Fredag eftermiddag blev det meddelt, at mangeårig TV-vært på TV 2 Jens Gaardbo stopper på kanalen.
Begrundelsen lyder fra TV 2 i en pressemeddelse, at fratrædelsen omhandler »dårlig dømmekraft« i Jens Gaardbos tid som nyhedschef for cirka 20 år siden. Gaardbos afgang sker på baggrund af henvendelser i den kulturundersøgelse som en ekstern advokatvirksomhed har foretaget for TV 2.
Mangeårig tillidsmand på TV 2 Lennart Sten mener, at Jens Gaardbos afgang er et tydeligt billede på, at TV 2 tager en kulturændring alvorligt.
»Det er en voldsom konsekvens af en voldsom tid. Det, der sker nu, er, at der bliver ryddet op, og at forhold, der har været fortrængt, kommer frem. Det er så en konsekvens af det arbejde, vi har sat i gang,« siger Lennart Sten til Berlingske.
TV 2 oplyser ikke, hvad Jens Gaardbo konkret har gjort, men han bekræfter selv i pressemeddelelsen at have overtrådt TV 2s personalepolitik.
»Det er ganske vist længe siden, og tiden var en anden. Men jeg er enig i, at der var eksempler på dårlig dømmekraft, og at jeg i visse tilfælde opførte mig forkert.«
»Det var ikke i overensstemmelse med den værdighed, der bør være i jobbet som leder – eller i jobbet som et af stationens ansigter udadtil. Det tager jeg nu ansvaret for og konsekvensen af,« siger Jens Gaardbo i pressemeddelelsen.
Ifølge Ritzau har hverken han eller Mikkel Hertz ønsket at kommentere sagen yderligere.
Lennart Sten oplyser, at han ikke ved, hvad situationen om Jens Gaardbo handler om, idet han ikke selv har været involveret som tillidsmand i sagen.
Lennart Sten var ikke tillidsmand i den periode, da Jens Gaardbo var nyhedschef. Sten mener ikke, at det udelukkende har været et tillidsmandsansvar, men at ansvaret for kulturen på TV 2 har ligget hos ledelsen.
»Det er vigtigt at sådan noget her meldes ud fra toppen. Det er direktører der beslutter spillereglerne. Der er tidligere direktører der har svigtet. Man kan ikke som tillidsmand fikse alverdens uretfærdigheder,« siger han.
På baggrund af #metoo-oprøret i den danske mediebranche, og beskrivelser i Berlingske om en sexistisk kultur på TV 2, er der nu indledt en proces med initiativer, der skal medføre kulturforandringer på TV-stationen.
»Der er en voldsom oprydning i gang, og den er hård ved os. Når det er slut, skal vi skabe et nyt fundament – et fundament, der er sundt og med klare spilleregler. De forandringer, som en række kvinder på TV 2 har sat i gang, ville have været umuligt førhen. Jeg vil gerne rose arbejdspladsen for det grundige arbejde,« siger Lennart Sten.
Tiden var ikke en anden
Antoinette Kordic, der arbejdede som tekster på TV 2s nyhedsredaktion i 12 år, og som sagde op i 2008, var en af dem, der turde stå frem med kritik af et sexistisk miljø på TV 2. Det gjorde hun i et interview til Berlingske.
Hun beskrev blandt andet grænseoverskridende seksualiserede kommentarer, og klap bagi, når hun gik gennem Kvægtorvets lange mellemgang, og andre former for chikane.
»Bevares, meget af det var »for sjov«, og sådan tog jeg det også, og jeg kunne heldigvis »tåle mosten« og blev derfor ikke betragtet som »en snerpe«, men en babe,« siger Antoinette Kordic.
Jens Gaardbos forklaring om, at tiden for 20 år siden var en anden, er ifølge Antoinette Kordic »verdens dårligste undskyldning«.
»Tiden var ikke en anden for 20 år siden på anden vis, end at kvinderne fandt sig i at blive chikaneret og ikke turde sætte sig imod, som de gør i dag. Gaardbos opførsel var lige så forkert dengang, som den ville være i dag,« siger Antoinette Kordic.
Sammen med de igangværende undersøgelser af arbejdsmiljøet på TV-stationen, mener hun, at Jens Gaardbos afgang vil være med til at forbedre forholdene på TV 2.
»Når Gaardbo siger, at han har udvist dårlig dømmekraft, er det et skridt i den rigtige retning frem for som tidligere, hvor det er blevet kaldt »samarbejdsvanskeligheder«,« siger Antoinette Kordic.
Hun er ikke »glad« som følge af Jens Gaardbos opsigelse.
»Jeg ønsker ikke nogen noget ondt, men jeg har hele tiden syntes, at hvis ikke dette ramte Gaardbo, så var der ingen retfærdighed til. Det ville klæde ham at stå frem og tale ud om alt, der er sket, samt angre og undskylde over for de kvinder, det er gået ud over. Først da ville jeg begynde at synes, at han stadig har en rest af format,« siger Antoinette Kordic.
Berlingske har talt med Christine Brink, som er ansat på TV 2, og som var en af de seks kvinder, som indledte underskriftsindsamlingen mod sexisme i mediebranchen, som 1.615 kvinder skrev under på. Hun har ingen kommentarer til Jens Gaardbos afgang.