Han har været samfundskritiker gennem to årtier med slagkraftigt sprog og fokus på dannelse og fik i juni udgivet »Kort over Paradis« om sin opvækst og unge år med karriere og misbrug af hvad som helst.
Hvad var det værste ved dit liv i år?
»Jordskælv, togulykker og krig, katastroferne kommer med kaos og ødelæggelser, pludselige og uforudsigelige, som lyn fra en klar himmel.
2018 blev det seismografisk sønderrevne og tilintetgjorte år, hvor 12 års kamp for at opretholde tilværelsen i et normalt familieliv samtidigt med at skrive opfølgeren til min første roman endte i en forudsigelig katastrofe, der rev det hele med sig i afgrunden.
Den grønne stær var kommet som en tyv om natten og havde ødelagt mit syn, mens jeg sad oppe og kun tænkte på at skrive romanen færdig for at redde mit forfatterskab og familiens økonomi – og tog alting med sig. Hvordan skal jeg skrive nu, hvordan skal jeg forsørge os – og hvordan jeg skal komme til mit Paradis på jord uden at kunne køre bil?
Østerhøj ligger langt borte fra offentlig transport på den yderste pynt under himlen med en rosenhave og sundet, som glider grønt forbi med det hvide sejl fra piratjollen. Luften brister af fuglesang, og mælkevejen breder sig over én i mørket og stilheden om natten. Aldrig mere sejle og mærke vinden og vandet, aldrig mere sommer, aldrig mere nattergal. Landet er lukket for mig, og jeg har mistet min sjæl.«
Hvad var det bedste ved dit liv i år?
»Det sidste jeg hørte, inden jeg tog hjem fra Frankfurt am Main i 2007, hvor jeg havde stillet den signerede tyske udgave af »Den som blinker er bange for døden« i pengeboksen på forlaget, var: »I øvrigt, Romer, bare fordi Deres første roman udkommer her, betyder det ikke, at den næste automatisk bliver antaget.«
Den første lektør antog ikke min toer. Jeg fik standset proceduren og satte mig til manuskriptet i punkt 18 for at kunne se mine egne bogstaver. Jeg spiste ikke, jeg sov ikke og tænkte ikke på andet end at redde romanen i et mareridt på fem måneder. Jeg forkortede den med 100 sider, fordelte kapitlerne anderledes, skrev den om – og da arbejdet var færdigt, var jeg det også og fik et nervøst sammenbrud.
Forlig dig med dit liv. Det er en lykkepose. Fortuna kaster boldene, og nogle af dem griber du.Knud Romer
»Kort over Paradis« udkom 8. juni og blev reddet på dansk af den anmeldelse, som kunne læses her i avisen. Og månederne gik uden en lyd fra Insel Verlag, mens ulykkerne væltede ned over mig i århundredets sommer.
Det var, som om verden var gået i stå i et højtryk, der aldrig holdt op – og så kom beskeden: »Die Paradiskarte« var antaget af Insel Verlag. Det var min redaktør på Lindhardt og Ringhof, Sune de Souza Schmidt-Madsen, som ringede på mobilen med beskeden. Han har en stor del af æren for, at det lykkes. Og for et kort øjeblik rettede jeg ryggen og gik gennem København med følelsen af … ja, af hvad? Det var ikke glæde og slet ikke lykke – dertil havde prisen været for høj. Heller ikke stolthed, men måske en times selvrespekt, der kommer af ren og skær udholdenhed hinsides ens egen formåen.«
Har du en fysisk ting, der tegner dit år?
»Der ligger to små flasker i min inderlomme: Costad og Latanoprost. De er til at dryppe øjnene med. Tre gange om dagen for at forhindre trykket i at stige, så synsnerverne dør. Jeg vander mine øjne. Giver dem en sjus, siger jeg. Mit højre øje er allerede slukket, og jeg klamrer mig til resten af det venstre.«
Og hvad tager du med dig? Hvad har du lært af året?
»Jeg har lært, at man kan miste alt fra det ene øjeblik til det andet. At man ikke selv er herre over sin skæbne. At holde ud. At livet er kort og skrøbeligt. At se angsten i øjnene – og forstå, at vi selv er kilden til vores følelser og forestillingerne, som vi gør os om tingene. At frygt nærer frygt. Forlig dig med dit liv. Det er en lykkepose. Fortuna kaster boldene, og nogle af dem griber du.
»Hvil i fred«, står der på gravstenen. Det er ikke en konstatering om de døde, men en opfordring til de levende: Find fred med dig selv og nyd dine talte dage. Vi lever som årringe i træer, der breder sig ud, og det er ikke den ene sommer efter den anden, men én stor sommer, som vokser for hvert år – ligesom æblet på grenen, der bliver sødere og rødere og dybere og dejligere, indtil det falder til jorden en dag. Hver gang jeg hører en solsort synge, er jeg i Paradisets have.«
