Måske kender De vitsen fra fødegangen, hvor en kreds af fagfolk slår kreds om den nyfødte. En soldat er født, siger generalen. En synder er født, siger præsten. En patient er født, siger lægen.
Sådan foreholder det sig også med kulturen, hvis man spørger på Christiansborg. Ingen går rigtigt op i kulturens eget liv. Alle vil gerne bruge den til eget formål.
For venstrefløjen er kulturpolitikken mest af alt fordelingspolitik. Kulturen er slet ikke nævnt i regeringens forståelsespapir, og på Socialdemokratiets hjemmeside hedder det, at »Kultur er velfærd«.
Venstre går op i kulturen som regionalpolitik. Kulturen er en løftestang, forstår vi, for den regionale udvikling uden for hovedstaden. Og så er der identitetspolitikken. For Dansk Folkeparti er kulturpolitikken et spørgsmål om danskhed med særlige krav til Danmarks Radio, Det Kongelige Teater og museerne.
Ingen af delene er forkerte, tværtimod. Den lige adgang til kulturens verden, den regionale udvikling og styrkelsen af det danske sprog og nationens rygrad er alle gode og vigtige mål.
Problemet er, at kulturens – og ikke mindst kunstens - eget væsen er stort set glemt. På Christiansborg prioriterer ingen længere kunsten for dens egen skyld. Den tjener i bedste fald andre formål. Den er et instrument for det ideologiske og det økonomiske.
Vi har i dag en sårbar situation, hvor den vitale kultur er fuldstændigt afhængig af kommuner og private fonde.
Jeg gentager lige pointen: Der er ikke noget galt med kultur som velfærd og regional udvikling. Men kunstens væsen er anderledes: Kunst finder sted i mødet mellem en kunstner og det menneske, der oplever kunsten. Kunst er eksistens, ikke realpolitik. Af netop den grund kan den give os overraskende erkendelser, hvis vi vel at mærke giver den plads.
Nu er det ikke mit ærinde at kritisere politikere i regeringen og folketinget. Kulturminister Joy Mogensen har for eksempel gjort overordentligt meget godt for kulturen som borgmester i Roskilde. Hun vil blive en god kulturminister, tror jeg, ligesom rækken af dygtige mennesker før hende.
Kulturen er ikke på agendaen
Men der er tale om en tendens, hvor kulturen ikke rigtigt er på folketingets agenda, og hvor staten hele tiden neddrosler sit engagement med kontinuerlige besparelser, der truer teatre, ensembler og museer på livet, og som overlader det bærende ansvar for Danmarks kunst og kultur til kommunerne og de private fonde.
Igen: Der er intet galt er med hverken fremsynede kommuner eller generøse fonde. Med et eksempel: I Aalborg har man indsamlet 100 millioner kr. til realisering af verdens største kunstværk i glas. En sådan bedrift kræver både mod i byrådet og velvilje fra en lang række af fonde.
Men ambitionsniveauet skal også findes nationalt. Vi har i dag en sårbar situation, hvor den vitale kultur er fuldstændigt afhængig af kommuner og private fonde. De rige kommuner betaler, de mindre rige er forlængst begyndt at trække sig. Og tilbage står en amerikansk model, hvor kunsten i praksis er afhængig af private mæcener.
Så det er synd for kunsten. Hun har hverken far eller mor. Kun en plejefamilie, der ser hende som gratis arbejdskraft.
