Københavnersnuden: Nu når vi er så forskellige, hvorfor er vores parcelhuse så identiske?

De tomme og tavse parcelhuskvarterer er måske vejen til den højeste oplysning?

Der findes flere end en million parcelhuse i Danmark. Her i coronaens tid kan de vise sig at være porten til den sande oplysning. Christian Ringbæk/Ritzau Scanpix

Om kort tid vil Danmark, eller i hvert fald væsentlige dele af samfundet, være genåbnet. Vi er stadig i karantæne, men med lidt medvind fra de højere virusmagter vil også københavnersnuden snart blive lukket ud på stenbroen. Indtil videre foregår snudeaktiviteten dog mest i isolation, i ophøjet ensomhed under den lyseblå himmel i forårets forstæder.

I gamle dage var det gyngestativernes knirken, der var parcelhuskvarterets lyd, i dag er det de evindelige trampoliner og det rastløse hopperi, de inviterer til, der er grundtonen i forstadens tomhed. Knirkende fjedre, fjerne grenhakkere og motorplæneklippere fortæller verden, at mennesker lever her. På hver vores parcel, i vores eget lille stykke isolation, i et ocean af intethed.