Da BIG i foråret fik nej til at opføre tegnestuens nye hovedkvarter i den Københavnske Nordhavn, var et af Teknik- og Miljøudvalgets argumenter, at bygningen var af beton. Bare sådan – og uden videre. Det var som om, selve ordet BETON var nok til at lukke enhver yderligere diskussion. Og sådan er det i det hele taget ofte i den folkelige arkitekturdebat. Dér betyder ordet BETON det samme som ONDT, NEDERDRÆGTIGT, MENNESKEFJENDSK og alt derimellem – hvilket er fuldstændig uforståeligt for denne Københavnersnude.
Beton er et skønt materiale: Praktisk, uopslideligt, formbart, stærkt, billigt. Der er intet ved selve materialet beton, der kan forklare, hvorfor det er blevet lagt så universelt for had i visse dele af befolkningen. Men det er det. Hvis man siger, ‘de bor i sådan noget betonbyggeri’, ved alle, hvad det betyder. På samme måde er begreber som betonslum, betonkommunist og betonklods faste, negative elementer i sproget, hvor beton kun betyder noget trist og kedeligt.