Kvinder bag sexismeopgør i arkitektbranchen: Studerende oplever stadig fysiske og verbale krænkelser

Over 180 vidnesbyrd om sexisme i arkitektbranchen lagde fundamentet til et opgør med en krænkende kultur. Et år senere er det svært at se, at der er sket en konkret forandring, mener initiativtagerne til Sexism in Architecture.

Der er ikke sket nok for at komme sexismen til livs i arkitektbranchen, mener kvinderne bag Sexism in Architecture. Tobias Kobborg

Siden Sofie Lindes tale er anden bølge af #metoo rullet ind over Danmark og har sat sexisme og diskrimination på dagsordenen. Det gælder også i arkitektbranchen.

En gruppe arkitekter igangsatte initiativet  Sexism in architecture – sexisme i arkitektbranchen – hvor der blev indsamlet over 180 vidnesbyrd og underskrifter, der tydeliggjorde, at branchen havde store problemer med en sexistisk kultur og ulige fordeling af magt.