»Kongen af toksisk maskulinitet« er blevet bandlyst fra TikTok, Instagram og Facebook

Andrew Tate er de seneste par dage blevet afskåret fra sine millioner af følgere på grund af kvindehadende videoer. Selv siger han, det bare var for sjov.

Hans fans kaldte ham »kongen af toksisk maskulinitet«.

Andrew Tate, der er tidligere kickbokser og nuværende influencer, blev i weekenden bandlyst fra Facebook og Instagram.  Det skriver flere medier, herunder BBC og DR. Han havde indtil da millioner af følgere alene på Instagram.

Nu er TikTok også fulgt efter og har smidt  AndrewTate på porten, skrive The Washington Post.

Andrew Tates kolossale popularitet skyldes formentlig også, at der for nogle var økonomiske motiver til at sprede videoer med ham.

Berlingskes EU-korrespondent, Solveig Gram Jensen, skrev for nylig om Andrew Tate, der i dyre biler og stramme T-shirts indtil for ganske nylig solgte sin »historie og sjæl« på flere sociale medier.

Men han har nu forbrudt sig så meget mod Metas, Facebooks og Instagrams moderselskabs, fællesskabsregler, at hans millioner af følgere ikke længere kan blive opdateret på hans gøren og laden.

»Når du er realist, er du sexist«

Årsagen skal findes i hans kvindehadende ytringer, skriver BBC.

I en YouTube-video, hvor han blev interviewet af en anden youtuber, sagde han ifølge BBC, at han »absolut er kvindehader« og tilføjede: »Jeg er realist, og når du er realist, er du sexist. Der er ingen måde, du kan være forankret i virkeligheden på uden at være sexistisk.«

Han har derudover udtalt, at ofre for seksuelle overgreb selv bærer en del af ansvaret.

Andrew Tate blev landskendt i Storbritannien i 2016, da han blev fjernet fra realityshowet »Big Brother«, efter at en video, hvor han angiveligt overfaldt en kvinde, blev offentliggjort.

Andrew Tate og kvinden selv har efterfølgende forklaret, at videoen var aftalt spil.

Andrew Tate har ramt en tidsånd, og hans popularitet skyldes måske, at der mangler at blive taget et opgør med fortællingen om, at ens maskulinitet skal defineres af, hvor rig man er, af antallet af sexpartnere og af mængden af alkohol man kan drikke. Det siger Christian Mogensen, der er specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik, til DR.

»Andrew Tate er jo også bare et symptom på et problem, vi har med en generation af rodløse unge mænd, som ikke ved, hvordan de skal gøre projekt maskulinitet. Det har han malket, og det er forfærdeligt, men vi har stadig problemet, selvom vi har slettet Andrew Tate,« siger Christian Mogensen til DR.

At Andrew Tate har ramt en tidsånd kan også læses ved, at videoer med hashtagget #AndrewTate er blevet set mere end 12,7 milliarder gange på TikTok, skriver BBC. Her lå blandt andet det Hustler's University, som Andrew Tate startede.

Frem med macheten, hvis en kvinde anklager dig for utroskab

Men det er nu også blevet lukket, skriver The Guardian. Her betalte medlemmerne penge for at være med, hvorefter de selv kunne tjene penge ved at hverve flere medlemmer. Medlemmerne blev således opfordret til at sprede kontroversielle videoer af Andrew Tate, fordi kontroversielle videoer skaber debat og interaktioner med opslagene, som derfor spredes yderligere af de sociale mediers algoritmer.

I en af videoerne sagde Andrew Tate, at kvinder er mænds ejendom, og at voldtægtsofre er skyld i de overgreb, der er blevet begået mod dem, og han taler om at slå og kvæle kvinder, om at smide deres ejendele ud og om at forhindre dem i at gå ud. I en video beskrev han, hvordan han ville håndtere det, hvis en kvinde anklagede ham for utroskab:

»Tage macheten frem, boome i hendes ansigt og gribe hende om nakken: »Hold kæft tæve«,« udtaler ifølge The Guardian i videoen.

Andrew Tate selv siger, at videoerne skulle opfattes som for sjov, og at udtalelserne stammer fra gamle videoer, hvor han »spiller en rolle«.

Men den forklaring holder ikke, siger Zainab Gulamali, der leder af Women's Aid i Storbritannien, til The Daily Mail.

»Vi ved, at vold mod kvinder og piger er et spektrum, der strækker sig fra sexistiske kommentarer og 'drillerier' til forfærdelige voldelige forbrydelser og mord. Det er afgørende, at vi alle udfordrer disse kvindehadende holdninger, som normaliserer, at kvinder bliver såvel følelsesmæssigt misbrugt, nedgjort og kontrolleret som fysisk skadet,« siger Zainab Gulamali.