På trods af sit navn er det sted, der hedder Nyholm, mere end 300 år gammelt. Nyholm er en del af det, vi under ét kalder Holmen. Det er på Nyholm, Sixtusbatteriet står – og rigets flag, som hejses hver dag ved solopgang.
Nyholm blev grundlagt i slutningen af 1600-tallet, og som så mange andre af havnens holme består den af opfyldningsmateriale, og så af skroget fra det gode skib »Elephanten«, som blev sænket derovre i 1728 for at danne base for den mole, der stadig bærer skibets navn, i dag dog stavet Elefanten.