Kaos med lange køer og koncertgæster, der ventede udenfor i mindst to timer på at blive lukket ind. Lørdag aften gav The Minds of 99 koncert med 50.000 gæster i en udsolgt Parken efter mange måneders coronanedlukning.
Mens selve koncerten har blæst både gæster og anmeldere bagover af begejstring, er der kritik af arrangøren Live Nation Danmark. På de sociale medier var der utilfredshed med de lange køer, som flere havde oplevet.
»Vi stod i kø i halvanden time for at komme ind,« skriver en gæst, mens en anden beskylder arrangøren for, »at det ikke er første gang, de ikke kan overskue en stor fest med mange deltagere«.
Kenneth Andersen var en af dem, der måtte stå i kø i to timer, inden det lykkedes ham at blive lukket ind i Parken.

»Det kunne de have klaret bedre,« mener han og uddyber over for Berlingske, »at de burde have være bedre forberedt, når så mange mennesker skal ind ad dørene.«
Ingen vagter forsøgte at styre det
Ifølge Kenneth Andersen stod folk stod på kryds og tværs af hinanden. »Der var ingen vagter, som forsøgte at styre det.«
Han foreslår, at man for at undgå så meget kø kunne have etableret en form for »en gang« på samme måde som det sted, hvor gæsterne umiddelbart inden koncerten havde mulighed for at blive vaccineret eller testet for coronavirus.
Samtlige koncertgæster havde modtaget et forvarsel om kø fra arrangøren fem dage før koncerten, så det kom vel ikke som en overraskelse?
»Nej, det gjorde det ikke, og jeg var godt klar over det. Men jeg kom til Parken klokken 18.30 og var først inde på plænen 20.35. Det synes jeg nok er rigelig lang tid. Men der var en god stemning i køen og ingen ballade, ligesom koncerten var suveræn.«
Ifølge Kenneth Andersen burde der have været flere vagter og flere afspærrede stier.
»Man kommer langt med afmærkninger i form af bånd og røde stolper, som holder styr på en kø med så mange mennesker, som det var tilfældet.«

Live Nation Entertainment ser anderledes på det. I en mail til Berlingske skriver Heidi Degn, PR & Promotion Manager:
»Alle publikummer var kommet ind i Parken ved The Minds of 99s koncertstart, og det gik overordnet set rigtig fint med at få de mange mennesker ind på stadion. Vi opfordrede folk til at komme i god tid, både i den praktiske info, de fik tilsendt inden koncerten samt i Facebook-eventet, men det er svært helt at undgå noget kø med 50.000 mennesker, der skal ind. Vi håber dog, at alle havde en god koncert.«
Ifølge Københavns Politi forløb aftenen uden problemer. Næsten. Men efter koncerten fik en vagt en knytnæve i ansigtet af en gæst, der ikke mente, han kunne komme hurtigt nok ud.