Københavnersnuden: Her er, hvad der gik galt med Nørreport

Engang kendte arkitekterne deres materialer. Engang kunne bygherrer se på andet end prisen. Engang rakte byggeriets tidshorisont længere end fem år ud i fremtiden.

Københavns helt egen storby-metro-og-S-togs-station, Nørreport, har det ikke særlig godt. Det er åbenlyst for enhver, og det er sørgeligt. Både fordi de mange tusind mennesker, der bruger stationen dagligt, ikke får en ordentlig oplevelse, og fordi ulykkerne så let som ingenting kunne have været undgået.

Nørreport ligger lige der, hvor København først begyndte at brede sig uden for sin volde, og blandt andet derfor har stationen lige fra begyndelsen været et vigtigt knudepunkt og et af de mest trafikerede steder i kongeriget. Da man lavede S-banen i det 20. århundredes begyndelse, valgte man i 1934 at grave den ned i et rør mellem Vester- og Østerport.