Mens man i disse dage diskuterer regeringens plan for udflytning af uddannelsespladser, begynder et mønster at vise sig: De fleste forstår vel behovet for at skabe balance i landet. Men måske er der mest tale om symptombehandling.
Det er en god ambition, at regeringen – ligesom borgerlige regeringer før den – vil skabe et sammenhængende Danmark. Men visionen mangler.
Det handler ikke om krigen mellem land og by som en underlig aflægger af industrikulturen. Det handler om at binde et lille, fleksibelt land sammen gennem verdens bedste infrastruktur og et fleksibelt arbejdsmarked.
Danmark har en af verdens længste kystlinjer og 500 øer. Man kunne bo på landet, arbejde i byen, holde forlænget weekend ved vandet. Eller omvendt.
Det afhænger af de rammer, politikerne skaber. Hvis man virkelig vil løse problemerne med forfald, arbejdsløshed og tomme spøgelsesbyer, ja, så kræver øvelsen mere end pletvis flytning af uddannelser.
Det starter med en idé om, hvad steder betyder for menneskers liv.
Her har politikerne og de magtfulde i halvtreds år taget fejl. Det handler ikke om at gøre sig fri af lokalsamfund og svinge sig i globaliseringens lianer.
Det handler om at høre hjemme, gerne flere steder. Det både forpligtende og bekræftende i at kende en strand, lege i en skov, gå i en gade. At have arbejdsweekend i opgangen. At skovle sne for naboen.
Og her kommer så problemet: At vi også i Danmark på 50 år har tømt provinsen for indhold. Noget skete af sig selv, fordi industrialiseringen og urbaniseringen jo har sine egne tandhjul. Men politikerne skubbede på, så meget de kunne.
Strukturreformer har det heddet, når man nedlagde folkeskoler, sygehuse, posthuse, forvaltningskontorer og hele kommuner.
Og så undrede man sig over, at folk flyttede. Lægen, advokaten, læreren. Ind til byen.
Og man grinede af dem, der blev til tilbage. Karikerede de landlige tosser i litteratur, underholdning og dokumentarprogrammer. Gjorde nar af deres politiske synspunkter. Man sendte journalister ud for at dække jyderne, men altid ironisk og allerhelst fremstillet som indskrænkede tabere.
Så ja, indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad har ret i sine ambition, som han i øvrigt skrev en klog bog om allerede i 2015. Provinsen er nødvendig. Den rummer både landbrug og industriproduktion, og den lykkes langt bedre med både integration og uddannelse end de fleste københavnske paralleller.
Det afgørende træk handler derfor ikke om »udflytning«. Det handler om en ny vision.
Med den rigtige infrastruktur kan de allerfleste danskere få et livsforløb fuldt af muligheder. Hvor vil jeg studere? Hvor vil jeg arbejde, mens børnene er små, og hvor vil jeg bo, når de er fløjet fra reden?
Provinsbyens gamle teaterkulisse kommer ikke tilbage. Men Danmark er et lille land, der i hele sin udstrækning er mindre end Finnmark Fylke i Norge. Danmark har kort sagt plads til liv på landet, liv i provinsbyen og liv i metropolerne.
Det kræver, at de enkelte dele hænger sammen. God infrastruktur, kollektive transportmidler, teledækning, lokale sundhedscentre og boligsanering, kort afstand til skolerne.
Det kræver lidt mere end at bestikke desperate borgmestre med nogle hundrede uddannelsespladser. Det kræver et Danmark med forbindelser.
