Lasse Marker: Ny teateraftale i København er udtryk for en leverpostejspolitik

Den nye teateraftale udstiller et kultur- og fritidsudvalg, der tager kortsigtede beslutninger, og som fører en leverpostejspolitik, hvor midlerne smøres tyndt ud, og hvor det er vigtigere, hvor i byen et teater ligger, end hvad der spilles på scenen.

»I bedste fald har kultur- og fritidsudvalget ikke overblik over deres egen lovgivning. I værste fald har de ingen respekt for skatteborgernes penge,« skriver Lasse Marker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Peter Klint

I sidste uge vedtog Københavns Kommune en ny teateraftale, der tilfører flere penge til Sydhavnen og Nordvest, mens to af byens mest succesfulde teatre, Sort/Hvid og Husets Teater, mister 20 procent af deres bevilling.

Teateraftalen udstiller et kultur- og fritidsudvalg, der tager kortsigtede beslutninger, og som fører en leverpostejspolitik, hvor midlerne smøres tyndt ud, og hvor det er vigtigere, hvor i byen et teater ligger, end hvad der spilles på scenen.

»I bedste fald har kultur- og fritidsudvalget ikke overblik over deres egen lovgivning. I værste fald har de ingen respekt for skatteborgernes penge.«


For det første betyder aftalen, at Sort/Hvid ikke længere kan overholde kommunens egne regler om, at højest 15 procent af tilskuddet må bruges på husleje. Sort/Hvid risikerer derfor at måtte fraflytte deres nybyggede teater i Kødbyen til 19 mio. kr., som kommunen satsede stort på for kun tre år siden. Det virker jo absurd. I bedste fald har kultur- og fritidsudvalget ikke overblik over deres egen lovgivning. I værste fald har de ingen respekt for skatteborgernes penge.

For det andet baserer aftalen sig på et princip om lighed, hvor der sættes et loft for, hvor meget et teater kan støttes med. Hermed smøres midlerne tyndere ud, og ingen får mulighed for at levere det sublime. Det betyder, at Husets Teater, der på fire sæsoner har fået hele 11 Reumert-nomineringer og haft en belægningsprocent på mellem 90 og 100 procent på egne produktioner, ikke længere vil kunne levere scenekunst på samme høje niveau. Men man får ikke et rigere teaterliv i København ved at skære i tilskuddet til et teater, der leverer højeste kvalitet for fyldte sale og for et i forvejen relativt beskedent budget.

For det tredje baserer aftalen sig på et princip om geografisk spredning, hvor alle københavnere skal have lige adgang til scenekunst, uanset hvor i byen de bor. Sydhavn Teater og Batida i Nordvest får således et forhøjet tilskud, hvilket skal få flere borgere i Sydhavn og Nordvest til at gå i teateret.

Lasse Marker

»Jeg mener, at er på tide, at man begynder at lave kulturpolitik for de mange danskere, der faktisk interesserer sig for kultur, frem for de få, der ikke gør.«


Siden oprettelsen af Kulturministeriet i 1961 har kulturpolitikken været drevet af en ambition om at få kulturen ud til alle. Der har derfor været stort fokus på ikke-brugerne, ligesom der har hersket en tro på, at hvis blot kulturtilbuddene blev tilgængelige, så ville folk også benytte sig af dem.

Men barrieren for ikke-brugerne i Sydhavnen og Nordvest er ikke, at de skal køre et par kilometer for at komme til de større teatre i brokvartererne, men derimod manglende interesse. Hvis man vil have ikke-brugerne i teateret, handler det derfor først og fremmest om, at teatrene skal lave nogle forestillinger, som er relevante og vedkommende for disse målgrupper.

Jeg mener, at det er på tide, at man begynder at lave kulturpolitik for de mange danskere, der faktisk interesserer sig for kultur frem for de få, der ikke gør. I en ny undersøgelse af Applaus svarer næsten seks ud af ti voksne danskere, at de har været i teateret inden for de seneste 12 måneder. Teater er således ikke for en lille elite, men for en bred del af befolkningen.