Topøkonom advarede DR om dokumentar i mail og på møde. Nu åbner han op om usædvanligt forløb

Torben M. Andersen advarede igen, igen og igen DR om det risikable ved at publicere en dokumentar om Grønland med misvisende tal. Det viser en gennemgang af det mere end to år lange forløb. DR og dokumentarholdet afviser kritikken og henviser til en indisk professor, der ser helt anderledes på kolonihistorien og den økonomiske teori.

Torben M. Andersen er formand for Grønlands økonomiske råd og har i årtier beskæftiget sig med landets økonomiske forhold. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Holdet bag den omstridte DR-dokumentar »Grønlands hvide guld« var flere gange i løbet af to år i kontakt med Torben M. Andersen, der er en af Danmarks førende økonomer.

Men selvom han flere gange prøvede at advare dokumentarholdet og DR om, at deres tal var misvisende og risikerede at »afspore debatten«, nyttede det ikke.