Onsdag morgen var det en realitet: Sneen var tilbage. Svanedun fra himlens hvide vinger, som Helge Rode digtede det. For første gang i mere end et år væltede de fine fnug igen ned fra himlen, og da jeg stod ved mit køkkenvindue i mørket og kiggede ud på den ensomme gadelygte på min vej, hvor de små hvide partikler piskede skråt gennem lyskeglen, kunne jeg mærke, hvor glad jeg blev.
Endelig! Vi er slet ikke færdige med sne her på disse breddegrader, tænkte jeg. Vi kan slet ikke undvære sne, og tanken om, at børn, der fødes i Danmark i disse år, måske kun vil kende sne fra skiferier og kedelige bedsteforældrehistorier, er næsten ikke til at holde ud.
Del:
