Klumme: Provokatøren gav et lille spjæt til kirken – men det gør det ikke til kunst

Hvis du synes, at der var for meget ballade om Jim Lyngvilds kirkekunst, må du starte med dig selv. Vi får de provokatører, vi selv har fortjent, og hvis man konstant sidder med hovedet nede i de sociale mediers meningskloak, må man leve med, at det er folk som Lyngvild, der løber med opmærksomheden.

Jesus har både sixpack og veltrænet maveskind på Lyngvilds fotostater med bibelske motiver. Folk er strømmet til men nu må det være nok, mener meninghedsrådet i Faaborg Kirke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bager/Ritzau Scanpix

Min ven satte foden ned i samme øjeblik, han kom ind ude fra sommerregnen. Mens han tog frakken af, kiggede han resolut på mig og de andre gæster og forkyndte, at han heller ikke i dag havde noget at sige om Jim Lyngvild.

Det var der til gengæld mange andre, der havde sidste uge, da menighedsrådet i Helligåndskirken i Faaborg skulle tage stilling til de syv ophængte fotostater med bibelske motiver, der i Lyngvilds hænder indeholdt blottede lesbiske bryster, en iPhone og en anderledes fysisk Jesus end ham, der normalt hænger på kirkens kors.

»Jesus er ikke en lille lidende pind. Han er svulstig og lækker og muskuløs. Jeg synes, at det er en Jesus anno 2020,« som kunstneren selv sagde til P1.

Der er fuld knald på Jim Lyngvilds billeder i Faaborg Kirke – og folk strømmer til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bager/Ritzau Scanpix.

Selvfølgelig var det langtfra alle, der var enige i at Guds søn skulle have sixpack og markerede biceps. 8.000 mennesker deltog i en afstemning på Helligåndskirkens hjemmeside, på nettet var der endnu flere, der mente noget, og mandag endte menighedsrådet med at stemme nej til at lade kirken overtage de billeder, der ellers blev skænket af en lokal rigmand.

Debatten er et sent ekko af den forargelse, der opstod, da Lyngvild fik lov at redesigne en del af Nationalmuseets mumificerede vikingeudstilling og lod et par nulevende modeller agere vikinger med korrekte tandsæt og rene negle. Pludselig dukkede et hav af stemmer op og forsvarede de gamle vikingefund med en lidenskab, der ellers sjældent bliver Nationalmuseets gamle samling til del.

At vi nu – igen – diskuterer Lyngvild viser, at vi ikke bare får de politikere, vi fortjener – vi får også de provokatører, vi har bedt om.

I 70erne blev Jens Jørgen Thorsen udskældt for sine Jesus-skildringer, der var frivole og frække. Thorsen, der var uddannet kunsthistoriker og arbejdede som kunstkritiker, blev kaldt talentløs og provokerende. Kristian Hornsleth har fået sin del af opmærksomheden ved at have et åbenlyst økonomisk sigte med sin kunst og tale åbent om kunsten som et erhverv. Hans værker tæller blandt andet et event, hvor beboerne i en afrikansk landsby tog navnet Hornsleth i bytte for geder og andre fornødenheder.

I modsætning til dem begge handler Lyngvilds provokationer i højere grad om hans person end om hans kunst. Lyngvild stritter på os, fordi han ikke vil høre til. Han er den homoseksuelle, der blev fyret fra Copenhagen Pride for at kalde andre for »små bøssekarle«. Han er den asatroende viking, cremekonge, designer og provo, som blev opflasket på velfærdsstatens sødmælksdampe, næret af socialpædagogik og tolerance, men elsker alligevel altid at italesætte sig selv som den stærke svane, der slap væk fra andegården, som Dagbladet Information engang skrev.

Folk er strømmet til Faaborg Kirke for at se Jim Lyngvilds billeder, der bliver hængende indtil september. Fold sammen
Læs mere
Foto: Michael Bager/Ritzau Scanpix.

Det er Lyngvilds gave, at han tilsyneladende kun kan tale i store bogstaver, fordi det passer perfekt til en tid, hvor samtalen på de sociale medier bruges som barometer for, hvad der rører befolkningen. Alle kan have en holdning uden at have set så meget som en centimeter af værkerne og Lyngvild er selv totalt ligeglad med fakta og fiktion. Bare det virker.

Det gør det i 2020, hvor al opmærksomhed er en slags livsforlængende eliksir – eller som menighedsrådsformand Thomas Patrick Ingemansen sagde til Kristeligt Dagblad, hvor han indrømmede, at debatten havde været en slags hjertestarter for lokalområdet.

»Der er kommet et lille spjæt i kirken her, og forhåbentlig kan det blive til et bankende hjerte igen,« sagde menighedsrådsformanden, der blev mødt af en række kunsteksperter, der mente, at værkerne var »vulgært-pompøs stavepladekunst«. På den ene side af debatten stod altså dem, der fremhævede, at kirken sjældent havde haft så mange gæster. På den anden side var der dem, der indvendte, at Lyngvilds værker er uden værdi.

Den tyske filosof Arthur Schopenhauer er visse steder citeret for at sige, at livet pendulerer mellem galskab og middelmådighed, men Lyngvild har tilsyneladende skabt en tredje position, der handler om formegethed, og det er åbenbart nok til at skabe ballade på Facebook, hvor vi klikker på alle historier, der bygger på hurtig forargelse.

Hvis man synes, at Jim Lyngvild får for meget opmærksomhed kan man simpelthen vælge at holde sin mund. Ligesom min ven gjorde den anden dag. Vi får trods alt de provokatører, vi selv har fortjent.