Kvindehad, underholdning og dårlig smag. Derfor sluger vi Netflix' »Tiger King«

Tidens mest populære serie handler om en homoseksuel skydeglad amerikaner, der bruger sin tid på at holde kattedyr, tage stoffer og lufte sindssyge konspirationsteorier online. Nu er der kritik af serien, som kaldes forskruet og uetisk. Her er de fem grunde til, at vi ser med.

Joe Exotic med en af de tigre, han bruger som underholdning, livsmakkere og trædesten i serien »Tiger King«, der både kaldes uetisk og dårlig smag af et stigende antal kritikere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Netflix

The Guardian kalder den årets vildeste Netflix-serie, CNN mener, at det er den historie, vi alle har brug for, og i Danmark er dokumentarserien »Tiger King« lige nu den mest streamede serie på Netflix.

Dermed har danskerne – ligesom amerikanerne – i høj grad spærret sig inde sammen med det absurde persongalleri af antihelte, narkomaner og potentielle voldsmænd, der færdes omkring den private zoo-ejer Joe Exotic og hans modstander, Carole Baskin, der kæmper mod fangenskab af vilde dyr.

Nu er der dog kritik af serien, der kaldes forskruet, foruroligende og dybt uetisk. Mest arg er det amerikanske medie The Atlantic, der mener, at serien er ude på et moralsk sidespor. Også Vanity Fair og CNN har fulgt trop.

Her er kritikernes væsentligste pointer, der muligvis også er de fem vigtigste grunde til, at alle ser med.

​1. True Crime møder »Glamour« – tilsat svenskerhår

Serien kombinerer dele af den populære true crime-bølge (en uopklaret mordgåde) med melodramaets spraglede persongalleri og store følelsesmæssige konflikter. Flere steder er de medvirkender så langt ude, at det kunne virke så iscenesat, at serien næppe kan kaldes en dokumentar.

Mens forholdet til tigre og løver, der bruges som forvoksede klappegeder, træder i baggrunden, bliver de menneskelige skæbner fremstillet helt uden afstand. Det er dokumentarisme som iscenesættelse, som et dramatisk trafikuheld, man kører forbi i nedsat fart, mens man stirrer ud af vinduet. Der er ingen opbyggelig morale, ingen dybere lag, siger kritikerne.

2. Pyt med etikken, let's party

Sandheden er ret kedelig. Den er nuanceret og omstændelig, fordi den kræver, at man hører begge parter og stiller kritiske spørgsmål. Medmindre man er er ligeglad – og det er »Tiger King«.

Joe Exotic har en teori om, at dyreaktivisten Carole Baskin har dræbt sin tidligere mand, og den bliver ikke udfordret, men snarere dyrket af filmholdet, der også lader offerets bitre ekskone svine Baskin til.

Selvom en betjent flere gange siger, at der ikke er beviser for, at Baskin er morder, bliver serien ved at påstå, at hun kunne have gjort det. I den forstand behandler serien sine menneskelige aktører med samme foragt, som de selv behandler deres dyr. Her er ingen interesse for personernes motiver eller handlemåder.

De medvirkende er »enhver dokumentarists drøm, men man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvad instruktøren får ud af at give dem den opmærksomhed, de så gerne vil have,« som The Atlantic skriver.

3. Filmskaberne har ingen skrupler

Det er måske en overraskelse for mange, men som journalist har man faktisk et etisk ansvar for de medvirkende. Det tynger dog ikke holdet bag »Tiger King«.

Flere af de medvirkende filmes, mens de er påvirkede. Moderen til en ung mand, der tager sit eget liv, virker stærkt dopet, da hun fortæller om sit savn. En anden medvirkende – en ansat i dyreparken – er under et interview så fuld, at han falder bevidstløs om midt i sin talestrøm.

Det er næsten umuligt at finde en scene i »Tiger King«, der ikke er dyppet i enten dyreprint eller batik. Her er det dyreaktivisten Carole Baskin, der knæler iført en kombination af begge stilarter tilsat blomsterkrone Fold sammen
Læs mere
Foto: Netflix.

Flere gange hører man også filmholdet diskutere de medvirkende foran og bagved kameraet. Man nævner, at Carole Baskin er perfekt klædt til optagelserne (altså, ser så tosset ud, som hun skal). Man ser, hvordan Doc Antle vimser rundt med filmholdet, når han selv tror, at kameraet er slukket. Det er som et kig ind i kærestens dagbog – super spændende og temmelig uetisk.

4. Alt er dårlig smag

Uanset hvor meget man kigger efter i »Tiger King«, er det svært at finde et hjem, der er indrettet uden absurde mængder kitsch, dyreprint eller tigerfigurer. Selv den landbetjent, der er med for at forklare en mordgåde, vises i en stue, der er indrettet med et sofabord, der består af en liggende tiger, som tager en ordentlig bid af bordpladen. Ved betjentens venstre hånd står en udskåret træabe med et frugtfad.

I den forstand er »Tiger King« et studie i ting, der er over grænsen. Ingen af de medvirkende er helte, alle bliver udstillet som de skurke, de er bag facaden. Dyrerettighedsforkæmperen gøres til morder. Excentrikeren Bhagavan »Doc« Antle skildres som leder af en sexkult.

Hovedpersonen Joe Exotic er konstant klædt i glimmer, cowboyslips og håndvåben, har skudhuller tatoveret på sin torso, mens Carole Baskin viser rundt i sit enorme klædeskab, der stort set kun består af dyreprint. More is more. Sidder man i sin coronaisolation og har brug for at se, at der er folk, der har mindre stil end en selv, er »Tiger King« et sikkert hit.

5. Kvindehadet flyder

I en tid, hvor ligestilling og #Metoo for længst er anerkendt, er »Tiger King« et udpræget misogynt univers. Med en enkelt undtagelse (en kortklippet tigerpasser, der får spist sin arm) er de medvirkende kvinder stort set alle sammen seksualiserede hjælpere – på Doc Antles farm får de ligefrem et par kunstige bryster som tak for hjælpen.

Baskin, der er den eneste kvinde med magt, kaldes konstant for kælling og udstilles som en sexdukke, der voldtages og ydmyges. På hendes fødselsdag fylder Joe Exotic hendes postkasse med slanger. Freudianerne må grine i skægget.

Bedre bliver det ikke med Jeff Lowe, der får lov til at vælge familiens babysittere ud fra deres udseende og hvis eneste kommentar til konens graviditet er, at hun snart skal sendes tilbage i fitnesscenteret.

***

Kort fortalt: »Tiger King« er dårlig smag. Som Snøfler, »Dollars« og hårlak. Men når den gode smag får meget plads, har den dårlige det med at dukke op. Måske er det derfor, at så mange følger Joe Exotic lige nu. Som skribenten på The Atlantic konkluderer:

»Netop nu har USA brug for kollektivisme, respekt for fælles regler og fornuftige beslutninger. »Tiger King« er alt det modsatte. Det er TVs parallel til at slikke på stangen i metroen«. Succesen er i hus - uanset hvor meget kritik, serien har fået.

»Tiger King« består af syv afsnit. De er alle tilgængelige på Netflix.