Københavnersnuden: BLOX er grim på en måde, som man kommer til at holde af

Det er på tide at vurdere den grimme, grønne klods på mere end udseendet, skriver Berlingskes arkitekturanmelder Holger Dahl i Berlingskes nye, faste klumme, Københavnersnuden.

Byline billede: arkitekturanmelder Holger Dahl Søren Bidstrup

Det mystiske hurlumhejhus, Blox, har nu ligget og fyldt op for enden af Vester Voldgade i godt et år. Realdanias og DACs milliarddyre flagskib har netop været i finalen i Berlingskes afstemning om Københavns mest mislykkede bygning - den vandt godt nok ikke, men en finaleplads er altid en præstation. Og ja - Blox har et fortærsket formmotiv (stablede kasser er so last century) og et kikset navn.

Bygningen er umulig at finde rundt i og den er ved Gud ikke køn, men her efter 12 måneders bymæssigt samliv med det grønne monster er jeg alligevel begyndt at tænke, at den måske er grim på netop den måde, man kommer til at holde af: Ikke mislykket og grim som for eksempel Operaen, der bare fylder op og skaber dødt rum, men mere sådan ‘smadregrim’ på en industriel måde, som gør, at man kan råbe af den og slås med den, men ikke ignorere den. En bygning man kan hade på den gode måde.