Danmark er besat af glade amatører. Prøv at læg mærke til det. Folk, der ikke kan synge, men gerne vil alligevel. Folk, der ikke kan danse, man er helt vilde for at lade sig filme. Folk, der ikke kan lave mad, komme i form, male eller bage kager.

Dilettanter, kort sagt, der jo en del af ethvert samfund, men som i det moderne Danmark fylder den bedste sendetid på alle tv-kanaler.

Der er ellers masser af dygtige mennesker rundt omkring. Folk, der har brugt de nødvendige 10.000 timer på at lære alle hjørner af deres fag, det vil sige trænet intensivt i 10-15 år, og som derfor vitterligt kan noget med håndværk og måske endda kunst.

Men dem dyrker vi ikke. Vi dyrker de glade amatører, fordi den danske nationalkarakter notorisk har det bedst med det helt uforpligtende. Og fordi det helt uforpligtende har fået endnu en skrue med digitaliseringens gennembrud.

Internettet betyder, at ingen eksperter længere har monopol på noget som helst. Lægen, forskeren, kunstneren? Glem det, danskeren vil sidde derhjemme og dyrke amatørerne. Alle kan alt. Alle kan blive stjerner.

Som i weekendens Melodi Grand Prix, hvor DR af uransagelige grunde havde besluttet at lægge al magt ud til seerne. Lad os være ærlige: Vinderne var ren gøgl. Mens Mike Tramp, Chief 1 og Thomas Buttenschøn hver især har mindst 10.000 timer i benene. De kunne mærkes, på den gode måde.

Fyr & Flamme skabte ingenting. De skabte sig bare.

Et land af amatører, kort sagt. Hvor alle skal være med, og hvor vi på en infantil facon kan dyrke illusionen om, at succes i livet slet ikke tilvejebringes ved hverken flid eller talent.

Nu kan man mene, at smag er et spørgsmål om smag, og det er naturligvis korrekt. Selv er jeg ret glad for Mike Tramp, helt enkelt fordi hans nerve vedkommer mig.

Men tag ikke fejl: Tramp er også en dygtig komponist og musiker. Hvis man vil, kan man mærke kvaliteten som et særligt håndelag. Som en sikkerhed i momentet.

Man kan kende de dygtige mennesker, når man møder dem. Måske er de håndværkere. Måske er de kokke. Måske er de musikere. De gør ofte et udsletteligt indtryk, fordi de kan deres ting, og fordi de netop af den grund tør række ud til publikum med en respekt for dem, de henvender sig til.

Alexander Kølpin blev i 1990erne udnævnt til verdens bedste balletdanser. Gnisten springer ikke på scenen, har han sagt. Den springer mellem scenen og publikum. I mødet mellem kunstneren og et publikum, der faktisk værdsætter og forstår talentet.

I amatørernes paradis er der hverken kvalitet eller respekt. De, der optræder, har rigeligt at gøre med overhovedet at overleve programmet. Og de, der ser på, ønsker frem for alt at bevare illusionen om, at kultur bare er noget vi leger.

En dansk paradedisciplin, der historisk er særdeles velbelyst. Eksempelvis af den britiske diplomat Robert Moleswoth, der allerede for 300 år siden noterede om danskerne, at vi »lever fra hånden i munden og lader daleren rulle.«

Engang Klods-Hans, i dag Fyr & Flamme.

Et land af amatører, kort sagt. Hvor alle skal være med, og hvor vi på en infantil facon kan dyrke illusionen om, at succes i livet slet ikke tilvejebringes ved hverken flid eller talent.

Succes er, når glade amatører vinder en konkurrence. Meget demokratisk, men dybest set også lidt fjollet.