Kulturkommentar: Hvis man vil udrette noget stort, må man lægge sig i selen

Nogle er muligvis født til noget stort, men sandheden er, at man sjældent bliver det, uden at man knokler for det. Det sublime kommer ikke uden fokus, hård træning, afsavn og bitre tårer, skriver Morten Hesseldahl i denne kulturkommentar.

»Det sublime kommer ikke uden fokus, hård træning, afsavn og bitre tårer.« Sådan skriver Berlingskes klummeskribent, efter at et tidligere medlem af DRs pigekor i den forgangene uge fortalte om sine hårde oplevelser i koret. Billedet er et arkivfoto fra 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Intet kommer af intet,« sagde Storm P og præciserede straks: »Bortset fra lommeuld.«

Hvis man vil udrette noget stort, må man lægge sig i selen. Det gælder forskere, skolelærere og fodboldspillere. Og det gælder korsangere i DRs pigekor.

Et tidligere medlem heraf, Iben Aagaard Skaarup, fortalte i den forgangne uge om sine hårde oplevelser i koret. Her blev det for eksempel indskærpet, at »før du stillede spørgsmål, skulle du overveje, om det var dig, der lavede fejl, eller om det handlede om en mere generel usikkerhed i koret«, ligesom der blev ført en fraværsprotokol, der ved mere end otte fravær på et år ville udløse en advarsel.

»Det er klart, at eliteforløb er det modsatte af en inkluderende, dansk folkeskole, hvilket nok er godt for begge dele.«


Disse omstændigheder medvirkede ifølge Skaarup til, at hun blev indlagt med en depression, og i dag må leve med eftervirkningerne.

Som tidligere chef for Det Kongelige Teater har jeg været tæt på et hav af eliteudøvere, og det har været fantastisk. Størst indtryk gjorde nok balletdanserne, der fra de var bittesmå knoklede dag efter dag, år efter år på at blive excellente.

Det var en dedikation, der forekom vild, men som samtidig sikrede de vildeste oplevelser for dem selv og for publikum. Danserne er som andre topkunstnere en kæmpe og alt for upåagtet gave til os alle.

Det er klart, at eliteforløb er det modsatte af en inkluderende, dansk folkeskole, hvilket nok er godt for begge dele. Eliteforløb står for det ekskluderende i den forstand, at der konstant er tale om et udskillelsesløb, der kun lader de bedste tilbage. Den slags skal naturligvis håndteres med empati, hvilket nu også i høj grad er tilfældet i både DR og på Det Kongelige Teater.

To tidligere sangere i DR Pigekoret, Lara og Johanne Guttman Andersen, rykkede da også prompte ud med en korrektion af Skaarups skildring: »De elitære aspekter ved at synge i DR Pigekoret er altid blevet kommunikeret tydeligt til os fra ledelsens side, og de er forudsætningen for, at det kan lade sig gøre at lave amatørmusik på professionelt niveau.«

Storm P.

»Kunst er det, man ikke kan. Hvis man kunne, var det jo ingen kunst.«


Efter sin indlæggelse søgte Skaarup i øvrigt atter ind i koret, men blev ikke optaget, hvilket hun i dag erklærer sig lettet over: »Unge mennesker er sårbare over for stress, kritik, frygten for at blive udeladt af fællesskaber, frygten for afvisning, for ikke at blive anerkendt, og alt, alt for mange unge mennesker skubbes ud over kanten af de forventninger, som de tror, de skal leve op til. Men det skal man ikke, for det kan man ikke.«

Nogle er muligvis født til noget stort, men sandheden er, at man sjældent bliver det, uden man knokler for det. Det sublime kommer ikke uden fokus, hård træning, afsavn og bitre tårer.

Det gælder i de fleste faglige sammenhænge, og det gælder udpræget inden for kunst, hvis sproglige betydning ikke underligt er afledt af ordet »kunnen«. Også det tvistede Storm P med humoristens klarhed: »Kunst er det, man ikke kan. Hvis man kunne, var det jo ingen kunst.«