Prøv engang, ærede læser, at tage en tur ind til Christiansborg. Gå så forbi de hvide kugler, hen langs slotskirken og ind i Prins Jørgens Gård – og videre langs Thorvaldsens Museum og ind på pladsen dér foran museet. Den er ikke stor – men den er rolig. Der er kun et enkelt træ og et cirkulært bassin (som billedkunstneren Jørn Larsen har skabt).
Pladsen er formgivet af Torben Schønherr, som forklarer dens tomhed med denne enkle sætning: »På en plads, hvor der ingenting er, kan alt foregå.« Det kan lyde zenagtigt og banalt, men det er jo sandt. Hvis man tænker på Sydeuropa, og på de pladser, vi valfarter til for at sidde dér med kølige drinks og hurtige solbriller, så er de jo alle helt tomme bortset fra det obligatoriske springvand, der skaber kølighed og de lige så obligatoriske caféstole. Bertel Thorvaldsens Plads, som denne plads hedder, bliver da også brugt til markedsdage og den slags, men mest af alt tilbyder den fem minutters ro midt i et meget hektisk område i København.