Hold da helt op for en skyttegravskrig. I den danske krænkelsesdebat har parterne efterhånden gravet sig helt ned i terrænet.

På den ene side dem, der føler sig krænket over gamle børnesange, Halfdan Rasmussen-digte og senest Shu-bi-duas melding om, at de varme lande er noget lort. På den anden side dem, der mener, at de krænkede bare skal tage lidt let på tingene.

Alle er krænkede. Dem, der er krænkede i første runde. Og derefter dem, der er krænkede over, at nogen overhovedet er krænkede.

Vi lever kort sagt i et samfund, der er ved at lære sin egen mangfoldighed at kende, og hvor tingene jo kan blive meget, meget værre, hvis ikke begge parter lidt nysgerrigt prøver at forstå modstanderen.

Et eksempel: Et sted føler nogen sig krænkede, fordi man på et universitet synger »Den danske sang er en ung blond pige«. Jeg holder selv af Kai Hoffmanns gamle linjer, men kan måske godt reflektere et minut over, hvad de egentlig siger til en ung kvinde med mørk hudfarve, før jeg åbenlyst griner ad hende? Og måske vil hun så sætte sig ind i, at den oprindeligt er skrevet for at samle det danske folk efter genforeningen i 1920?

Det fælles samfund bryder i længden sammen, hvis alle bliver fornærmede over hvad som helst. Men man kan heller ikke insistere på sin ret til at fornærme. Situationen er kort sagt håbløs.
Kresten Schultz Jørgensen

Vi har kort sagt brug for lidt empati på begge sider. Det fælles samfund bryder i længden sammen, hvis alle bliver fornærmede over hvad som helst. Men man kan heller ikke insistere på sin ret til at fornærme. Situationen er kort sagt håbløs.

Og lige så klassisk som de gamle grækeres principper for fornuftig, demokratisk samtale. Lyt lidt mere til modparten, find et kompromis, kom videre i teksten.

Situationen er fremragende beskrevet i den norske forfatter Lars Saabye Christensens novelle »Grisen«. Hovedpersonerne er to patienter på et norsk sygehus – en muslim og en ikke-muslim – og stridens kerne er en lille, sød grisetegning, der hænger på væggen i sygestuen og giver problemer. Den ikke-muslimske patient holder nemlig meget af tegningen, men for muslimer er grisen et urent dyr, og så har vi balladen.

Lars Saabyes novelle minder, som al stor kunst, om tvivlen. Fundamentalismen og de hurtige holdninger er nemme at grine ad. Grisen skal ned. Grisen skal op.

Men hvad nu, hvis situationen faktisk er langt mere kompliceret, fordi begge parter har reelle og legitime følelser på spil? Her kan den danske krænkelsesdebat lære en hel del af de to gamle mænd på det norske sygehus, der faktisk ender med at tale sig frem til en løsning.

Derfor tre trin til en våbenhvile i krænkelseskrigen, før det hele bliver direkte dumt.

For det første: Drop al den snak om krænkelser. Sange og film kan sagtens være gode nok, selv om nogen umiddelbart føler sig krænket. Omvendt er det også OK at hejse et flag, hvis man faktisk føler sig respektløst behandlet.

For det andet: Prøv at forstå modparten ud fra den præmis, at både mennesker og tider er forskellige. Hvad bunder følelserne egentlig i?

Og for det tredje: Find en løsning og kom ud over terrænet med et smil på læben. Det skylder vi det åbne samfund.