Knud Brix stopper som ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet og bliver i stedet Afrika-korrespondent for DR. 

Det siger han til Ekstra Bladet. DR bekræfter det også i en pressemeddelelse.

»Det er ikke uden vemod, at jeg bytter Rådhuspladsen ud med Nairobi. Det har været et kolossalt privilegium at være med til at lede Danmarks vildeste og sjoveste mediearbejdsplads, og jeg forlader heldigvis et medie med fremragende journalister og uhyre dygtige ledere, siger Brix til Ekstra Bladet og fortsætter:

»Over de sidste fem år har vi tilbageerobret tronen som Danmarks største digitale nyhedsmedie og skabt en digital førerposition samtidig med, at vi har lavet eksplosiv journalistik. Det er jeg stolt af.«

Brix fortsætter på Ekstra Bladet frem til december, eller indtil en afløser er fundet, lyder det.

I sit kommende korrespondentjob for DR får Knud Brix base i Kenyas hovedstad, Nairobi, skriver DR. 

Afrika-kender og ivrig jæger

Knud Brix har en master i afrikastudier fra Københavns Universitet – ligesom i øvrigt Mette Frederiksen (S) – og så har han rejst og rapporteret fra en række afrikanske lande.

Det har resulteret i romanen »Febertræet« fra 2022 og radiodokumentaren »General Butt Naked«, der handlede om den liberianske tidligere krigsherre, der gik under netop det navn under den første liberianske borgerkrig. 

Brix er også en ivrig jæger, hvad der også har ført til radiodokumentaren »En hæslig jæger«, hvor han blandt andet var på safaritur i Sydafrika med en storvildtjæger. 

Knud Brix udtaler i pressemeddelelsen fra DR, at Afrika er i færd med en »hvirvlende transformation«, og at dækningen af den er en af de vigtigste journalistiske opgaver netop nu. 

»Jeg har takket stort ja, fordi jeg helhjertet deler DRs ambition om at skrue op for fortællingerne fra kontinentet, som rummer så mange komplekse og svimlende nære historier. Jeg vil forsøge at rykke teltpælene til Nairobi med lige dele nysgerrighed, journalistisk sult og andægtighed,« udtaler Knud Brix. 

DRs nuværende Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, har været i Sydafrika i syv år. Han vender hjem til sommer for at blive en del af DR Verificerer. 

Knud Brix begynder i sit nye job 1. januar.