Går man en tur på Holmens Kirkegård, kan man nyde en af Københavns oaser. Her på Østerbro, mellem Dag Hammerskjölds Allé og Uppsalagade, ligger den ældste kirkegård i Danmark, der stadig er i brug. Den er fra 1666. Går man ind i midten af kirkegården, støder man på en markant gravhøj med en stele, der markerer, at her ligger 500 faldne fra slaget på Rheden begravet. Ved slaget, der fandt sted 2. april 1801, vandt admiral Nelson en sejr over danskerne, men der blev kæmpet bravt mod den britiske overmagt.
Køerne græssede på kirkegården
Man finder ikke gamle grave fra 1600- eller 1700-tallet, for kirkegården, der egentlig blev kaldt Skibskirkegården, var oprindeligt en fattigkirkegård for fattige matroser og deres familier. Situationen ændrede sig med pesten i 1711, hvor der var så mange døde, at man var nødsaget til at bruge Skibskirkegården for at skaffe ligene af vejen. Men det var stadig ikke fint at bruge stedet, for kirkegården var ikke indhegnet, og køer og andre kreaturer græssede på gravene. Først i 1800-tallets begyndelse blev det mondænt at blive begravet på Holmens Kirkegård, særlig efter at heltene fra slaget på Rheden var blevet stedt til hvile der.
Tosset med Thorvaldsen
Går man lidt fra bort fra gravhøjen fra 1801, er der lige ved siden af et lille område med familiegrave for familien Puggaard. Her finder man et særdeles smukt gravmonument over Bolette Puggaard, født Hage (1798-1847). Hun sidder på monumentet, tænksom på en stol, i klassisk græsk stil, mens hendes mand, grosserer Hans Puggaard (1788-1866), ses i et bronzeportræt i relief over hende. Bolette Puggaard var meget mere end rige Hans Puggaards hustru. Hun var en af guldalderens vigtige skikkelser, men er blot ikke nævnt i historiebøgerne. Parret brugte en del af dets rigdom til understøttelse af kunstnere og fattige, og Bolette selv havde kunstneriske ambitioner og modtog privatundervisning af tidens store mester C.W. Eckersberg. Hun malede landskaber, som hun udstillede på Charlottenborg i 1838 og 1844-45. Usædvanligt for en kvinde på den tid.
Bolette og Hans Puggaard opholdt sig i perioder i Italien, hvor de knyttede et nært venskab til billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Ifølge kunsthistorikeren Kira Kofoed var Bolettes følelser for Thorvaldsen mere end blot venskabelige. Bolettes mand stod bag den personkult, der gjorde Thorvaldsen til den helt centrale danske kunstperson i perioden, og det var parret, der fik ideen til et Thorvaldsens Museum. Bolettes datter, Marie, var med i Rom og skrev i sin dagbog om Thorvaldsen: »Moder og jeg er nærved at blive tossede over ham og hans Arbeider.«
Bolettes politiske happening
Bolette var politisk aktiv og modstander af enevælden. Datteren blev gift med tidens førende politiker, Orla Lehmann, der i 1840erne førte an i kritikken mod enevælden, og Bolette Puggaard var selv en kvinde med meget selvstændige meninger. Da man i 1841 holdt rejsegilde for Thorvaldsens Museum, kom hendes selvstændighed klart til udtryk. Marie skrev i et brev til Thorvaldsen, at museumsbygningen så fin ud, men at hendes mor lavede en politisk happening ud af rejsegildet:
»I Vinter da Krandsen skulde sættes paa Bygningen bandt Moder en stor Krands dertil, og havde den Dristighed (i vore oprørte Tider) at hænge en tricolore Fane øverst op paa den; vi andre søgte at afskrække med Hovedvagten og Tiltale, som jo hører til Dagens Orden; men hun lovede nok at skulle forsvare sin Fane, om det saa var for Kongen selv; Frihed i Konsten, mente hun, har Thorvaldsen indført, at den maae bestaae, maae være vor fornemste Atraae, og hans Museum skal staae frit fra enhver Forbindelse med Slottet eller andet deslige.«
Bolette ville altså hænge den franske revolutions flag, trikoloren, op fra bygningens tag, hvilket under enevælden kunne opfattes som en oprørsk handling. Tænk på, at den franske kongefamilie i 1793 havde fået kappet hovederne af! Hun var nok ikke selv oppe på taget, men man ser alligevel den revolutionære kvinde for sig kravle op på museets tagryg. Hvorfor var hun så barsk i sin politiske aktivisme og i sin modvilje mod enevælden?
Forklaringen er måske, at hun havde bitre erfaringer med kong Frederik 6. og enevælden. Hendes bror, journalisten Johannes Hage, havde fået bøde og livslang censur for artikler vendt mod enevælden. Det var medvirkende til, at han i 1837 tog sit eget liv. Også hendes svigersøn, Orla Lehmann, blev idømt fængsel for sine holdninger. Bolette Puggaard så sandsynligvis Thorvaldsens kunst som en genoplivelse af den romerske kultur og det romerske demokrati og ønskede at bruge ham i sin egen politiske kamp – hvilket Thorvaldsen måske ikke var helt indforstået med.
Så politiske happenings og brug af kunsten til politiske formål er ikke forbeholdt nutiden, som når en kongebuste kastes i kanalen og den slags. Bolette var på den måde aktiv før nogen andre i Danmark – og hendes antiroyale handling kunne have fået alvorlige konsekvenser.
Hun havde længe haft et skrantende helbred, og i 1847 døde hun af tuberkulose. Året efter døde hendes datter af samme sygdom. Bolette nåede altså ikke at se enevælden afskaffet, og hun gled selv ud af historiebøgerne, men når man ser hende sidde på sin stol på gravmælet, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilken stærk kvinde hun var. Hun fortjener at blive nævnt i vores historiebøger.
Erobring af Algier
Holmens Kirkegård er som nævnt oprindeligt en kirkegård for søfolk, og mange af dem ligger herinde. Går man hen i det yderste hjørne, op mod Uppsalagade, finder man en mindesten med fregatten Jylland indhugget. Der kommer røg ud af skorstenen, og Dannebrog folder sig smukt ud fra skibets bagstavn. På stenen står: »Peter Christian Holm. Orlogskaptajn. Født den 25. december 1807. Død den 2. oktober 1864. Djærv, trofast, kjærlig.« Neden under er tilføjet: »Fregatten Jyllands besætning satte sin chef denne mindesten.«
Ser man på Peter Christian Holms liv, må man da også tage sømandshuen af og erkende, at her var en mand, der havde hår på brystet og varmt krudt i kanonen. Han var født i 1807 på Sankt Croix og fik sin uddannelse i flåden, og i 1828-1833 stod han i fransk tjeneste. I den forbindelse var han i Vestindien og Mexico. Han deltog også i den franske flådes indtagelse i 1830 af Algier, altså et rent kolonialistisk erobringstogt, som næppe ville stå for vor tids politisk korrekte tidsånd.
I 1833 vendte han hjem til Danmark og var med skibet St. Thomas på togt til Vestindien. I 1848 blev han chef for St. Croix, der var vagtskib i Øresund og året efter havde en træfning med et preussisk skib.
Helten fra slaget ved Helgoland
Ved krigsudbruddet i 1864 var Holm kaptajn på fregatten Jylland, og på dette skib blev han sat på en afgørende prøve, da en dansk eskadre under admiral Edouard Suenson 9. maj ved Helgoland mødte en tysk-østrigsk flåde. De to eskadrer var næsten jævnbyrdige. Lidt over middag startede slaget med, at en østrigsk fregat åbnede ild. Suenson beordrede, at de danske kanoner skulle besvare ilden. I en afstand på 1.800 meter passerede de to eskadrer hinanden og skød løs. Jylland åbnede ild mod den østrigske fregat Radetzsky, der havde det held, at en østrigsk granat slog ned i Jylland og dræbte og sårede en del af kanonfolkene.
Efterhånden fik de danske skibe overtaget, men endnu en granat ramte Jylland og ødelagde dens styregrej. Styrmand Hans Christian Holm Bjørnsen skrev til sin forlovede Anine om slaget: »Strax derpaa et susen og et skrald, en Kranat er sprunget i Chefens Kahyt, man kan intet see for krudtdamp, jeg falder over imod en kanon og ligger der, min Kasket flyver af sted, jeg føler svær Pine i Bagdelen ...« Men samlet set blev det en klar dansk sejr og en triumf oven på ulykkerne ved Dybbøl.
Nogle måneder senere blev Peter Christian Holm alvorligt syg af tyfus. Han døde samme år. Besætningen på Jylland rejste ham så mindesmærket på hans grav på Holmens Kirkegård. Og det står der altså endnu, og hvis ikke en eller anden algiersk nationalist vælter den, så anbefaler denne kirkegårdsvandrer at tage en tur til Holmens Kirkegård og nyde mindestenen og gå over til Bolette Puggaards gravmonument og vifte med trikoloren.
Kilde: Kira Kofoed: https://arkivet.thorvaldsensmuseum.dk/artikler/bolette-puggaard-og-christine-stampe-en-strid-om-thorvaldsen-og-hans-eftermaele-set-gennem-to-kvinder
