Han har ikke noget imod kvinder, de skal bare ikke være præster.
Sådan siger Filip Skovgård Ambrosen, der er menighedsrådsformand i Hasle Sogn på Bornholm, til DR. En lektor i teologi er dog stærkt uenig og kalder den slags læsning af Biblen for »dum«. Ham vender vi tilbage til. Først udtalelsen fra Filip Ambrosen:
»Vi mener, at Biblen forsvarer, at en præst skal være en mand. Det handler ikke om, at vi ser ned på damer, og at vi synes, de er dårlige. De har nogle andre roller, for eksempel er de i vores menighedsråd, og vi lytter til dem,« har Filip Ambrosen sagt til DR.
Ambrosen er medlem af den konservative folkekirkelige bevægelse Evangelisk Luthersk Missionsforening, og han benytter Paulus' første brev til Timotheus i Det Nye Testamente som begrundelse. Her står der blandt andet, at »en kvinde skal lade sig belære i stilhed«.
Hans udtalelser falder oven i en fornyet debat om folkekirken, som ellers er undtaget fra dele af ligebehandlingsloven. DR har nemlig foretaget en rundspørge, som viser, at et flertal af Danmarks biskopper nu støtter, at Folkekirken ikke længere skal kunne kønsdiskriminere mellem mandlige og kvindelige præster ved ansættelse.
Så kunne man også genindføre slaveriet
Ambrosens og ligesindedes argumenter om, at Paulus skriver sådan i sine breve holder ikke. Det siger Lars Sandbeck, der er lektor ved Folkekirkens uddannelses- og videnscenter, og som har en ph.d. i systematisk teologi.
»Når kønsrollerne forandrer sig, bliver kirken nødt til at forholde sig til det. Hvis man skal argumentere ved hjælp af Paulus' kvindesyn, kunne man også argumentere for slaveriets genindførsel,« siger Lars Sandbeck og fortsætter:
»Med den slags argumentation binder man sig til fortidens sociale forhold, herunder slaveriet og husfædrenes revselsesret, og det forekommer mig lettere tåbeligt i en moderne kontekst.«
Men noget, der er klart i Biblen, er det dengang helt normale livssyn, at kvinder er underordnet mænd. Alligevel kan man med Biblen i hånden argumentere for, at kvinder også kan være præster.
Ingen teologisk argumentation for kvindesynet

Lars Sandbeck forklarer, at teksterne, der her henvises til, er nogle af de tidligste kristne tekster, og at de er væsentlige, fordi man også i nutiden kan brugen viden om, hvordan de første kristne menigheder gjorde. Men man skal huske på den kontekst, de er skrevet i, siger han.
De bibelske tekster afspejler nemlig oldtidens og antikkens kvindesyn og det patriarkalske samfund, der dengang var gældende.
»Det er fuldstændig klart, at kvinder dengang blev betragtet som værende mindre værd end mænd, men i Biblen er der ingen teologisk refleksion eller argumentation for, hvorfor det forholder sig sådan. Der er intet argument for, at fordi manden var herren i hjemmet, så må kvinder ikke være præster,« siger Lars Sandbeck.
Han mener, at det i Biblen bliver taget for givet, at kvinder ikke kan være præster. Det er en selvfølgelighed. Men man kan dog også, hvis man skulle argumentere for kvindelige præster ved hjælp af Paulus' breve, tage fat i Paulus' første brev til galaterne, siger han.
»Her siger Paulus, at der ikke er forskel på jøde og græker, herre og træl, mand eller kvinde. Alle er lige i troen på Kristus. Derfor kan man også rent teologisk argumentere for det modsatte, altså at netop troen på Kristus udvisker alle etniske og kønsmæssige forskelle, hvis man skulle gå den vej,« siger Lars Sandbeck.
Et meget brugt citat, som modstandere af kvindelige præster bruger til at retfærdiggøre modstanden, er en enkelt linje i Paulus' breve til korinterne, siger han. I første korinterbrev kapitel 14 skriver Paulus:
»Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger. Men hvis de vil have noget at vide, skal de spørge deres mænd hjemme, for det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i menigheden.«
Ingen sagde, det skulle vare evigt
Men brevet til korinterne er svar på en række konkrete problemer, som en tidlig menighed havde. De havde generelt problemer med en meget støjende menighed, en såkaldt karismatisk menighed, hvor der var larm og spektakel. Paulus foreslog derfor en løsning, som skulle gøre gudstjenesten bedre for alle.
»Derudover kommer, nærmest som en selvfølgelighed, at kvinderne også skal tie stille. Men han siger ikke noget om, at det for tid og evighed skal være sådan i kirken. Så kan folk sige, at de læser Biblen bogstaveligt, det gør jeg for så vidt også. Men samtidens sociale forhold bør vi lade ligge i fortiden, for de udgør ikke det centrale i den kristne tro,« siger Lars Sandbeck.
Ifølge DR har hver sjette kvindelige præst følt sig nedgjort på grund af deres køn.
Berlingske har spurgt Filip Ambrosen, om han ville uddybe sine udtalelser. Han sagde, at han intet trækker tilbage, og at han intet har at tilføje.



