Konservativ værdikriger: Genfødte feminister tror, Gud har talt til dem

Interview: Den 29-årige borgerlige kulturkriger og forfatter Rasmus Ulstrup gør i sin nye bog »Tidens Tegn« op med modernismens mantraer. Bogen giver ånden fra 68, feminismen og særligt hyperindividualismen gedigne prygl, i et forsøg på at anvise en anden vej.

»Den etiske dimension af 68-oprøret, kan man godt kalde et »syndefald«. Det var et problematisk skifte i vores etiske forståelsesramme, der fandt sted, og ånden lever stadig i dag i en tiltagende radikaliseret form,« siger politisk rådgiver for Nye Borgerlige Rasmus Ulstrup Larsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

»Mennesket er et individ. Mennesket skal frigøres for at kunne blive individualiseret. Mennesket skal i sin indvidualisering realisere sig selv uafhængigt af andre. Disse tre sætninger er grundlaget for vor tids sejrende moralske fortælling om mennesket og staten, men i forlængelse af dette »modernismens mantra« har vi skadet hinanden og vores samfund,« mener den politiske rådgiver og selverklærede kulturkonservative Rasmus Ulstrup Larsen.

Han udgav for nyligt debatbogen »Tidens Tegn – Hvordan frigørelse, individualisme og selvrealisering gør os til dårligere mennesker«.

»Tidens Tegn« giver mange af nutidens mantraer som selvrealisering og individualisme med krabasken. Ulstrup ser med et kritisk blik på konsekvenserne af 68-oprøret, marxismen, feminismen, Vestens helliggørelse af det fri individ og disse strømningers konsekvenser for det moderne samfund og os selv. Ulstrups konklusion er, at prisen for »udviklingen« har været høj, alt for høj.

Rasmus Ulstrup Larsen

»Man kan sige, at 68 lægger kimen til den moderne feminisme, hvilket jeg anser som en totalitær bevægelse. Den kunne vi sagtens have været foruden.«


Dit første kapitel hedder »Ånden fra 68«. Når jeg læser din bog, så virker det, som om du ser 68-oprøret som en slags syndefald. Er der slet ikke noget positivt at sige om paradigmeskiftet i 1968?

»Jo, at der kom nogle andre værdier på bordet end småborgerlighed og palisanderreoler. Men selve den etiske dimension af oprøret, kan man godt kalde et »syndefald«. Det var et problematisk skifte i vores etiske forståelsesramme, der fandt sted, og ånden lever stadig i dag i en tiltagende radikaliseret form.

Hele frigørelseprojektet, at vi skal nedbryde traditioner, hierarkier og gammeldags småborgerlige normer, for at individet kan »blive sat fri til at være sig selv« og »definere sig selv«, kommer af den 68-ånd. Det har haft alvorlige konsekvenser for samfundet, hvilket jeg forsøger at udrede i min bog.«

Men er der ikke langt flere, som i dag kan få en uddannelse og meget nemmere kan gøre op med kvælende, fastlåste sociale roller, netop på grund af af 68-oprøret? Er det ikke positivt?

»Nej, det er det overhovedet ikke. Det er vigtigt at skelne mellem de rent materielle og uddannelsesmæssige fremskridt – som er positive – og så den underliggende etik.

For eksempel kan vi se på måden, man begynder at anskue familie og børn på efter 68. Op til slutningen af 60erne anså man for eksempel familien og familiepolitik som noget, der skulle målrettes barnets tarv. Man havde en idé om, at det var godt for børn ikke at komme i institution for tidligt, og at de havde godt af at være sammen med en forælder. Med 68 sker der et skifte. Man begyndte i stedet at fokusere andre ting. »Hvad med ligestilling,« spurgte man.

Forfatter og politisk rådgiver Rasmus Ulstrup. Den 29-årige konservative kulturkriger, Rasmus Ulstrup, gør i sin nye bog "Tidens Tegn" op med modernismens mantraer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

I forlængelse af samtidens økonomiske opsving opstår der også et enormt behov for en institutionalisering af børnene. Det giver så kvinderne mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet, så de kan tjene en masse penge til den store velfærdsstat.

Jeg vil gerne problematisere den etik, som ligger i, at børn begynder at blive set som en negativ begrænsing af mennesket og derfor »udliciteres«, så man får frihed til at realisere sig selv på arbejdsmarkedet, eller får frihed til ligestilling. Der er altid et offer i den ligestillingkamp, og det er børnene. Deres tarv og behov tilsidesættes, fordi vi får en ny dagsorden, som hedder »kvindekamp«. Man kan sige, at 68 lægger kimen til den moderne feminisme, hvilket jeg anser som en totalitær bevægelse. Den kunne vi sagtens have været foruden.

Feminisme er marxisme

I din bog kalder du feminismen et »missionerende oplysningsprojekt«. Hvad mener du med det?

»Både historisk, men i særdeleshed i dag er feminismen et andet udtryk for marxisme. Marxismen opererer med »den falske bevidsthed«, som alle kan være underlagt, for eksempel grundet vores klasse eller køn. Det gør, at vi ikke kan se de usynlige magtstrukturer, som omgiver samfundet, og som begrænser vores frie selvbestemmelse og udfoldelse.

Målet for feminismen er »at gøre os opmærksomme på det, vi ikke kan se«. Når du bliver bevidst om disse forhold, så vil de usynlige magtstrukturer blive synlige for dig, og først dermed kan du gøre dig fri af dem og blive et reelt individ med total selvbestemmelse.

Mange feminister taler om, at de har fået en åbenbaring efter for eksempel at have læst feministisk litteratur. Pludselig er det, som om Gud har talt til dem: Nu ser de pludselig det, der før var usynligt for dem.«

Rasmus Ulstrup Larsen

»Med yoga får du serveret en etisk funderet legitimering af at være komplet selvoptaget.«


Anerkender du ikke, at feminismen er opstået som en modreaktion på en historisk undertrykkelse af kvinden?

»Jeg anerkender fuldt ud kampen for ligestilling. Jeg anerkender ikke den ideologiske kamp mod de »usynlige strukturer«. Det er blot marxisme i nye klæder.«

Du taler om, at staten giver folk en ekstra hånd, nærmest en tilskyndelse til for eksempel at blive skilt. De sociale ydelser stiger, når man går fra at være gift, til at man bliver enlig mor. Tror du, det skyldes en bevidst dagsorden om at nedbryde vores oprindelige normer og institutioner?

»Det ligger i hvert fald i den marxisme, som opstår ud af 68, at den rummer en grundlæggende fjendtlighed over for familien, fordi kernefamilien anses for at stå i vejen for realiseringen af den marxistiske vision.

Det er min tese, at normalt så forstår vi velfærdsstaten som en fælleskabsorienteret statsform, der prøver at få os alle til at være en del af et fællesskab. Mit argument er så, at velfærdsstaten i sin essens er et frigørelsesprojekt af den enkelte, fordi velfærdsstaten har en indbygget logik, hvor det enkelte menneske ikke skal være bundet af noget. Derfor træder staten til for at sørge for, at det enkelte menneske ikke skal være begrænset af for eksempel sine relationer.

Altså understøtter staten ikke blot dem, der allerede er tabt på herrens mark, den går også ind og skaber incitamenter til, at du kan frigøre dig fra de relationer, du nu engang er en del af. Derved skubber velfærdsstaten et frigørelsesprojekt ind i den pågående udvikling.«

»Ja, venstrefløjen har ret. Der er nogle strukturer. Der findes helt sikkert normer, der er forskellige for mænd og for kvinder. Det, mener jeg så, ikke nødvendigvis er skidt,« siger Rasmus Ulstrup Larsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Beundringsværdige muslimer og selvoptaget yoga

Du beklager, at vi nu er ved at helt frigøre os fra de samfundskonstituerende og forpligtende relationer, men der er vel ekstremt mange ubehagelige etiske og sociale faldgruber ved at være dybt afhængig af sine relationer. For eksempel har man i nogle muslimske miljøer meget konservative værdisæt. I disse miljøer er man i den grad i et afhængighedsforhold til sin familie. Synes du, det er en mere attråværdig samfundsmodel end den, du og jeg lever i?

»Der er da noget beundringsværdigt ved, at man i muslimske miljøer tager sig af sine forældre i stedet for at placere dem på et plejehjem. Men det muslimske samfund og familieliv er ikke baseret på den etik, som jeg taler for. Men man kan sige, at selve resultatet af den grundlæggende muslimske kultur, konstituerer et familieliv, hvor man er der meget mere for hinanden. Problemet er så, at der er tale om et klanbaseret kontrolsamfund frem for et samfund, der hviler på etiske forpligtelser, som så konstituerer værdierne.«

Rasmus Ulstrup Larsen

»Det kan sagtens være mægtigt sjovt, men du finder ikke dig selv på stranden i Thailand med en drink i hånden.«


Du har også set dig sur på yoga! Du ser det som et eksempel på den generelle selvcentrering og indvidualisering. Hvorfor?

»Det interessante ved yoga er, at den ofte sælges med det »vestligficerede« budskab om, at du skal »elske dig selv«. Det er interessant, fordi det er hypermoderne at tale om selvkærlighed.«

Men kan »selvkærlighed« ikke være et udtryk for andet en egoisme? Kan der ikke være god moral i at opøve en vis selvkærlighed?

»Med yoga får du serveret en etisk funderet legitimering af at være komplet selvoptaget,« mener Rasmus Ulstrup Larsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Oli Scarff/Arkiv.

»Det, jeg anholder ved det, er, at vi i vores samtid har fået en idé om, at forudsætningen for at elske vores næste er at elske os selv. Man har taget det kristne budskab og vendt det på hovedet.

Kristus siger: »Elsk din næste som dig selv.« I yoga-filosofien, siger man så: »Elsk dig selv som din næste.« Mennesket er et selvoptaget, egoistisk væsen. Heldigvis har vi en etik, der siger: »Prøv at vende snuden væk fra dig selv og ud mod andre.« I dag vender vi den så om. Nu siger vi: »Vend lige snuden lidt mere ind mod dig selv, end du gør i forvejen.« Det forhold kommer tydeligt til udtryk i netop yoga. Med yoga får du serveret en etisk funderet legitimering af at være komplet selvoptaget.«

Sørine har ret

Du fremhæver et citat fra sognepræst Sørine Gotfredsen, hvor hun udtaler, at det at få børn kan ses som et selvrealiseringprojekt blot i en større sammenhæng end eksmpelvis at rejse rundt i Vietnam med rygsæk. Men sådan ser vi det generelt ikke som samfund. Hvorfor ikke?

»Hvert år ser man en række kendte give gode råd til de nybagte studenter. Det, der altid går igen, er: »Rejs ud i verden. Tag ud og find jer selv. Tag ud og find den, I allerinderst er.« Gotfredsen siger i stedet meget rigtigt, at måske kan man også realisere sig selv i de relationer, man er i herhjemme. Måske er det, at realisere sin egen individualitet eller det at finde sig selv, sådan set ikke betinget af at rejse væk fra det, der konstituerer os. Tværtimod er det at besinde sig på dét, der konstituerer os, det rigtige at gøre, hvis målet er at forstå, hvem vi egentlig er.

»Hvert år ser man en række kendte give gode råd til de nybagte studenter. Det, der altid går igen, er: »Rejs ud i verden. Tag ud og find jer selv. Tag ud og find den, I allerinderst er.« Sognepræst Sørine Gotfredsen siger i stedet meget rigtigt, at måske kan man også realisere sig selv i de relationer, man er i herhjemme.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Det er jo også derfor, der er så mange unge mennesker, der bliver skuffede og ender i eksistentiel krise, når de kommer hjem. Det kan sagtens være mægtigt sjovt, men du finder ikke dig selv på stranden i Thailand med en drink i hånden.«

Du spørger i bogen med baggrund i det traditionelle kønsrollemønster: »Hvorfor var det ikke kvinden, der havde trukket det længste strå ved at kunne være sammen med sine børn, og manden, der var trælbundet til at tjene penge? Hvorfor blev kvinden fri ved at skulle gøre karriere og realisere sig selv på arbejdsmarkedet, og derfor ikke have tid til sine børn, når de var små?«

Men hvis man spurgte 100 kvinder, ville du så ikke tro, at langt størstedelen af de kvinder ville svare, at de ikke ville gå hjemme, men ville foretrække at have de samme karrieremuligheder som mændene?

»Jeg tror faktisk, der er en stor bevægelse mod og et ønske i dag om, at man kan være mere sammen med sine børn, når de er små, i stedet for at de bliver anbragt i vuggestuer, når de knap er et år.«

Det tror jeg også, men jeg tror samtidig, at særligt kvinderne gerne vil have, at samfundet indretter sig mere efter deres behov, så de både kan være mødre og gøre karriere. Er det ikke mere det, som er tilfældet?

»Jo, men det har jo heller aldrig været sådan, at kvinderne bare skulle gå rundt derhjemme, når børnene var blevet store. Det handler om at tage sig af sine små børn, og at kvinden er den primære omsorgsgiver, når de er små. I stedet er det blevet institutionerne og de professionelle pædagoger.«

Rasmus Ulstrup Larsen

»Venstrefløjen har ret. Der er nogle strukturer. Der findes helt sikkert normer, der er forskellige for mænd og for kvinder.«


Men hvad så med de kvinder, der gerne vil gøre karriere frem for at være »den primære omsorgiver« for deres små børn – er de dårlige mødre? Kan man ikke være en god mor, der går op i sin karriere og har sine børn i institution?

»Det kan man sagtens!«

Hvad er så problemet?

Problemet er, at vi antager, at det at være på arbejde er det samme som at være »fri«. Og det at være sammen med sin familie er at være »trælbundet«.

Altså ideen om, at stå på en fabrik ti timer om dagen skulle være »frihed«, og det at tage sig af sine små børn, det er at være »trælbundet« – den logik vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved. Særligt fordi vi i dag forstår arbejdslivet som det helt centrale i vores tilværelse.«

Forskellige køn

I forbindelse med ligestillingsdiskussion mellem mænd og kvinder, så undersøger du begrebet »strukturer«, som venstrefløjen ynder at anvende som en forklaringsmodel for for eksempel den manglende ligestilling. Her kommer du faktisk venstrefløjen lidt i møde?

»Hver gang denne diskussion popper op, vil de liberale pointere, at enhver kvinde er fri til at gøre og vælge, som hun vil. Venstrefløjen siger så, nej, for der er nogle strukturer, forstået som særlige normer eller forventninger til kvinder, som der ikke er til mænd. Strukturerne gør, at kvinder uden at vide det – de har nemlig fået en falsk idé om, hvad der er værdifuldt i tilværelsen – føler sig presset til at være sammen med deres børn i stedet for at komme med i bestyrelser.

Til det siger liberalisterne: »Vås, kvinderne kan gøre, hvad de vil.« Venstrefløjen svarer igen nej, for vi skal være bevidste om de her strukturer, så de kan nedbrydes. Så kan kvinderne arbejde fuld tid og komme i bestyrelsen, i stedet for at være sammen med deres børn.«

Men du anerkender, at venstrefløjen faktisk har en pointe i den her diskussion?

»Ja, venstrefløjen har ret. Der er nogle strukturer. Der findes helt sikkert normer, der er forskellige for mænd og for kvinder. Det, mener jeg så, ikke nødvendigvis er skidt. Det er ret smart, at vi vokser op med nogle grundlæggende normer og forventninger til os baseret på vores køn, fordi det grundlæggende gør os i stand til at varetage nogle roller i det her samfund.

Forfatter og politisk rådgiver Rasmus Ulstrup. Den 29-årige konservative kulturkriger gør i sin nye bog, »Tidens Tegn«, op med nogle af modernismens mantraer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Normer og strukturer er jo utroligt behændige. De sørger for, at vi ikke behøver at tage stilling til en hel masse ting. Jo færre strukturer, desto mere kompliceret er verden.

Jeg tror, at den kontinuerlige nedbrydning af samfundets strukturer, har gjort samfundet tiltagende uoverskueligt og kompliceret, hvilket er med til at gøre os mere angste og stressede. Vi kan ikke forholde os til alt i tilværelsen, og det er en falsk autenticitetsdyrkelse, at ethvert menneske har kapaciteten til at definere og identificere alt, hvad det dybest set ønsker i alle livets sammenhænge. I stedet ender vi blot med at blive angste for selve livet.«