Kresten Schultz Jørgensen: Storcentre er forbrug. Byer har vi brug for

I Kolding har man med vidtåbne øjne tømt en by og flyttet livet ind i et storcenter, skriver Kresten Schultz Jørgensen, der under et sommerbesøg i den jyske by oplevede en gammel bymidte støvsuget for mennesker, pap for vinduerne og brandudsalg i de få overlevende butikker. En uundgåelig udvikling, mener mange. Men Vejle har vist, at det ikke passer.

Kolding Storcenter er et eksempel på en tendens, der peger i retning af, at bylivet rykker ind i storcentrene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

En sommer i Danmarks byer giver mange indtryk. Nogle gange forelsker man sig i en købstad med oplevelser og mennesker. Andre gange ender man i et sort hul af forfald, fordi både forretningerne og livet er flyttet ud til et storcenter langs motorvejen.

Lad mig give et eksempel: Kolding, der er Danmarks 7. største by, og som i århundreder har været en handelsby på ruten til hertugdømmerne sydpå, med eget kongeslot og stadig fuldt af både kulturtilbud og uddannelser.

Men som by betragtet et sort hul. Den gamle bymidte er støvsuget for mennesker, der er pap for vinduerne og brandudsalg i de få overlevende butikker.

Kresten Schultz Jørgensen

»Hvis man vil finde Koldings borgere, sidder de i tusindvis ude i Kolding storcenter, der er Jyllands største. (...) Der sidder de tavse på plasticstolene med pommes fritter og muzak.«


Hvis man vil finde Koldings borgere, sidder de i tusindvis ude i Kolding storcenter, der er Jyllands største med 120 butikker og 62.000 m2 under sine neonlamper. Der sidder de tavse på plasticstolene med pommes fritter og muzak. De sidder der, fordi mennesker nu engang søger andre mennesker, og fordi man i Kolding har besluttet, at socialt samvær er lig med indkøb i et storcenter.

Jeg skal indrømme, at jeg er forudindtaget. Min farfar var byrådspolitiker i Kolding, og jeg har trasket gaderne tynde i den gamle fjordby. Hvorfor i alverden nutidens beslutningstagere har tømt byen for indhold og sendt borgerne ud til indfaldsvejene ved Bramdrupdam, er en gåde.

Sagen handler naturligvis om penge på kort sigt. Kolding er regionens førende handelskommune, når man tæller centerets omsætning med. Men prisen betales et andet sted, nemlig inde i byen, hvor ingen længere gider være.

På overfladen ser byrådet ud til at have lugtet lunten. Man lancerede sidste år en taskforce med trendforskere, der skal undersøge årsagerne til den døde bykerne. Men det er bare staffage. For ude i Bramdrupdam er et nyt megabyggeri allerede i gang. Der skal – man tror, det er løgn – i 2021 ligge endnu et storcenter.

Nu kan man indvende, at alle byer skal følge med tiden, og at nethandlen, ikke storcentrene, er årsagen til de tomme bykerner. Men det passer ikke.

I nabobyen Vejle har man skabt en midtby fuld af liv og oplevelser. Jeg talte med en tysk direktør i Siemens Gamesa, der forrige år valgte netop Vejle som hovedsæde. Her kan man jo bo, sagde direktøren. Man kan invitere folk ud i byen, man kan mærke livet.

Måske har byrådet i Vejle lært lidt af verdensarkitekten Jan Gehl. Livet skabes mellem bygningerne, sagde han. Det betyder, at levekvalitet kræver bykerner med liv.

Hvorfor? Fordi mennesker som en naturlig drift søger samværet med andre. Vi tiltrækkes af de rum, hvor andre mennesker er. Så man kan sidde på en plasticstol i et center, hvis byrådet og pengemændene har besluttet, at det er den eneste mulighed. Men man kan også sidde på en bænk, hvor der er trafik, smukke træer og børn, der leger.

I Kolding har man med vidtåbne øjne tømt en by og flyttet livet ind i et storcenter. Det samme har man gjort i dusinvis af andre byer, herunder i København, hvor Ørestaden med hensyn til byliv ligner begyndelsen på en moderne skandale. Vi ses i Fields.

Storcentre er forbrug. Byer har vi brug for.