i Veddinge Bakker. For et par uger siden vendte de hjem efter en bilferie i Californien sammen med et vennepar. Udsigten oppe fra sommerhuset og ned over Sejerø Bugt er næsten noget af de bedste, siger de. Sammen med alle cykelturene op og ned ad de ret heftige bakker i det kuperede landskab. De går også ture, og sidste år trænede Janne Rosenkilde Sødring til en halvmaraton, som hun senere gennemførte.

Parret ved, at de er privilegerede. At der er tale om det gode liv, det virkelig gode seniorliv. Noget de er meget bevidste om hver eneste dag, siger de. Men der har også været personlige udfordringer undervejs i overgangen fra to krævende karrierer til pensionisttilværelsen. Det hele har ligesom skullet falde på plads, lyder det. For selv om deres forløb har været meget forskellige, er de enige om, at det har taget tid at vænne sig til ikke længere at arbejde. At det selvfølgelig måtte blive et liv på en ny og anden måde end det, de ellers har været vant til gennem mange år. For arbejdet har i en årrække fyldt mange af døgnets timer. Rigtig mange.

De havde lovet hinanden, at den dag, de begge var gået på pension og sammen skulle indlede en ny fase i deres fælles liv, skulle det markeres tydeligt. En streg i sandet, en afslutning på noget, der havde været og en begyndelse på noget nyt. På en helt ny epoke sammen.

Ny livsepoke i Stillehavet

»Vi havde aftalt, at vi gerne ville ud til en Ø-gruppe i Stillehavet, Palau, som er en del af Mikronesien,« siger Janne Rosenkilde Sødring.

»Det skulle være begyndelsen på vores nye seniorliv.«

Med sig på rejsen havde de taget en fælles beslutning om, at selv om døre lukker sig, er der også nye, der åbner sig, hvis man er opmærksom og selv gør en indsats. Mens Janne er blevet vinterbader, løber, har hjulpet tidligere kolleger, som har haft det svært, og også har gået en god bekendt til hånde i hendes væver-værksted, er Gert blevet medlem af Lyngby Taarbæks Kommunes bæredygtighedsudvalg. Et politisk udvalg, hvor han er med til at udarbejde strategier for Lyngby Taarbæks nye bæredygtige tiltag.

»Selv om vi hjælper med med at passe vores børnebørn, har det hele tiden været vigtigt, at der ikke kun går børnebørn i den,« siger Gert Rode.

Der skulle også være plads til andet. Ligesom det har været en fælles beslutning, at de på et tidspunkt gerne vil have fat i et nulenergi-hus.

»Vi kigger, men vi er ikke helt nået dertil endnu,« siger Janne Rosenkilde Sødring.

For hende har det vigtigste i forbindelse med sin pensionering været, at hun selv har truffet valget, både da hun forlod SAS og det samme med Novo Nordisk.

»Det har betydet meget for mig med en afslutning, jeg selv har valgt og selv har besluttet. Den form for store beslutninger skal ligge godt i maven, og det gør det for mig. Derudover har det været vigtigt, at der har været tale om en glidende overgang, hvor jeg fik mulighed for en tænkepause på et halvt år. Og da jeg efterfølgende var hos Novo Nordisk, hvor jeg begyndte som næsten 60-årig, havde jeg givet det fem år, hvis jeg selv kunne bestemme, og det kunne jeg.«

For Gert Rode var det ikke muligt med en glidende overgang. Han kunne ikke trappe gradvist ned de sidste par år af sit arbejdsliv.

»I mit job var der ikke andet at gøre, end at lave en skæringsdato på den lidt brutale måde. Det var ikke en mulighed at arbejde på nedsat tid. Jeg kunne have valgt at lade et bestemt projekt være afslutningen, men inden jeg var blevet færdig med det, ville der være et nyt projekt, som lappede ind over, det ville være skruen uden ende. Til gengæld blev det vigtigt for mig, at jeg fik givet stafetten videre til en dygtig medarbejder, og det  lykkedes.«

Selv om parret har gjort sig en række erfaringer i overgangen fra arbejdsliv til seniorliv, kunne de godt have brugt nogle »til at tage os i hånden«, som de siger.

»Af gode grunde ved man ikke noget om denne nye fase i livet, for der er ting udover de rent økonomiske, hvor vi måske nok havde kunnet have draget nytte af andres erfaringer,« mener Gert Rode.

»Der er jo også nogle af de mere bløde værdier og personlige udfordringer i overgangen, som jeg i hvert fald ikke var forberedt på.«

Hans hustru nikker og beskriver sin oplevelse af sin mand i månederne efter, at han have forladt arbejdsmarkedet for altid.

»Gert var ikke i dårligt humør, og han var også aktiv, men jeg oplevede ham som lidt mere fjern og som en mand, der ikke hvilede så meget i sig selv, som han plejede. Der skulle gå nogle måneder, næsten et år, før han havde vænnet sig til ikke længere at arbejde.«