At finde sig til rette i den genetiske svømmepøl, ens forældre har efterladt en med, er et grundvilkår for os alle. For nogen er det at finde sin plads i skyggen af sine forældre bare en lidt større udfordring.
Charlotte Gainsbourg er datter af musikikonet Serge Gainsbourg (1928-91), der revolutionerede fransk pop i 60erne og 70erne med sin provokationsparate og dybt sofistikerede sangskrivning. Datteren debuterede i 1984 som 13-årig med farmand på singlen »Lemon Incest«, som blev beskyldt for at hylde incest, men mest var udslag af Serges udprægede fornøjelse ved at stikke til den bedsteborgerlige moral.
Og selv om den nu 47-årige musiker og skuespiller siden har opnået international anerkendelse, ikke mindst for sine præstationer i Lars von Triers film »Antichrist«, »Melancholia« og »Nymphomaniac«, har hendes musikalske output i mange år virket søgende og uforløst.
Vaudeville-inspireret sangskrivning
Det ændrede sig dog sidste år, hvor albummet »Rest« udkom til øredøvende anmeldersalutter. Musikalsk er det en formfuldendt blanding af symfonisk synthpop, disko og øregangsmasserende housebeats, hvor hun også tager livtag med sin fars orkestrale vaudeville-inspirerede sangskrivning og dramatiske strygerarrangementer.
Det er en lækker lille hors d'oeuvre, der stilsikkert bygger videre på fusionen af fransk bollepop, hvid funk og moden klubstemning, og som både indeholder en øjeblikkelig poprush og mere nærende kalorier.
Og ved både at synge på fransk og engelsk omfavner hun begge sider af sin familiære baggrund (moderen er den britiske sanger og skuespiller Jane Birkin). »Rest« er momentet, hvor Charlotte Gainsbourg finder sin identitet som sanger og sangskriver.
2018 har hun til gengæld tilbragt en stor del af i turnébussen, der to gange er stoppet i Danmark – på årets Roskilde Festival og Store Vega i København tidligere på måneden. Og nu runder hun året af med mellemspillet »Take 2«, der samler tre outtakes fra »Rest« og to livenumre fra turnéen.
Bollepop og moden klubstemning
EPen understreger, hvor skarp en kunstnerisk profil Charlotte Gainsbourg har etableret det seneste år. Det er en lækker lille hors d’oeuvre, der stilsikkert bygger videre på fusionen af fransk bollepop, hvid funk og moden klubstemning, og som både indeholder en øjeblikkelig poprush og mere nærende kalorier.
»Such a Remarkable Day« og »Bombs Away« besidder således begge en smittende direkte appel, mens »Lost Lenore« har en mere storladen skønhed fremmanet med strygere, blæsere, klokker og en slæbende majestætisk melodi.
Hvis man har oplevet en af hendes to danske koncerter i år (eller begge), ved man, at hun har fundet frem til et exceptionelt stærkt livesetup, og det kommer også til udtryk på de to livenumre, som udgivelsen rummer.
Coveret af Kanye Wests monumentale »Runaway« er her skæret ned til et fint og følsomt tominutterskoncentrat, der bibeholder originalens skåltale til det almenmenneskelige i at være uperfekt. Og koncertudgaven af »Deadly Valentine« genskaber livesituationens sugende ormehul, hvor bandet spiller sig helt ud og ind i den elektroniske raves repetition.
Således dokumenterer »Take 2« en kunstner i rivende udvikling, der forhåbentlig ikke har toppet endnu.
Charlotte Gainsbourg, »Take 2«
Because Music
