DRs nye dokumentar »Grønlands hvide guld« har vakt stor debat de seneste dage.

Det er misvisende, når DR i dokumentaren udlægger det, som om Danmark har tjent 400 milliarder kroner på at hive kryolit ud af Grønlands undergrund, har kritikken blandt andet lydt fra Torben M. Andersen, der er professor i økonomi og medvirker i dokumentaren.

En anden kritiker er kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Han kritiserer, at man ifølge ham i dokumentaren ikke tydeligt oplyser om forskellen mellem omsætning og fortjeneste. 

»Det er vildledende, uansvarligt og kommer på det værst tænkelige tidspunkt. Det er simpelthen ikke godt nok,« skriver han i et opslag på Facebook onsdag aften.

Samtidig langer han ud efter en række politikere, der nu kræver navngivne DR-medarbejdere fyret.

Jakob Engel-Schmidt nævner ingen navne. Men Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, har til en række medier sagt, at den redaktør, der er ansvarlig for dokumentaren, bør fyres, og Henrik Dahl, medlem af Europa-Parlamentet for Liberal Alliance, har udtrykt samme holdning. 

»Desværre ser vi også skuffende opførsel fra flere af de politikere, der i disse dage kræver, at konkrete medarbejdere bliver fyret fra DR, eller at jeg som kulturminister blander mig direkte i DRs redaktionelle beslutninger,« skriver kulturministeren på Facebook og fortsætter:

»For blot en uge siden advarede flere af de samme partier mod statslig indblanding i mediers redaktionelle arbejde, da medieansvarsudvalget anbefalede, at en uvildig ombudsmand skulle kunne rejse sager. Nu vil de pludselig have mig som kulturminister til at gribe ind i de redaktionelle beslutninger og fyre folk.«

Han tilføjer, at det er en farlig vej at gå, hvis den til enhver tid siddende kulturminister skal kunne fjerne journalistik fra skærmen.

Kaldt i samråd

Kim Valentin, Venstres kulturordfører, har ifølge Ritzau sagt til TV 2, at hans borgerlige kolleger går for langt i deres kritik, og at de bryder med armslængdeprincippet.

Armslængdeprincippet er princippet om, at konkrete beslutninger om tildeling af eksempelvis statslig støtte typisk træffes af fagfolk og ikke af de politikere, som bevilger pengene. 

Et eksempel på det er Statens Kunstfond, der får en overordnet bevilling, som den siden selv udmønter. 

Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og De Konservative har nu indkaldt Jakob Engel-Schmidt i samråd om dokumentaren.

Mikala Krog, redaktionschef for DR Dokumentar, sagde tirsdag til Berlingske, at dokumentaren er »ret nuanceret i at anerkende, at det her er et meget, meget komplekst og kompliceret regnestykke«.

»Torben M. Andersen repræsenterer én måde at opgøre det på. Så er der nogen, der siger, at man ikke kan gøre det så enkelt, som en økonom vil gøre det, fordi det her skal ses i et koloniperspektiv. De ser på det med et bredere perspektiv, hvor de også kigger på, hvad det har betydet for Danmark at have haft minen og den værdiskabelse, det har skabt,« siger hun.

Hun tilføjer, at også Torben M. Andersen anerkender, at kryolit har haft stor værdi for Danmark. 

Få ugens bedste kulturstof direkte i din indbakke

Hver søndag samler vi ugens og weekendens vigtigste og mest læseværdige historier fra vores kulturredaktion.