Jeg har i lang, lang tid lagt i gryden til den katastrofe, som ramte mig, samtidig med at et højtryk bevægede sig ind over landet og skruede op for solen: 12 år, for at være helt præcis.
Så længe havde jeg barslet med den svære toer, som skulle være god nok til at gentage den umulige drøm og udkomme på det legendariske tyske Insel Verlag – gudernes forlag.
For denne gang havde jeg stiftet familie og fået først et og så endnu et barn, som skulle forsørges – og man kan ikke leve længe af en bestseller i Danmark.
Man får udbetalt royalties én gang om året – og foredragene slipper hurtigt op. Tilbage bliver hædersbevisninger og naturalieøkonomien, som driver kulturlivet.
Jamen, bliver jeg … blind?. Ingen prognose, men jeg havde ikke mange synsnerver i banken. Det er en af de vigtigste sætninger i min roman: Når solen går ned, får du øjnene stukket ud, så mørkt er der på Falster!
Bare i denne uge har jeg fået tilbudt at holde en forelæsning på Vartorv for en æske fyldte chokolader, og gratis fadøl for at optræde under kulturfestivalen på Møn. Det betaler heller ikke elregningen at stille sig på øretævernes holdeplads i Deadline eller Debatten, og mørket sænker sig over én: angst.
Efter ni år med svindende indtjening og ingen tid knækkede jeg koden – og satte mig til at skrive i køkkenet om natten fra kl. 22 til kl. 6 om morgenen, indtil pigerne skulle i skole, og en ny dag truede med rudekuverter.
Det tredje år så jeg frem til en ubetalelig restskat, fordi jeg ikke kunne lægge nok til side fra B-indkomster – en såkaldt »Dan Turèll« – og skrev om kap med tiden på hvidvin og marijuana som benzin, mens tingene ramlede omkring mig uden for det tunnelsyn, der skal til for at levere 527 sider lyrisk prosa på niveau med Insel Verlag.
Den 12/12 2017 satte jeg punktum i manuskriptet til »Kort over Paradis« og reddede julen for det, der blev tilovers af forskuddet efter skat – ingenting – og fra det øjeblik åbnede helvede sig for mig og brændte mig op i århundredets sommer.
For jeg havde ikke kun gjort skade på det, som jeg forsøgte at redde ved at tilsidesætte alt i en uendelig nat – min familie, mine forpligtelser, mig selv – og lignede til sidst en hjemløs, alkoholiseret bums. Jeg havde heller ikke taget mig af, at jeg snublede over kantsten og gik ind i ting, som ikke var der, og ikke kunne se bogstaverne hos optikeren, bedre nu?
Nej. Næste morgen styrtede jeg hen til øjenlægernes hus, »offentligt eller privat?«
Det var mit første møde med det, som havde kostet mig hele min indtjening. »Offentligt,« svarede jeg, og fik at vide, at der var to måneders ventetid. Så måtte det blive privat for de penge, som jeg ikke havde, endnu en gang.
Her kunne en klinisk distanceret læge med en gravsten som ansigt konstatere, at jeg havde grøn stær – og allerede var blind på højre øje. Hvis jeg havde ventet i to måneder, ville jeg være vågnet op uden at kunne se overhovedet.
»Jamen, bliver jeg … blind?«. Ingen prognose, men jeg havde ikke mange synsnerver i banken. »Det er en af de vigtigste sætninger i min roman: Når solen går ned, får du øjnene stukket ud, så mørkt er der på Falster!«
Han nikkede: »Det er profetisk.«
Jeg havde kompenseret med førerøjet for den tiltagende blindhed på det højre om natten i 3 år – og brød sammen, da jeg lukkede det og ikke kunne se mine børn, min kone og mine stille venner: Bogstaverne i bøgerne forsvandt – hvide sider.
»Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg kunne læse og skrive og forsørge os? Og holde ud at leve og dø i mørket!«
Fra den ene dag til den anden mistede jeg mit livsgrundlag, og efter alt det, jeg havde budt min familie, rev jeg dem nu med mig i en afgrund af angst og fortvivlelse over fremtiden.
Jeg sparede dem for resten og flygtede til det ene gæsteværelse og tomme drengeværelse efter det andet for at redigere manuskriptet, som jeg ikke kunne se længere i almindelig punktstørrelse på papiret, og forkorte det og skrive det om i tide til tryk tre uger før udgivelsen den 8. juni.
Hvis der skulle rejse sig en skov af bifald, står jeg alene tilbage som et hult, udbrændt træ.
Solen skinnede, som om den skulle gøre godt for alle regnvejrsdage, og folk lå i parkerne og blev til sydeuropæere med højt humør – jeg spiste ikke, jeg sov ikke, jeg gik ikke i bad, jeg så ikke min familie og boede i en kuffert på gaden – og da romanen endelig var færdig, var jeg det også: færdig.
Angsten og desperationen og tre års kamp og ni års kvaler indhentede mig i en reaktiv psykose – og jeg skreg om hjælp, indtil to af mine venner kørte mig til den psykiatriske skadestue på Bispebjerg Hospital.
Der stod en kvinde med en gul Netto-pose over hovedet og skældte os ud på parkeringspladsen. Skrigene og råbene slog mig i møde, som sygeplejersken førte os gennem en mørk gang – lyset var gået – og låste dørene bag mig med dobbeltlås. Jeg var tilbage, hvor min far døde, på et overbelagt, underbemandet, nedslidt hospital og stiftede for anden gang denne sommer bekendtskab med det offentlige i den spareramte psykiatriske afdeling for de mest udsatte og middelløse mennesker.
Hertil hører også det voksende prækariat af »indholdsproducenter« og andre freelancere på herrens mark uden lønkonto, uden feriepenge, uden barsel, uden sygeorlov, uden pension – og uden sundhedsforsikring. Hvis man kan lære noget af min jammer – ud over ikke at blive forfatter – så er det: Få en sundhedsforsikring – ikke i morgen, men i dag og med det samme, nu!
Jeg havde været prisgivet, hvis det ikke havde været for mit forlag, og det lille »&« i Lindhardt & Ringhof blev taget under den ene arm af min forlagsdirektør og under den anden arm af chefredaktøren, som slæbte mig i mål.
Han hentede mig i min sorteste time og kørte mig til Skovhus Privathospital i Nykøbing Sjælland – skæbnens ironi, når man kommer fra Nykøbing Falster – og her blev jeg indlagt på deres regning og lærte nok om mig selv og angsten til endnu en roman.
Jeg lærte også mere om forholdene i det psykiatriske behandlingssystem på megainstitutioner som det nye hospital i Slagelse, hvor mennesker med alle diagnoser fra skizofreni til stress stuves sammen i en klinisk container, og hvis du ikke er syg, bliver du det.
Det er et fængsel, fordi skatteborgernes penge ikke følger patienten, men institutionerne, og det er umuligt at slippe ud, selvom en privat sengeplads er billigere og giver en den frihed, som det offentlige tager.
Hvis nogen skulle lide af den vildfarelse, at det er sjovt at invitere den danske verdenspresse til foromtale på et sindssygehospital, kan de godt tro om igen. Det er heller ikke noget realityshow, men nødvendighedens tvang, og jeg er et så forslået frontsvin, at jeg stiller op til hvad som helst for ikke at have kæmpet forgæves i 12 år.
Jeg slæber også de sidste rester af mit lig til Folkemødet på Bornholm, hvis det skal være, og koger over af raseri under den bagende sol, som omsider giver os den sommer, vi fortjener af bare selvskabt klimaforandring. For det er nok den største løgn, at politikere forklædt som mennesker med fadøl i hånden og skipperkasket møder folket på gerningsstedet: Udkantsdanmark.
Det er frembragt af talende excelark på Christiansborg med centralisering og stordrift på hjernen og nøjagtigt som vores velfærdsinstitutioner, hvor der finder en systematisk overførsel af midler sted fra de svageste til de insitutioner, som støtter et almindeligt middelklasseliv i byen – og ingen tager sig af det, fordi det altid er de andre, der bliver syge og kræver psykiatrisk hjælp, og de andre, der bliver fyret og går fallit og bliver skilt og ender på gaden, og de andre, der bor i den rådne banan og ghettoer, og de andre, der bliver gamle og dør, men det er det ikke: Det er dig.
Det kan slet ikke undgås, at du bliver ramt af en og to og flere af disse ulykker, som hører med til tilværelsen, men vi vender det ryggen i angst og skam, fordi det bekræfter os i illusionen om et sikkert og godt liv i normalfordelingskurven, som ikke findes – og når det så bliver din tur, er der ingen, som hører dig skrige.
Det tordnede og lynede i går, og omsider kom regnen i et tropisk skybrud af en anden verden.
»Kort over Paradis« er mod alle odds blevet antaget til udgivelse på Insel Verlag, og hvis der skulle rejse sig en skov af bifald, står jeg alene tilbage som et hult, udbrændt træ.
