»Kvinder i 40erne, 50erne og 60erne kan provokere ved deres blotte tilstedeværelse. For de er ikke længere instantly fuckable«

Gælder der et særligt regelsæt for, hvordan kvinder over 40 år må klæde sig? Nej, mener etnolog og forfatter Julia Lahme, som går i rette med de onde tunger, der vil diktere, hvad kvinder må og ikke må have på. For i hendes øjne er det social kontrol.

Forleden skrev den 45-årige TV- og radiovært Sara Bro et opslag på Instagram, da nyheden om, at hendes TV-program ikke var blevet forlænget. »Nu ved jeg, at stramt grønt glimmertøj kan gøre folk sure,« lød det bl.a. i opslaget. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR

»Hvis man ikke har gode gener og er modelslank, er der rigtig meget, som mange mener, man ikke må bære. Glimmer, stærke farver. Man må ikke have langt hår, gå i høje hæle og bære store smykker. Det er alt det, der bliver associeret med en eller anden form for seksuel udadvendthed. De fleste kvinder over 40 år begynder kun at gå i sort tøj,« siger etnolog og forfatter Julia Lahme.

Forleden delte hun et billede på Instagram, hvor hun havde et par bukser på med sølvglimmer. Og det var der en grund til. I billedteksten skriver hun, hvordan hun for nylig læste en udtalelse fra en engelsk stylist, der mener, at kvinder over 40 år ikke bør gå klædt i glimmer. Det har fået Julia Lahme til at opfordre til en glimmerrevolution.

»Kvinder i 40erne, 50erne og 60erne kan provokere ved deres blotte tilstedeværelse. For de er ikke længere instantly fuckable, som da de var 24, og de er heller ikke klar til at trække sig ud af samfundet. Så hvad kan man egentlig bruges til,« spørger Julia Lahme.

Debatten om, hvad kvinder bør og ikke bør gå i, er ikke ny. Den har længe turneret i danske og amerikanske medier, og ofte modtager kvinder kommentarer til, hvordan de klæder sig. Det oplever Julia Lahme i hvert fald. Julia Lahme bemærker også, at det opfattes som provokerende, at den 51-årige sangerinde Celine Dion nærmest er klædt ud, hver gang hun går på gaden.

Julia Lahme, etnolog og forfatter

»Folk bliver røvprovokerede over kvinder i fyrrene og op, hvis de begynder at larme rigtig meget. Jeg får at vide, at jeg taler højt og larmer meget, og at kvinder i det hele taget ikke skal fylde for meget.«


»Der er meget shaming, når vi ser kvinder. Det er ret paradoksalt, fordi der er protestbevægelser som MeToo-bevægelsen, og der sker meget andet i øjeblikket, som lukker verden op. Bevægelserne taler om at være inklusive. Men den sociale kontrol ligger stadig på kvinder over 40,« siger Julia Lahme, der har et bud på, hvorfor det forholder sig sådan.

»Traditionelt er der tre faser i et kvindeliv, som er tilladte. Det er jomfruen, moderen og oldingen. Når man er færdig med at være jomfru og har fået sine børn, og de er vænnet fra, hører man ikke til noget sted, før man er olding. Folk bliver røvprovokerede over kvinder i 40erne og op, hvis de begynder at larme rigtig meget. Jeg får at vide, at jeg taler højt og larmer meget, og at kvinder i det hele taget ikke skal fylde for meget,« siger Julia Lahme.

»Det er gået op for mig, at glimmer kun bliver mere provokerende, jo ældre jeg bliver. Og jeg kan love, at jeg vil fortsætte med at gå i det,« siger etnolog og forfatter Julia Lahme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Formynderisk sludder

Eksemplerne er da heller ikke svære at få øje på. Forleden skrev den 45-årige TV- og radiovært Sara Bro et opslag på Instagram, da nyheden om, at hendes TV-program ikke var blevet forlænget kom ud.

»Nu ved jeg, at stramt grønt glimmertøj kan gøre folk sure,« lød det bl.a. i opslaget. Da Berlingske-journalisten Maise Njors nyeste klumme blev delt på Facebook forleden, lød budskabet i en af kommentarerne, at kvinder ikke skal gå med bluser uden ærmer, hvis de ikke vil se gamle ud. For mormorarmene vil afsløre dig.

Da den danske model Helena Christensen tidligere på året entrerede en fødselsdagsfest for modellen Gigi Hadid, fik hun ligeledes en hård medfart. Temaet var »double-denim,« og Helena Christensen ankom i højtaljede jeans og en lettere gennemsigtig corsage. Det fik Alexandra Shulman, tidligere moderedaktør på britisk Vogue, til at harcelere over 50-årige Helena Christensens påklædning, fordi hun mente, at Christensens bryster var for synlige.

Kan en kvinde på 50 bære denne corsage? En britisk moderedaktør mener, at Helena Christensen er for gammel til den slags. Foto fra Helena Christensens Instagram-profil. Fold sammen
Læs mere

»Noget, du havde på, da du var 30 år, kommer ikke til at se ud på samme måde på dig 20 år senere. Tøj lyver ikke. Når kvinders kroppe ikke længere skal bruges til at bære børn, synes vi, det er lettere tragisk, når de vises frem. Jeg siger ikke, at det er fair. Men det er sandt,« lød opsangen bl.a. i en klumme rettet mod Helena Christensen.

Lotte Freddie, modeskribent og forfatter

»Folk på min alder kan ikke tillade sig at gå med hotpants, men nu er jo heller ikke længere moderne.«


Helena Christensen mødte opbakning fra bl.a. skuespiller Julianne Moore og modellen Naomi Campbell. Også forfatter og modeskribent Lotte Freddie er på Christensens side - og hun forsvarer alle andre kvinder, der pynter sig med farverige beklædningsgenstande. Hun mener, at det er bedaget at tale om, om man kan blive for gammel til at gå med bestemte beklædningsgenstande. Glimmer, blonder, store smykker og bling har ingen udløbsdato, mener hun.

»Jeg har aldrig hørt værre formynderisk sludder. Selvfølgelig må man det. Det må man blive ved med, til man bliver 100,« slår Lotte Freddie fast.

»Det har man i øvrigt altid måttet. Hvis man ser på gamle malerier, har de adelige kvinder ædelstene og brillianter på. Tøj har ingen alder længere, så længe det klæder en. Folk på min alder kan ikke tillade sig at gå med hotpants, men nu er det jo heller ikke længere moderne. Selvfølgelig er det OK at have shorts på, når man er på stranden, men ellers kan vi ikke rende rundt med shorts. Det kan de unge, men det kan man jo sige sig selv,« siger hun.

Sexede antræk bør ikke være begrænset af alder

Lotte Freddie mener, at vi fortsat lider under Jantelovens magtgreb. Og det er helt forfærdeligt.

»Du skal klæde dig efter, hvad der klæder dig. Og det har ikke spor at gøre med farver, bling, blonder, mønstre eller noget som helst. Hvis der er nogen, der dikterer, at man ikke må gå med glimmer, kan det kun være forbenede, sure mennesker, som ikke fatter, hvad livet handler om. Livet handler om at få det bedste ud af sig selv, og det gør man ved at klæde sig i farver og andet, der liver op i foretagendet,« siger hun og nævner Dronning Margrethe som eksempel på, at eksorbiante smykker og andre livlige beklædningsgenstande ikke er forbudt for kvinder, der har fejret rund fødselsdag mere end fire gange.

»Meningen er, at det skal pynte på folk, og jo ældre man bliver, jo mere er der brug for at blive pyntet. Og jo mere har man brug for farver,« siger Lotte Freddie.

Julia Lahme bemærker også, hvor provokerende det opfattes, at sangerinden Celine Dion nærmest er klædt ud, når hun går på gaden. Her er det 51-årige Celine Dion til Met Gala i New York i maj. REUTERS/Andrew Kelly Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREW KELLY.

Uffe Buchard, modeekspert

»Hvis man med stolthed og overbevisning bærer den vilde disco glimmerbuks – også selv om man i samfundets optik burde trække i en grå sæk af en kjole grundet sin dåbsattest – så ser man godt ud i dem.«


Modeekspert Uffe Buchard er enig i, at ingen som udgangspunkt kan diktere, hvad man kan tillade sig at have på.

»Hverken samfundet, modebranchen eller selvbestaltede smagsdommere kan eller skal i min optik blande sig i, hvad kvinder må og ikke må have på. Det er et individuelt valg, der jo i sidste ende er et visuelt visitkort og en indikator for, hvem du er. Kun almindelig sund selvkritik sætter grænsen for, hvad man kan tillade sig. Og selvkritik er sådan en underlig udefinerbar størrelse, som nogen har meget af, og som andre har mindre af,« udtaler han:

»Det er jo først og fremmest attituden, du bærer tøjet med, der afgør, om det fungerer eller ej. Ikke om du har »for store lår i de bukser« eller »for lille en barm til den bluse« – for hvad er definitionen på for stort og for småt? Hvis man med stolthed og overbevisning bærer den vilde disco glimmerbuks – også selv om man i samfundets optik burde trække i en grå sæk af en kjole grundet sin dåbsattest – så ser man godt ud i dem. Hverken det sexede eller det moderigtige antræk burde være begrænset af alder.«

Hvad siger din mand til det?

Selv om modebranchen viderebringer et budskab om, at det er tilladt at gå i, lige hvad der passer os, oplever hun, at det langtfra er så ligetil.

»Stiller man sig op ved et busstoppested i provinsen, er det ikke sådan. Når man står i Horsens eller Hobro og ser, hvordan man vælger at klæde sig, er det tydeligt at se, at det også er et spørgsmål om social kontrol. Her er det ikke kun tendenser, der afgør, at nogle kvinder vælger at klæde sig ens,« siger Julia Lahme.

Julia Lahme har fået mange henvendelser på sit opslag. Spørgsmålene, hun modtager, er mangeartede: Hvordan har du mod til det? Hvad siger din mand til det? Lahme fortæller, at hun ser glimmer som en protestform. For det udtrykker både livsglæde og optimisme, noterer hun sig. Det kom til udtryk, da det tidligere britiske parlamentsmedlem George Galloway blev angrebet med glimmer under en forelæsning på Aberdeen University i Skotland.

»Det er gået op for mig, at glimmer kun bliver mere provokerende, jo ældre jeg bliver. Og jeg kan love, at jeg vil fortsætte med at gå i det,« siger Julia Lahme.