Klumme: Danmarks fremtid afhænger af PTSD-ramte samlebåndsakademikere

Katherine Diez Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

»Nu bliver der snart udskrevet valg.« Det var det allerførste, jeg hørte, da jeg tændte for radioen 1. januar 2019.

Det kommende folketingsvalg, som skal afholdes senest d. 17. juni, faldt som et nærmestoverraskende medieluftangreb og spredte en slags nervøs gas ud over Danmarks rige fra den ene dag til den anden, lige så snart vi havde revet det forgangne år af kalenderen.

Ikke siden 2015 er statsministerens nytårstale blevet analyseret og kommenteret så tilbundsgående, ja, hvis den da overhovedet blev det dengang. Hvorom alting er: Den var ikke særlig fængslende.

Mange havde nok med befolkningens pludseligt indfundne interesse for klimaproblemerne set i krystalkuglen, at Lars Løkke Rasmussen ville sætte en ny, grøn magnet på opslagstavlen. Nej, det er mere spændende at tale om, hvad der bliver fremført i en nytårstale af en kulturminister, som de seneste par år har været usædvanligt meget i søgelyset.

Mette Bocks tale blev produceret af og først sendt på en af landets mest snævre kanaler, DK4, 1. januar, og her lagde hun ud med at fortælle om vigtigheden af at lære børn om dansk kultur som både individets og fællesskabets fundament. Men hvad vil det egentlig sige? Hvad er det præcis for en dansk kultur, hun taler om? Er det at kunne sin Grundtvig og kongerækken udenad?

Tiden har brug for at stille skarpt på en anden form for kultur i uddannelsessektoren. En kritisk kultur.

Signalpolitik og forførende taler har alt for længe sendt et drømmeagtigt røgslør ud over det faktum, at »skabelon-universiteterne« spytter PTSD-ramte samlebåndsakademikere ud i ubevæbnet mytteri.

Fleksibiliteten, som eksisterede i tidernes morgen på universiteterne, gav rum til fordybelse i studiebøgerne og en kritisk tilgang til det, der stod i dem, den ledelse, man indgik under, og den verden, man levede i.

At indføre besparelser og nedprioritere reformerende nytænkning inden for kunst, kultur og uddannelse – som er tre alen af samme stykke – er dræbende gift for demokratiet og det enkelte menneskes evne og ret til at tænke frit og selvstændigt.

Det er ikke nok, at en 4.-klasse fra Hinnerup kommer til København for at lære, at det var Christian d. 4., der byggede Rundetårn – allerede i den alder skal de også lære at tænke sig til at udfordre de magter, der har bestemt, at de skal lære det.

Når disse børn er færdige med folkeskolen og gymnasiet og har åndenød over at skulle starte og præstere på universitetet med frygt for, om de nu har valgt det rigtige studie, så har de stadig ikke lært at forholde sig kritisk til verden omkring dem, for de har ganske enkelt ikke haft overskud til det.

Kære unge: Snart udskrives der valg, og kunsten og kulturen kommer formentlig til at fylde næsten ingenting. Uanset hvad I stemmer, håber jeg, I stemmer for en fremtid med en historisk bevidsthed i bakspejlet. Op på barrikaderne med jer. Vær ikke bange for at se magten i øjnene og kræve den uddannelseskvalitet, jeres forfædre kæmpede for for jeres skyld.