Kulturminister freder omstridt messe forbeholdt kvindelige kunstnere

En offentligt støttet kunstmesse, Chart, må gerne beslutte, at den udelukkende vil vise kunst kreeret af kvinder. Det står klart, efter at kulturminister Joy Mogensen har givet messen dispensation. Der er tale om en »bekymrende udvikling«, mener kritiker.»Flere kvinder skal repræsenteres, og flere kvinder skal eksponeres, så vi kan bryde den onde cirkel,« svarer minister.

Må en kunstmesse, der modtager offentlig støtte, smide mandlige kunstnere på porten, selv om dette er i strid med ligebehandlingsloven? Ja, det må den gerne. Det står klart, efter at kulturminister Joy Mogensen har givet dispensation. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Må en offentligt støttet begivenhed beslutte, at man udelukkende vil fremvise værker kreeret af det ene køn? Svaret er ja.

Mandag aften gav kulturminister Joy Mogensen (S) dispensation til den store kunstmesse Chart, der har besluttet udelukkende at udstille værker af kvindelige kunstnere.

»Vi har arbejdet på det her siden slutningen af 2019, og vi er super glade for, at vi nu har kulturministerens ord for, at vi har tilstrækkeligt grundlag for at gøre noget ved den kønsmæssige ubalance, og at det er fuldt lovligt, det vi gør,« siger Nanna Hjortenberg, direktør for Chart.

Nanna Hjortenberg, direktør for Chart

»Alle tal og alle data viser meget klart, at der er et problem. Nu har vi også kulturministerens ord for det.«


Dispensationen betyder, at kunstmessen fortsat kan få gavn af de 600.000 kroner, som Københavns Borgerrepræsentation valgte at støtte med, selv om det kan være i strid med ligebehandlingsloven. En beslutning, som Karina Bergmann (K), der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation samt kultur- og fritidsordfører, stærkt kritiserer.

»Det er jeg enormt ærgerlig over. Jeg er bekymret over den udvikling, hvor man bare kan søge dispensation, og så få den. Det startede med spillestedet Forbrændingen (der kun havde kvindelige musikere, red.). Hvem er det næste gang?,« lyder kritikken fra den konservative politiker.

Karina Bergmann er bekymret for, at man med dispensationer kommer for langt væk fra den lov, der ellers skal sikre ligestilling for kønnene.

»Det, jeg først og fremmest synes er problematisk, er, at vi i Kultur- og Fritidsudvalget har godkendt en ansøgning, hvor der ikke står noget om, at Chart kun vil udstille kvindelige kunstnere,« siger Karina Bergmann.

Politiske opbakning til messe

Det var i maj, at Chart besluttede at fokusere på kvindelige kunstnere. Det skete på baggrund af globale tal fra 2019, der viste, at kun to procent af solgte værker på auktioner er udført af kvinder. Desuden viste en undersøgelse foretaget af foreningen Danske Museer, at kvindelige kunstnere står for 22 procent af museumssalget.

Tallene skabte en del opmærksomhed i branchen. Af samme grund er Jonas Bjørn Jensen, der sidder i Borgerrepræsentationen for Socialdemokraterne, lettet over kulturministerens beslutning.

»Jeg har selv to døtre, og jeg synes, det er mærkeligt at lade dem vokse op i en verden, hvor de har sværere ved at komme frem som billedkunstnere, end hvis de var drenge. Tallene viser, at der er store forskelle på, hvor meget kvinder og mænd får lov at udstille. Det kan være enormt svært at gøre noget ved som politiker, men her har vi et forslag, der kommer fra branchen selv, og derfor er det glædeligt, at vi kan støtte det,« siger Jonas Bjørn Jensen.

Den socialdemokratiske politiker forstår ikke de kritikere, der mener, at man bedriver forskelsbehandling til kvindernes fordel:

»Tallene viser, at mænd har meget fine muligheder for at blive udstillet. At man én gang – ved én messe – giver kvindelige kunstnere fortrinsret, synes jeg er fint.«

Jonas Bjørn Jensen mener i øvrigt, at beslutningen er god for København.

»Det vil forstærke byens brand som progressiv storby, og jeg tror, at det kommer til at give genlyd internationalt, at vi går forrest i kampen for ligestilling.«

Nej til kvindekvoter, men ...

Tidligere på året forklarede kulturministeren i et interview til Berlingske, at hun ikke er fortaler for kønskvoter. Hun vil dog gerne give dispensation, hvor det giver mening:

Jonas Bjørn Jensen, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (S)

»Jeg tror, at det kommer til at give genlyd internationalt, at vi går forrest i kampen for ligestilling.«


»For eksempel fik spillestedet Forbrændingen, der sidste år kun havde kvindelige kunstnere på programmet, dispensation fra ministeriet. Hvis der er brug for en dispensation, vil jeg meget gerne understøtte det. For det er den slags symbolske markører, der kan få det til at sive ud,« sagde kulturministeren tilbage i februar.

Nanna Hjortenberg, direktør for Chart, har med undren fulgt den massive debat om Charts fokus. Hun glæder sig nu over, at messen kan »være med til at gøre en forskel«.

»Vi vidste, at dette ville være kontroversielt, men det har undret mig, at debatten har handlet så meget om nødvendigheden af at gøre noget. Alle tal og alle data viser meget klart, at der er et problem. Nu har vi også kulturministerens ord for det. Vi glæder os til et stærkt statement og til at vise kunst af super høj kvalitet af kvindelige kunstnere. De kan blive nogle af de forbilleder, som branchen mangler.«

Kulturminister Joy Mogensen havde desværre ikke mulighed for at stille op til interview, men i en mail til Berlingske skriver ministeren:

»Groft sagt er 3 ud af 4 kunstnere på kunstmesserne mænd. Og endnu værre står det til, når man ser på hvilke kunstnere, der bliver handlet globalt. Her er det kun 2 %, som er kvinder. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får sat fokus på den problemstilling – og at vi gør noget ved det! Jeg har derfor besluttet at give dispensation til, at CHART kan gennemføre deres kunstmesse kun med værker af kvindelige kunstnere. Flere kvinder skal repræsenteres, og flere kvinder skal eksponeres, så vi kan bryde den onde cirkel«.