Kulturbesparelserne bliver droppet: »Vi går fra at være i undtagelsestilstand til lige pludselig at kunne tænke«

Regeringen og dens støttepartier annullerer omprioriteringsbidraget på kulturområdet i den nye finanslov. Museumsdirektør på Nationalmuseet, Rane Willerslev, og direktør på Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber, er begejstrede.

top
»For halvandet år siden måtte vi nedlægge 50 fuldtidsstillinger og afskedige 30 mennesker, så det har godt kunnet mærkes på en økonomi. Og det helt afgørende er jo, at hvis man ikke havde stoppet de her nedskæringer, så måtte vi have kommet ud i endnu en stor fyringsrunde, og det kommer vi ikke til nu,« siger Direktør for Nationalmuseet, Rane Willerslev. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Mandag aften fik Danmark efter flere måneders forhandling en finanslov.

Der var blandt regeringen og dens støttepartier enighed om, at besparelserne på kulturområdet skal standes. Derfor sætter man i den nye finanslov fuldt stop for omprioriteringsbidraget på kulturområdet.

Det betyder, at besparelserne for blandt andet museer, teatre, orkestre og videregående kunstneriske uddannelser bliver annulleret. I aftaleteksten står der:

»Der afsættes 50,5 mio. kr. i 2020, 98,9 mio kr. i 2021, 148,4 mio kr. I 2022 og 194,4 mio. Kr. i 2023, herunder ved udmøntning af den afsatte reserve vedrørende omrpioriteringsbidraget.«

Museumsdirektør Michael Thouber

»Det gør i hvert fald, at vi ikke skal sidde og tænke i, at vi skal gøre noget mindre ambitiøst, end vi gerne ville«


Beslutningen vækker glæde hos Nationalmuseet, hvor man på trods af et stigende besøgstal i 2019 har kunnet mærke besparelserne, som blandt andet betød, at de i 2017 måtte nedlægge adskillige stillinger. Det siger museumsdirektør, Rane Willerslev.

»Det er jo super positivt for at sige det mildt. Det er jo noget, vi har kæmpet for længe med god grund, for selvom Nationalmuseets økonomi går godt på trods af besparelser, så er det klart, at det her betyder, at vi kan understøtte en række kerneområder, som ellers er blevet meget kraftigt skåret ned siden besparelserne.«

Hvad er der blevet skåret ned på?

»Det er jo over alt i virkeligheden. Alt fra håndværkere, der repererer bygninger, til samlingsarbejde og indsamling. Vi har haft alle mulige basale ting, som man ikke bare kan blive ved med at skyde i tid. For halvandet år siden måtte vi nedlægge 50 fuldtidsstillinger og måtte afskedige 30 mennesker, så det har godt kunnet mærkes på en økonomi. Og det helt afgørende er jo, at hvis man ikke havde stoppet de her nedskæringer, så måtte vi have kommet ud i endnu en stor fyringsrunde, og det kommer vi ikke til nu.«

Hvad kan I konkret gøre?

»Vi vil opbygge forhallen inde i prinsens palæ med henblik på at eksperimentere i, hvordan publikum bevæger sig. Så helt konkret håber jeg meget, at befolkningen vil komme til at mærke det - for eksempel i en ny forhal. Det er noget, vi vurderer at have penge til nu, som vi ikke havde før.«

»Ambitionerne er altid høje i kunst- og kulturlivet, og derfor er det naturligt, at vi også supplerer med anden finansiering end den offentlige ydelse, men når det er sagt, så må jeg sige, at de massive besparelser, vi har oplevet de seneste år, har risikeret at gå ud over grundvilkårene,« siger Kunsthal Charlottenborgs direktør, Michael Thouber. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Højere ambitioner

Hos Kunsthal Charlottenborg er man også begejstret over, at omprioteringsbidraget bliver rullet tilbage. Ifølge museumsdirektør, Michael Thouber, betyder det, at kunsthallen kan tænke større og satse på ambitiøse projekter.

»Jeg glæder mig over, at regeringen nu skaber den nødvendige ro over vores kulturinstitioner, og så håber jeg, at vi kan begynde at tale om alt det fantastiske indhold, der skabes lige nu. Befolkningen har for længst set værdien af et rigt kulturliv, og så er det selvfølgelig glædeligt at vores politikere nu også ser potentialet.«

Hvad betyder det for jeres kunsthal?

»Vi kan nu planlægge længere. Vi får en længere horisont på tingene, og det gør også, at man går fra at være i undtagelsestilstand til lige pludselig at kunne tænke og agere progressivt og begynde at planlægge noget i stedet for at sidde og tænke: “Hvordan overlever vi det her”. Så vi kan flytte fokus fra evighedssnak om, hvor vi skal spare, til hvor skal vi satse på det indhold og investere.«

Hvad får I råd til nu?

»Vi vil gerne komme ud over adressen. Vi har haft nogle gode år publikumsmæssigt på kunsthallen, men vi er også en statslig kunsthal, og derfor synes vi, at den fantastiske samtidskunst skal komme så mange danskere til gode som muligt. Derfor vil vi over de kommende år lave en række aktiviteter rundt omkring i landet. Det er den store ambition. Så dem, der ikke får lagt vejen forbi, også får glæde af samtidskunsten.«

Er det noget, I får råd til, som følge af at besparelserne er blevet fjernet?

»Det gør i hvert fald, at vi ikke skal sidde og tænke i, at vi skal gøre noget mindre ambitiøst, end vi gerne ville. At vi kan planlægge, og at vi ved, hvad vi har. Ambitionerne er altid høje i kunst- og kulturlivet, og derfor er det naturligt, at vi også supplerer med anden finansiering end den offentlige ydelse, men når det er sagt, så må jeg sige, at de massive besparelser, vi har oplevet de seneste år, har risikeret at gå ud over grundvilkårene. Men det har vi sagt masser af gange, i dag vil jeg hellere glædes over de nye muligheder - at vi kan tænke større tanke.«

Ro på kulturinstitutionerne

Ifølge Socialdemokratiets kulturordfører Jan Johansen betyder omprioriteringsbidragets annullering, at der kommer ro på landets kulturinstitutioner.

»Jeg er jo selvfølgelig glad for, at besparelser nu fjernes. Kulturinstitutionerne har jo ikke kunnet forstå, at de sidste besparelser ikke kom i hus, men nu mener jeg, at der er ro på bagsmækken. Nu har de to pct. mere og skal ikke spare, så jeg tror, at der falder ro på derude.«

Hvad har det af konkret betydning?

»Det får den betydning, at de besparelser, som de måske allerede havde lagt ind, dem kan de rulle tilbage nu. Og hvis de ikke kunne finde de penge, så er der ro om budgetterne nu.«

Hvad får det af betydning for gæster på institutionerne?

»Der er ingen tvivl om, at institutionerne kan gøre det bedre for publikum, gøre det mere lækkert og lave nogle bedre forestillinger for eksempel.«