Da vi lukker døren, runger et dybt ekko. Det lyder som Djævelen, der smækker porten til Helvede. Døren er knap 2,5 meter høj, vejer 2.500 kilo og er støbt i stål.

Bag os ligger en tunnel med snoninger og riller som indersiden af et riffelløb. Tunnelen ser ud til at fortsætte i uendelighed.

Vi befinder os i koldkrigsbunkeren Regan Vest. 60 meter under skovbunden i en bakke i Rold Skov i Nordjylland. Regan Vest er et regeringsanlæg og en dyb, statslig hemmelighed gennem årtier. Bunkeren blev bygget under Den Kolde Krig i 1960erne med det formål, at det danske demokrati skulle kunne drives fra dens 5.500 kvadratmeter, hvis atomkrigen brød ud.

»Her er plads til regenten, læger, politi, presse og diverse ministerier. Ingen havde plads i bunkeren på grund af deres DNA, men på grund af deres funktion i demokratiet,« siger Lars Christian Nørbach, der er museumsdirektør ved Nordjyllands Historiske Museum. Hans stemme udløser genklang gennem tunnelen.

I 2003 blev det besluttet at lægge Regan Vest i »dvaletilstand«. Bunkeren blev endeligt taget ud af beredskabet i 2012, og i 2014 blev den fredet. Umiddelbart efter fredningen overgik bunkeren til Nordjyllands Historiske Museum, der stiler efter at åbne den som et koldkrigsmuseum i 2021.

Ved finanslovsforhandlingerne for 2017, blev Regan Vest prioriteret, men Nordjyllands Historiske Museum fik ikke de nødvendige fondsmidler for at kunne åbne. Nu er koldkrigsbunkeren igen blevet prioriteret på finansloven 2019, og Nordjyllands Historiske Museum er igen på jagt efter støtte:

De skal bruge 64 mio. kr. for at kunne åbne Regan Vest som museum. På Finansloven 2019 har museet fået tildelt 20 mio. kr. over de kommende to år.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Men hvorfor bruge så mange penge på at åbne en gammel bunker?

Ifølge Lars Christian Nørbach er svaret, at bunkeren står fuldstændig intakt med alt fra møbler og tallerkner til åndedrætskalk, der skulle rense beboernes udåndingsluft ved at absorbere CO₂ og fugt. Regan Vest giver offentligheden mulighed for at komme helt tæt på Den Kolde Krig-perioden. Hvis man ikke har oplevet den selv, er der ikke nødvendigvis mange forudsætninger for, at man forstår omfanget af den.

»Første gang, jeg kom her, havde jeg glemt alt om Den Kolde Krig. Men hele situationen gik hurtigt op for mig igen, efter jeg satte mine fødder i bunkeren. Når man står i Regan Vest, forstår man, hvad Den Kolde Krig egentlig handlede om,« siger Lars Christian Nørbach.

»Bunkeren er en tidslomme. Den står fuldstændig, som da den blev efterladt.«

Et autentisk koldkrigsmuseum

I nogle dele af Regan Vests tunneller er det den blottede inderside af bakken, der danner væggene. Kalkstenenes ru overflade afgiver en fugtig kulde på fingerspidserne. Her har håndværkerne boret, sat sprængladninger ind. Bang. Et stykke røg af. Bor igen. Bang, gentag. Krigsstemningen hænger tykt i luften.

Anlægget er bygget fra 1963 til 1968. Alle arbejdsmænd, selv ingeniøren bag projektet, havde tavshedspligt om byggeriet. Ingen arbejdere fik fortalt, hvad formålet var med anlægget, der kunne modstå en atombombe i samme størrelsesorden som Hiroshima-bomben.

At stå i bunkerens dyb føles som en tidsrejse tilbage til dengang, ordet atomkrig sad i danskernes dybeste bevidsthed og var en reel frygt. Mens vi går i bunkerens tunneler, passerer vi adskillige arbejdsrum. Uden for hvert rum hænger et skilt, der indikerer, hvilken instans der hører til i rummet.

»Udenrigsministeriet«, »Politi«, »Lægeklinik« og »Ritzau« står der blandt andet på skiltene.

Regan Vest er opbygget som to ringe, der er koblet sammen af en tunnel. Begge ringe er på to etager. Den første ring kaldes arbejdsringen. Her er arbejdsrum til blandt andet ministerier, presse, politi, lægeklinik og monarken. Den næste ring kaldes velfærdsringen, hvor der blandt andet er kantine og soverum.

Det kan måske virke som en nem opgave at åbne en bunker for offentligheden, men transformationen fra regeringsanlæg til museum er ikke en let opgave: Problematikken ved at åbne Regan Vest som et koldkrigsmuseum er, at gæster ikke kan slippes løs dernede. Folk vil ganske enkelt fare vild.

»Den står autentisk. Det er det, den kan. Derfor vil det være ærgerligt at lave den til et museum, hvor folk skal trykke næsen flad mod en plexiglasplade. Folk skal kunne komme tæt på,« siger Lars Christian Nørbach og forklarer, at det derfor er besluttet, at man vil lave guidede rundvisninger med et begrænset antal deltagere per rundvisning.

»Men den slags er mandskabstungt og derved udgiftstungt,« siger Lars Christian Nørbach.

Den sidste pladskommandant

Som nævnt blev Regan Vest i 2012 endeligt taget ud af beredskabet, efter bunkeren havde været i dvale fra 2003. Men frem til 2012 blev bunkeren jævnligt inspiceret. Det var 72-årige major Hans Simonsen, der stod for inspektionen. Han er den sidste pladskommandant, der var tilknyttet Regan Vest. Han fik jobbet i 1997 og afleverede nøglerne til Regan Vest i 2018.

Som pladskommandant var Hans Simonsen den daglige chef i bunkeren. Det var ham, som havde ansvaret for, at der var mad i køleskabet og toiletpapir. Men det var også ham, der i samarbejde med chefen for bevogtningsstyrken og regeringsanlæggets stab planlagde, hvordan soldater skulle gå i kampstilling uden for bunkeren, hvis krigen brød ud. Hans Simonsen var også manden, der havde ansvar for planlægning af at indkvartere regeringen og diverse styrelser og så videre. Kort sagt skulle han opretholde bunkeren klar på alle områder, hvilket han gjorde i samarbejde med den øvrige besætning i bunkeren, som bestod af fire mand.

Hans Simonsen forklarer, at når man søger sådan et job, kræver det en sikkerhedsgodkendelse af en bestemt kvalifikation.

»Bunkeren var hemmelig, og derfor talte jeg ikke åbent om mit arbejde i de år, jeg var tilknyttet stedet. Det var sådan, livet var. Det var betingelserne, og det snakkede man ikke om,« fortæller han.

Alle Hans Simonsens venner og bekendte vidste, at han var ansat i forsvaret, men hvad han konkret foretog sig, var der ikke mange, der vidste.

»Når man har været i forsvaret i 40 år, kan man sagtens tale om det arbejde, der foregår udenom bunkeren. Men jeg havde naturligvis nogle få personer i min familie, som vidste, hvor jeg gik på arbejde,« fortæller han.

Og når Hans Simonsen kørte på arbejde i Regan Vest foregik det i civilt tøj og civil bil. På den snævre grusvej op mod bunkeren var der mulighed for at fortsætte udenom bunkeren, hvis man blev forfulgt, således man ikke opgav bunkerens lokation.

»Den Kolde Krig varede i 45 år, og det prægede danskernes tilværelse. Især os, der var ansat i forsvaret. Jeg havde en stilling som kompagnichef og var i Nordtyskland sammen med mange andre fra militæret hvert andet år for at se, hvor styrkerne skulle være, hvis der udbrød en tredje verdenskrig. Vi ville for alt i verden gerne undgå en krig. Ingen vinder noget på en krig, og vi ønskede ikke de kommunistiske tilstande, som Warszavapagten forsvarede. Vi ønskede frihed.«

På trods af at Regan Vest i mange år var en statslig hemmelighed, var der altid nogen, som vidste, at den eksisterede. Både Hans Simonsen og museumsdirektør Lars Nørbach fortæller, at mange journalister i årenes løb skrev om »den luksuriøse bunker« med swimmingpool.

Der er dog ikke meget luksus over Regan Vests snøvlede tunneler, små lokaler og tre-personers-køjesenge. Og poolen har Lars Christian Nørbach ikke vist Berlingske endnu, og kommer nok heller ikke til det – så skal den i hvert fald laves først.

En bunker i »neddykket tilstand«

Lars Nørbach forklarer, at hele det offentlige system ikke skulle herned, når bomberne faldt. Det gjaldt om at få systemet placeret i bunkeren i opløbet, inden omverdenen ville være i krigstilstand.

Hvis den frygtede atomkrig uden for bunkeren brød ud, ville den være i »neddykket tilstand«. Det betyder, at bunkeren ville være fuldstændig afkoblet fra omverden.

»Regan Vest kunne lukke omverdenen fuldstændig ude i omkring ti dage ved hjælp af 130 iltflasker, åndedrætskalk og iltrensningsudstyr. Det hele står her endnu,« siger Lars Christian Nørbach.

Men med teknologiens fremdrift fandt man gennem årene alligevel ud af, at bunkeren ikke var et helt sikkert sted at opholde sig, og det internationale sikkerhedsbillede ændrede sig. Da Regan Vest blev lagt i dvale i 2003, var det knap 14 år siden, at Berlinmuren faldt, og Den Kolde Krig afsluttedes.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Men selv om det er syv år siden, Regan Vest blev taget ud af beredskabet, har Nordjyllands Historiske Museum stadig oplevet problemer med at få personer, som har været tilknyttet bunkeren, i tale.

»Vi havde kontakt til personer, som var med til at bygge bunkeren, der sagde, »Det kender jeg ikke noget til,« når vi kontaktede dem over telefonen. Selv om vi fortalte dem, at bunkeren jo ikke længere er i drift, ville de ikke fortælle os om deres oplevelser,« fortæller Lars Christian Nørbach, da vi igen står i indgangen, hvor turen i bunkeren begyndte.

Det dybe ekko runger igen, da vi lukker og låser døren.