Kvindelige ledere spiller med handicap: »Hvis man har klare holdninger, vil nogle tænke: »Er hun sur eller hvad?««

Flere kvinder i erhvervslivet har de seneste dage stillet sig frem og fortalt, hvordan sexisme eksisterer på topposterne. Men udfordringerne ved at være kvinde i en lederstilling er flere. Kvinderne bliver blandt andet sat i bås og skal ofte forsvare det, de laver. Samtidig siger kun tre procent af de danske mænd, at der i Danmark eksisterer et kønsbias, og det er problematisk, mener viceadministrerende direktør i Lederne.

»Hvis man som kvinde giver udtryk for sine holdninger og er en smule fast i kødet og kontant, så kan man blive anskuet som sur og vred. Hvis en mand gør det samme, så synes man, at han har gennemslagskraft,« siger viceadministrerende direktør i Ledernes Hovedorganisation, Bodil Nordestgaard Ismiris. PR

»Enten fylder vi for meget, snakker for ofte og griner for højt. Ellers er vi for tavse og falder i med tapetet. Vi er enten isdronningen, hvis vi er for maskuline, eller den moderlige type, hvis vi er for feminine. Vi bliver hele tiden sat i bås som noget enten-eller og meget sjældent som noget både-og.«

Sådan lyder det fra viceadministrerende direktør i Ledernes Hovedorganisation, Bodil Nordestgaard Ismiris.