Kom med bag facaden på d'Angleterre: »Her kan alt lade sig gøre, hvis det er lovligt«

Kongens Nytorv genopstår snart i fordums pragt. På Hotel d'Angleterre ånder de lettet op og glæder sig over, at luksushotellets forventede gæster snart kan se frem til, at alt er ved det gamle. Sådan som det – næsten – har været de sidste 300 år.

En overnatning i d'Angleterres klassiske Royal Suite koster i omegnen af 50.000 kr. Inden eventuelle tilkøb. Så får man til gengæld også 150 kvadratmeter at boltre sig på, herunder et master bedroom med et stort en suite-badeværelse, dagligstue, tekøkken, spisestue og en balkon med kig ud mod Nyhavn. Bill Clinton, Whitney Houston og Michael Jackson er blandt dem, der har boet her. Thomas Lekfeldt

De lysegrønne kejserlindetræer, der står vagt om Christian Vs rytterstatue på Kongens Nytorv, ser endnu noget forvirrede ud, som de står der og stritter med deres tynde arme. Som havde træerne, der udgør den ovale krans om det nyplantede haveanlæg, ikke helt vænnet sig til deres nye vokseplads på det, de fleste opfatter som Københavns fornemste torv.

Ser de ikke næsten lidt overraskede ud, nu, hvor det grønne plankeværk, der har forhindret udsynet fra den ene side af torvet til den anden, er faldet? Den ærværdige plads roder stadig, men otte års undtagelsestilstand i forbindelse med metrobyggeriet er snart overstået. Kongens Nytorv meldes klar igen i slutningen af september – både under og over jorden. Er der nogen, der nu kan ånde lettet op, er det d'Angleterre, der længe har været kilet op langs den ene side af pladsen.