Kresten Schultz Jørgensen: »Mine tre børn har tabt lysten til konkurrencesport. Det er præstationskulturens skyld«

Præstationskulturen er kontraproduktiv, fordi den på lang sigt ødelægger også de egentlige talenter, skriver Berlingskes klummeskribent Kresten Schultz Jørgensen.

Arkivfoto. Præstationskulturen har taget lysten til at dyrke sport fra børnene, mener Kresten Schultz Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg har dyrket et hav af sportsgrene, siden jeg var dreng. Spillet fodbold i fire klubber, divisionsbordtennis og en hel del tennis.

Men mine tre børn har tabt lysten til konkurrencesport. Først til tennis, hvor de to ældste i årevis indgik i den underlige atmosfære, der herskede i den lokale tennisklub. Børnene var helt uden fællesskab. De indgik fra otteårsalderen i hierarkier, hvor de glædesløst trænede mekaniske slagudvekslinger, sammenbidte og uden et ord.

Den underlige atmosfære omfattede også forældrene, der sad på sidelinjen under de særlige specialtræninger, hvor dyre trænere hersede med børnene. Vi fedtede for klublederne og solede os, når barnet var blandt de indbudte til udlandsture og sponseret træningsudstyr. Vi råbte ad dommerne og trøstede de grædende børn, når spillet ikke artede sig.

Indtil mine børn en dag nægtede at fortsætte. Siden har de ikke rørt en ketsjer.

Derefter fodbold, hvor min ældste søn ellers har et talent, der langt overgår det, jeg selv havde. Han kan tage tusinde jongleringer, hvis han ellers havde lyst. Det har han ikke længere.

Også der introducerede klubben en hierarkisk verden, hvor små børn på tværs af venskaber blev fordelt på elitehold og sandkassehold, hvor pokalerne og belønningerne altid tilfaldt de bedste, der i øvrigt blev målt og vejet ugentligt fra otteårsalderen.

En helt forskruet præstationskultur, der forekommer mig at være normen i rigtigt mange sportsklubber. Vi producerer talenter, siger de i klubberne, helt uden forståelse for, at leg er forudsætningen for talent.

Hvis man gør børn til burhøns, ødelægger man både glæden hos de mange og robustheden hos de få, der ellers kunne blive virkelig, virkelig dygtige.

Præstationskulturen er kontraproduktiv, fordi børnene hurtigt taber lysten. Dansk Boldspil-Union har på seks år mistet over 12.000 medlemmer i aldersgruppen 0-12 år. Den tidligere professionelle fodboldspiller og nuværende ledelsesrådgiver Jan Bartram har forklaret tendensen med, at præstationshysteriet erstatter den indre glæde med en belønningsorienteret ydrestyring.

Var Jan Bartram vokset op i dag, har han fortalt mig, var han næppe blevet professionel fodboldspiller.

»I sportsverdenen hersker præstationskulturen, som den også gør det i folkeskolen. Børn som burhøns, ingen leg.«


Præstationskulturen er for det andet kontraproduktiv, fordi den på lang sigt ødelægger også de egentlige talenter.

Forskere taler om de konvergente og de divergente kompetencer. Det konvergente er flid: Sand ekspertise efter 10.000 timers træning, hvilket svarer til groft sagt ti års hårdt arbejde. Sådan er det.

Det divergente er anderledes. At man har leget sig til en særlig kompetence, der slår igennem sent. Som hos Jan Bartram, der slet ikke var på elitehold i sin ungdom.

Alt det ved man inden for kunstens verden. At en dygtig pianist ofte har snuset til andre instrumenter for at finde den særlige vinkel på netop dette instrument.

Men i sportsverdenen hersker præstationskulturen, som den også gør det i folkeskolen. Børn som burhøns, ingen leg.

Min yngste søn er 10 år gammel. Jeg er selv blevet en bedre far, tror jeg. Men hans fodboldinteresse har klubben ødelagt. Nu er der tennis tilbage, og jeg holder vejret, når han cykler afsted min sin ketsjer.